(parʹthere) [fra (tilhørende) Parthien].

Jøder og proselytter fra Parthien nævnes som de første blandt de mange der var kommet til Jerusalem for at fejre pinsefesten i år 33. Guds hellige ånd som blev udgydt over de omtrent 120 kristne disciple der var forsamlede, bevirkede at den gode nyhed nu blev forkyndt på det sprog eller den dialekt som disse parthere talte. Nogle af dem reagerede uden tvivl positivt, blev kristne og udbredte budskabet blandt deres egne da de vendte tilbage til Parthien. (Apg 1:15; 2:1, 4-12, 37-47) De kødelige jøder fra Parthien hørte til dem der levede i adspredelsen; proselytterne var ikkejøder som var gået over til jødedommen. — Apg 2:10.

Partherriget var til at begynde med begrænset til et område sydøst for Det Kaspiske Hav, men kom efterhånden til at strække sig helt fra Eufrat til Indien. Fra kong Kyros’ tid var partherne underlagt perserne. Senere kom de under græsk herredømme, men de gjorde oprør mod Alexander den Stores efterfølgere, og det lykkedes dem i flere hundrede år at bevare deres uafhængighed, selv over for Rom. De beherskede også i nogle år Judæa før romerne fik herredømme over dette område. Partherne var stadig en uafhængig  nation i det 1. århundrede, og selv om de udøvede den fremherskende persiske religion, tolererede de jødedommen og andre religioner.