Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Parpar

Parpar

(Parʹpar).

En af Damaskus’ to floder som Na’aman anså for at være „bedre end alle Israels vande“. (2Kg 5:12) At Na’aman nævnte Parpar sidst, kan tyde på at den var den mindste. Denne flod forbindes almindeligvis med Nahr el-’A‛wadj. Bortset fra Nahr Barada (der identificeres med Abana) er dette det eneste selvstændige vandløb i Damaskusområdet. Vandmængden i ’A‛wadj er kun omkring en fjerdedel af vandmængden i Barada. De mindre strømme der løber sammen og danner ’A‛wadj, udspringer på Hermonbjergets østlige skråninger og forenes omkring 30 km sydvest for Damaskus. Derfra slynger floden sig i et dybt leje gennem klippefyldt terræn indtil den til sidst opløser sig i en sump sydøst for Damaskus. Fra flodens udspring til dens udløb i sumpområdet er der i luftlinje ca. 65 km.

Den væsentligste indvending mod ovennævnte identifikation er at ’A‛wadj strengt taget ikke er en af „Damaskus’ floder“ eftersom den ligger ca. 15 km syd for byen. Mange mener derfor at Parpar skal identificeres med Nahr Taura, en gren af Nahr Barada. Når Na’aman omtalte Damaskus, kan han imidlertid også have tænkt på Damaskussletten, som Nahr el-’A‛wadj løber igennem.