Et land og et folkeslag der både i Bibelen og i den verdslige historie ofte omtales i forbindelse med mederne. Mederne og perserne var åbenbart beslægtede, da de begge stammede fra de gamle ariske (indo-iranske) folkeslag. Det betyder at perserne var efterkommere af Jafet, måske gennem Madaj, medernes stamfader. (1Mo 10:2) I en indskrift betegner Darius den Store sig selv som „perser, søn af en perser, arier, af arisk æt“. — History of the Persian Empire af A. Olmstead, 1948, s. 231.

I assyriske indskrifter fra Salmanassar III’s tid (han levede øjensynlig samtidig med kong Jehu  af Israel) omtales et angreb på Medien og at kongerne af „Parsua“ betalte tribut. Parsua var et område der efter alt at dømme lå vest for Urmiasøen og grænsede op til Assyrien. Mange forskere mener at „Parsua“ var det dakendte navn for persernes land, mens andre forbinder det med partherne. Ifølge senere indskrifter levede perserne betydeligt længere mod syd, i „Parsa“, sydøst for Elam i provinsen Fars i nutidens Iran. Anshan, et område eller en by der lå på grænsen til Elam og måske engang havde ligget inden for dets område, var også på et tidspunkt besat af perserne.

Det ser ud til at perserne til at begynde med kun beboede den sydvestlige del af den udstrakte iranske højslette — et område der grænsede op til Elam og Medien mod nordvest, Parthien mod nord, Karmanien mod øst og Den Persiske Bugt mod syd og sydvest. Hvis man ser bort fra de varme, fugtige kyststrækninger ved Den Persiske Bugt, bestod landet fortrinsvis af den sydlige del af Zagrosbjergene med deres skovklædte skråninger og lange, ret frugtbare dale. I dalene er klimaet tempereret, men på de tørre, vindomsuste højsletter er der meget koldt i vintermånederne. Ligesom mederne synes perserne at have drevet landbrug og især kvægavl, og perserkongen Darius den Store beskrev stolt sit hjemland som „smukt og rigt på heste og mennesker“. — Encyclopædia Britannica, 1959, bd. 17, s. 603.

Skønt perserne oprindelig levede ret spartansk, ofte som nomader, udviklede de stor kærlighed til luksus og luksuriøse omgivelser i den periode hvor Persien var et verdensrige. (Jf. Est 1:3-7; også den klædning Mordokaj modtog, 8:15.) På skulpturer i Persepolis er perserne klædt i vide, ankellange klædninger med bælte om livet og lave snøresko, mens mederne er klædt i stramme, langærmede og knælange klædninger. (BILLEDE, bd. 2, s. 328) Både perserne og mederne brugte åbenbart bukser; persiske soldater skildres klædt i bukser og langærmede tunikaer over skælbrynjer af jern. De var dygtige ryttere, og kavaleriet spillede en vigtig rolle i deres krigsstrategi.

Det persiske sprog hører til den indoeuropæiske sprogæt og bærer præg af slægtskabet med det indiske sprog sanskrit. På et tidspunkt begyndte perserne at bruge kileskrift, men med meget færre tegn end de flere hundrede der blev brugt i babylonisk og assyrisk kileskrift. Fra Perserrigets tid findes der nogle indskrifter på oldpersisk med oversættelser til akkadisk og et sprog der som regel kaldes „elamitisk“ eller „susanitisk“, men officielle dokumenter vedrørende administrationen af rigets provinser blev hovedsagelig affattet på det internationale sprog aramaisk. — Ezr 4:7.

Det medo-persiske riges udvikling. (KORT, bd. 2, s. 327) Ligesom mederne synes perserne at have været regeret af flere adelsslægter. Fra en af disse stammede achaimeniderne, det kongedynasti som Perserrigets grundlægger, Kyros den Store, tilhørte. Kyros, der ifølge Herodot og Xenofon havde en persisk fader og en medisk moder, forenede perserne under sin ledelse. (Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 107, 108; Cyropaedia, I, ii, 1) Indtil da havde mederne domineret i forhold til perserne, men Kyros vandt en hurtig sejr over mederkongen Astyages og erobrede hans hovedstad, Ekbatana (550 f.v.t.). (Jf. Da 8:3, 20.) På denne måde blev Medien underlagt perserne.

Skønt mederne indtog en underordnet stilling i forhold til perserne under den resterende del af achaimenidernes herredømme, er der ingen tvivl om at det var et dobbeltrige der opstod. I bogen History of the Persian Empire (s. 37) hedder det således: „Det nære forhold mellem perserne og mederne blev aldrig glemt. Det udplyndrede Ekbatana var fortsat den residensstad kongerne foretrak. Mederne var lige så respekterede som perserne; de beklædte høje embeder og blev valgt som anførere for de persiske hære. Udlændinge omtalte ofte mederne og perserne under ét; når de anvendte et enkelt udtryk, var det ’mederne’.“

Under Kyros blev det medo-persiske rige udvidet mod vest, helt til Det Ægæiske Hav, da perserne besejrede kong Krøsus af Lydien og undertvang nogle græske kystbyer. Sin største sejr vandt Kyros imidlertid i 539 f.v.t. da han i spidsen for en hær af medere, persere og elamitter erobrede det mægtige Babylon som en opfyldelse af de bibelske profetier. (Es 21:2, 9; 44:26–45:7; Da 5:28) Med Babylons fald sluttede en lang periode med semitisk overherredømme, der nu blev afløst af det første verdensrige af arisk (jafetisk) oprindelse. Det medførte også at Juda (samt Aram og Fønikien) blev underlagt det medo-persiske rige. I 537 f.v.t. udstedte Kyros et dekret der tillod de landflygtige jøder at vende tilbage til deres hjemland, som havde ligget øde i nøjagtig 70 år. — 2Kr 36:20-23; se KYROS.

Persiske hovedstæder. I overensstemmelse med rigets dobbeltnatur blev en meder ved navn Darius hersker over det besejrede kaldæerrige, men sandsynligvis under Kyros’ overhøjhed. (Da 5:31; 9:1;  se DARIUS, 1.) Babylon fortsatte med at være kongelig residensstad og et centrum for religion og handel. Somrene i Babylon synes imidlertid at have været for varme for de persiske herskere; i regelen tilbragte de kun vintrene dér. Arkæologiske fund vidner om at Kyros efter erobringen af Babylon hurtigt vendte tilbage til Ekbatana (nutidens Hamadan), der ligger godt 1900 m over havets overflade ved foden af bjerget Alwand, hvor vintre med megen sne og bidende kulde opvejes af dejlige somre. Det var i Ekbatana at Kyros’ memorandum om genopbygningen af Jerusalems tempel blev fundet flere år efter udstedelsen. (Ezr 6:2-5) Tidligere havde Persiens hovedstad været Pasargadæ, der lå ca. 650 km sydøst for Ekbatana, i omtrent samme højde. I nærheden af Pasargadæ byggede de persiske herskere Darius, Xerxes og Artaxerxes den Langhåndede senere residensbyen Persepolis og udstyrede den med et omfattende netværk af underjordiske tunneler, der uden tvivl tjente som vandledninger. En fjerde hovedstad var Susa (Susan), der lå i nærheden af floden Choaspes (Karkheh) i det gamle Elam, et centralt og strategisk vigtigt sted mellem Babylon, Ekbatana og Persepolis. Her byggede Darius den Store et prægtigt palads, der fortrinsvis tjente som vinterresidens, da der ligesom i Babylon var meget varmt i Susa om sommeren. Med tiden overgik Susa imidlertid mere og mere til at blive rigets egentlige administrative centrum. — Se SUSAN.

Religion og lov. De persiske herskere, der kunne være lige så grusomme som de semitiske konger i Assyrien og Babylonien, synes — i det mindste i begyndelsen — at have bestræbt sig for at behandle de besejrede folkeslag nogenlunde retfærdigt og rimeligt. Noget tyder på at deres religion indeholdt visse etiske grundregler. En vigtig guddom efter deres hovedgud, Ahura Mazda, var Mithra, der ikke blot blev kendt som en krigsgud, men også som en pagtsgud hvis øjne og ører altid vogtede på enhver der overtrådte en overenskomst. (Se GUDER OG GUDINDER.) Den græske historiker Herodot (I, 136, 138) skrev om perserne: „Fra femårsalderen til tyveårsalderen oplærer de kun sønnerne i tre ting, nemlig at ride, at skyde med bue og pil og at tale sandhed. . . . Det skammeligste af alt er efter deres mening at lyve.“ Historien viser at de persiske herskere ikke var hævet over uærlighed og intriger, men deres fastholden ved at „medernes og persernes lov“ var uomstødelig, tyder på at de trods alt havde visse grundprincipper om ordholdenhed. (Da 6:8, 15; Est 1:19; 8:8) Da Kyros’ dekret blev fundet ca. 18 år efter udstedelsen, erkendte kong Darius således at jøderne havde ret til at bygge templet, og befalede at de skulle støttes på alle måder. — Ezr 6:1-12.

Perserrigets forvaltning vidner om stor dygtighed på det administrative område. Ikke blot havde kongen et statsråd, eller en rådgivende forsamling, der bestod af „syv persiske og mediske fyrster“ (Est 1:14; Ezr 7:14), men der var også indsat satrapper over de større områder eller lande, for eksempel Medien, Elam, Parthien, Babylonien, Assyrien, Arabien, Armenien, Kappadokien, Lydien og Jonien og, efterhånden som riget voksede, over Ægypten, Ætiopien og Libyen. Disse satrapper var forholdsvis frit stillede med hensyn til forvaltningen af deres satrapi, blandt andet i juridiske og økonomiske anliggender. (Se SATRAP.) I hvert satrapi var der tilsyneladende underordnede landshøvdinger for provinserne (hvoraf der på Ahasverus’ tid var 127), og i de enkelte provinser var der fyrster for hvert folkeslag som var repræsenteret i områdets befolkning. (Ezr 8:36; Est 3:12; 8:9) Sandsynligvis for at afhjælpe ulemperne ved at hovedstaden lå i  en afkrog af det vidtstrakte rige, indførte man et kongeligt postvæsen med ridende kurerer der hurtigt kunne sætte tronen i forbindelse med alle provinserne. (Est 8:10, 14) Der fandtes kongelige hovedlandeveje, blandt andet en fra Susan til Sardes i Lilleasien.

Fra Kyros’ død til Darius’ død. Kyros den Stores regeringstid endte i 530 f.v.t. da han døde under et krigstogt. Han efterfulgtes på tronen af sin søn Kambyses, som erobrede Ægypten. Navnet Kambyses forekommer ikke i Bibelen, men han er øjensynlig identisk med den „Ahasverus“ som modstanderne af tempelarbejdet sendte deres falske anklager mod jøderne til. — Ezr 4:6.

Omstændighederne omkring afslutningen på Kambyses’ regeringstid er uklare. Én forklaring, der fremsættes af Darius den Store i Behistunindskriften og genfortælles af Herodot og andre med visse variationer, går ud på at Kambyses i al hemmelighed lod sin broder Bardija (af Herodot kaldt Smerdis) dræbe. Mens Kambyses var i Ægypten, lykkedes det derefter en mager ved navn Gaumata (også kaldt Smerdis af Herodot) at give sig ud for at være Bardija (Smerdis), at tilrane sig tronen og at opnå anerkendelse som konge. På vej hjem fra Ægypten døde Kambyses, hvilket betød at tronraneren nu sad sikkert på tronen. (Herodots historie, III, 61-67) Ifølge en anden forklaring, der foretrækkes af nogle historikere, var Bardija ikke blevet dræbt, men det var ham, og ikke en bedrager, der tilranede sig tronen under Kambyses’ fravær.

Hvordan det end forholder sig, sluttede Kambyses’ regeringstid i 522 f.v.t., og det efterfølgende herredømme varede kun syv måneder. Det endte samme år med mordet på tronraneren (enten Bardija eller Gaumata, den falske Smerdis). Det lader til at der i løbet af hans korte regeringstid blev sendt endnu en anklage mod jøderne til perserkongen, der i Bibelen omtales som „Artaxerxes“ (måske et herskernavn eller en titel). Denne gang resulterede anklagerne i en befaling fra kongen om at tempelbyggeriet skulle standses. (Ezr 4:7-23) Byggeriet lå derefter stille „indtil perserkongen Darius’ andet regeringsår“. — Ezr 4:24.

Darius I (også kaldet Darius Hystaspes eller Darius den Store) foranledigede åbenbart mordet på den der havde okkuperet tronen, og overtog selv magten. Med hans godkendelse blev arbejdet på templet i Jerusalem genoptaget, og templet stod færdigt i hans sjette regeringsår (i begyndelsen af 515 f.v.t.). (Ezr 6:1-15) Under Darius blev riget stærkt udvidet. Han udstrakte det helt til Indien mod øst og til Thrakien og Makedonien mod vest.

På dette tidspunkt, om ikke før, havde de persiske herskere opfyldt det der skildres ved hjælp af de profetiske billeder i Daniel 7:5 og 8:4, hvor det medo-persiske rige symboliseres ved henholdsvis en bjørn og en vædder der indtager områder i tre retninger, mod nord, vest og syd. Darius’ styrker blev imidlertid slået ved Marathon i 490 f.v.t. under et felttog mod Grækenland. Darius døde i 486 f.v.t. — Se DARIUS, 2.

Xerxes’ og Artaxerxes’ regeringstid. Darius’ søn Xerxes er uden tvivl den konge der i Esters Bog kaldes Ahasverus. Hans handlinger stemmer også med beskrivelsen i Daniels Bog af den fjerde persiske konge, der ville „opbyde alt imod det græske rige“. (Da 11:2) I et forsøg på at hævne persernes nederlag ved Marathon sendte Xerxes i 480 f.v.t. store styrker mod det græske fastland. Efter en dyrekøbt sejr ved Thermopylæ og efter at have ødelagt Athen led hans styrker nederlag ved Salamis og senere ved Platææ med det resultat at Xerxes måtte vende tilbage til Persien.

Xerxes’ regeringstid var kendetegnet af forvaltningsreformer og fuldførelse af en stor del af det byggeri hans fader havde påbegyndt i Persepolis. (Jf. Est 10:1, 2.) De græske beretninger om afslutningen på Xerxes’ regeringstid fortæller om ægteskabelige problemer, haremsintriger og nogle hofmænds store indflydelse på kongen. Disse beretninger afspejler muligvis, om end i stærkt forvansket form, nogle af de vigtigste begivenheder i Esters Bog, deriblandt afsættelsen af dronning Vasjti og indsættelsen af Ester i hendes sted og Mordokajs forfremmelse til en høj stilling i riget. (Est 2:17; 10:3) Ifølge verdslige kilder blev Xerxes myrdet af en af sine hofmænd.

Xerxes’ efterfølger, Artaxerxes den Langhåndede, gav Ezra lov til at vende tilbage til Jerusalem med et stort bidrag til templet dér. Det skete i Artaxerxes’ syvende regeringsår (468 f.v.t.). (Ezr 7:1-26; 8:24-36) I hans 20. regeringsår (455 f.v.t.) fik Nehemias tilladelse til at rejse til Jerusalem for at genopbygge byen. (Ne 1:3; 2:1, 5-8) Nehemias vendte senere for en tid tilbage til Artaxerxes’ hof i kongens 32. regeringsår (443 f.v.t.). — Ne 13:6.

De historiske skrifter stemmer ikke helt overens hvad Xerxes’ og Artaxerxes’ regeringstider angår. Opslagsværker oplyser at Artaxerxes kom på tronen i 465 f.v.t. Ifølge visse dokumenter fortsatte hans fader Xerxes’ regeringstid ind i det 21. år. Xerxes’ regeringstid regnes som regel  fra 486 f.v.t. da hans fader, Darius, døde. Hans eget første regeringsår menes at være 485 f.v.t., og hans 21. år og Artaxerxes’ tiltrædelsesår sættes ofte til 465 f.v.t. Hvad Artaxerxes angår, siger forskerne som regel at hans sidste regeringsår begyndte i 424 f.v.t. I nogle dokumenter siges dette år at være Artaxerxes’ 41. regeringsår. Hvis det forholder sig sådan, har hans tiltrædelsesår været 465 f.v.t. og hans første regeringsår 464 f.v.t.

Meget tyder imidlertid på at Xerxes’ sidste regeringsår og Artaxerxes’ tiltrædelsesår var 475 f.v.t. Der findes vidnesbyrd herom fra tre kilder: græske, persiske og babyloniske.

Vidnesbyrd fra græske kilder. En begivenhed i den græske historie kan være en hjælp til at fastslå hvornår Artaxerxes’ herredømme begyndte. Den græske statsmand og militære helt Themistokles faldt i unåde hos sine landsmænd og flygtede til Persien. Ifølge den græske historiker Thukydid (I, CXXXVII, 3), der er kendt for sin nøjagtighed, sendte Themistokles på det tidspunkt „et brev til kong Artaxerxes, Xerxes’ søn, der nylig var kommet på tronen“. I Plutarch’s Lives [Levnedsbeskrivelser] (Themistocles, XXVII, 1) siges der at „Thukydid og Karon af Lampsakos fortæller at Xerxes var død, og at det var hans søn Artaxerxes som Themistokles var i audiens hos“. Karon var en persisk borger der oplevede regeringsskiftet fra Xerxes til Artaxerxes. Thukydids og Karon af Lampsakos’ vidnesbyrd viser at Artaxerxes var begyndt at herske kort tid før Themistokles ankom til Persien.

Ved at regne tilbage fra året for Themistokles’ død kan man fastslå hvornår Artaxerxes begyndte at herske. Ikke alle opslagsværker oplyser samme dato for hans død. Historikeren Diodoros fra Sicilien (Diodorus of Sicily, XI, 54, 1; XI, 58, 3) fortæller om hans død i forbindelse med nogle begivenheder der fandt sted „da Praxiergus var archont i Athen“. Det var han i 471/470 f.v.t. (Greek and Roman Chronology af Alan E. Samuel, München 1972, s. 206) Efter sin ankomst til Persien brugte Themistokles, ifølge Thukydid, et år på sprogstudier som forberedelse til en audiens hos Artaxerxes. Derefter tillod kongen ham at bosætte sig i Persien med stor ære. Hvis Themistokles døde i 471/470 f.v.t., må han have bosat sig i Persien senest i 472 f.v.t. og være ankommet et år tidligere, i 473 f.v.t. På det tidspunkt var Artaxerxes ’nylig kommet på tronen’.

Om tidspunktet for Xerxes’ død og Artaxerxes’ tronbestigelse har M. de Koutorga skrevet: „Vi har set at Xerxes, ifølge Thukydids kronologi, døde ved slutningen af år 475 f.v.t., og at Themistokles, ifølge samme historiker, ankom til Lilleasien kort efter at Artaxerxes den Langhåndede var kommet på tronen.“ — Mémoires présentés par divers savants à l’Académie des Inscriptions et Belles-Lettres de l’Institut Impérial de France, første serie, bd. VI, anden del, Paris 1864, s. 147.

Til yderligere støtte herfor bemærker E. Levesque følgende: „Man må således, ifølge Den Alexandrinske Krønike, sætte Xerxes’ død til 475 f.v.t., efter elleve års herredømme. Historikeren Justinus, III, 1, bekræfter denne krønike og Thukydids oplysninger. Ifølge ham var Artaxerxes blot et barn, puer [en dreng], da hans fader, Xerxes, blev snigmyrdet, hvilket kan passe hvis Xerxes døde i 475. Artaxerxes var da 16 år, mens han i 465 ville have været 26 år, hvilket ikke ville berettige Justinus’ udtryk ’dreng’. Ifølge denne kronologi må det 20. år af Artaxerxes’ herredømme, der begyndte i 475, have været 455 og ikke 445, som det almindeligvis hedder sig.“ — Revue apologétique, Paris 1939, bd. 68, s. 94.

Hvis Darius døde i 486 f.v.t. og Xerxes døde i 475 f.v.t., hvordan kan det da være at nogle gamle dokumenter tilskriver Xerxes en regeringstid på 21 år? Det er velkendt at en konge og hans søn kunne herske sammen og være medregenter. Hvis dette var tilfældet med Darius og Xerxes, kunne historikerne tælle Xerxes’ regeringsår enten fra han begyndte at herske sammen med sin fader eller fra det år da faderen døde. Hvis Xerxes herskede i 10 år sammen med sin fader og 11 år alene, kunne nogle kilder således tilskrive ham en regeringstid på 21 år, mens andre ville vælge at tilskrive ham 11 år.

Der findes overbevisende vidnesbyrd om at Xerxes regerede sammen med sin fader, Darius. Den græske historiker Herodot (VII, 3) skriver: „Dareios bøjede sig for sønnens [Xerxes’] ræsonnement [om kongemagten], som han fandt rigtigt, og udnævnte Xerxes til sin efterfølger. Efter min mening ville Xerxes også uden dette kloge råd være blevet konge.“ Dette viser at Xerxes blev udnævnt til konge i sin faders, Darius’, regeringstid.

Vidnesbyrd fra persiske kilder. At Xerxes var Darius’ medregent, fremgår særlig klart af udgravede persiske basrelieffer. I Persepolis har man fundet adskillige basrelieffer der viser Xerxes stående bag sin faders trone, klædt i samme dragt som sin fader og med hovedet i samme højde. Dette er usædvanligt, eftersom kongens hoved normalt ville rage op over alle andres. I A New Inscription of Xerxes From Persepolis (af Ernst E. Herzfeld, 1932) gøres der opmærksom på at både indskrifter  og bygninger fundet i Persepolis tyder på at Xerxes var sin faders medregent. På side 8 i denne bog skriver Herzfeld: „Det besynderlige ved Xerxes’ indskrifter i Persepolis, hvoraf de fleste ikke skelner mellem hans egne og hans faders gerninger, og det lige så besynderlige forhold mellem deres bygninger, som det er umuligt at tilskrive enten Darius eller Xerxes, har altid tydet på at Xerxes var en slags medregent. To skulpturer i Persepolis belyser desuden dette forhold.“ Om en af disse skulpturer påpeger Herzfeld: „Darius ses iført alle de kongelige attributter, siddende på en høj løjbænklignende trone der bæres af repræsentanter for de forskellige nationer i hans rige. Bag ham i relieffet, det vil sige på hans højre side, står Xerxes med de samme kongelige attributter og med venstre hånd hvilende på tronens høje ryg. Det er en gestus der taler sit tydelige sprog om at Xerxes ikke blot var tronfølger; han var medregent.“

Angående en tidsfæstelse af de relieffer der skildrer Darius og Xerxes på denne måde, skriver Ann Farkas i Achaemenid Sculpture (Istanbul 1974, s. 53) at „reliefferne måske blev anbragt i skatkammeret på et tidspunkt under opførelsen af den første tilbygning, 494/493–492/491 f.Kr.; det ville i hvert fald være det mest praktiske tidspunkt at flytte sådanne stenkolosser på. Men ligegyldigt hvornår de blev placeret i skatkammeret, blev de muligvis udhugget i 490’erne.“

Vidnesbyrd fra babyloniske kilder. I Babylon har man fundet vidnesbyrd om at Xerxes blev sin faders medregent på et tidspunkt i 490’erne f.v.t. Ved udgravninger her har man afdækket et palads til Xerxes som blev fuldført i 496 f.v.t. Herom skriver A. T. Olmstead i History of the Persian Empire (s. 215): „Vi erfarer at et hus til kongens søn [dvs. Darius’ søn, Xerxes] var ved at blive rejst i Babylon den 23. oktober 498; dette var uden tvivl det Darius-palads i den centrale del som allerede er beskrevet. I et forretningsdokument fra det nærliggende Borsippa omtales to år senere [i 496 f.v.t.] ’det nye palads’ som allerede fuldført.“

To usædvanlige lertavler bærer muligvis yderligere vidnesbyrd om at Xerxes var Darius’ medregent. Den ene er en forretningstekst om leje af en bygning i Xerxes’ tiltrædelsesår. Tavlen er dateret i årets første måned, nisan. (A Catalogue of the Late Babylonian Tablets in the Bodleian Library, Oxford, af R. Campbell Thompson, London 1927, s. 13, tavlen med betegnelsen A. 124) En anden tavle er dateret „måneden ab (?), Xerxes’ tiltrædelsesår“. Det er bemærkelsesværdigt at sidstnævnte tavle ikke benævner Xerxes som „Babylons konge, landenes konge“, en titel der var almindelig på den tid. — Neubabylonische Rechts- und Verwaltungsurkunden übersetzt und erläutert af M. San Nicolò og A. Ungnad, Leipzig 1934, bd. I, 4. del, s. 544, tavle nr. 634 med betegnelsen VAT 4397.

Disse to tavler er overraskende. Normalt begynder en konges tiltrædelsesår efter hans forgængers død. Noget tyder imidlertid på at Xerxes’ forgænger (Darius) levede frem til den syvende måned i sit sidste regeringsår, mens disse to dokumenter fra Xerxes’ tiltrædelsesår er dateret før den syvende måned (det ene i den første måned, det andet i den femte). Disse dokumenter vedrører derfor ikke Xerxes’ tiltrædelsesår efter hans faders død, men vidner om et tiltrædelsesår mens han var Darius’ medregent. Hvis dette tiltrædelsesår var 496 f.v.t., da Xerxes’ palads i Babylon var fuldført, begyndte hans første år som medregent den følgende nisan, i 495 f.v.t., og hans 21. og sidste år begyndte i 475 f.v.t. Hvis dette er tilfældet, omfattede Xerxes’ regeringstid 10 år hvor han var Darius’ medregent (fra 496 til 486 f.v.t.), og 11 år hvor han herskede alene (fra 486 til 475 f.v.t.).

På den anden side er historikerne enige om at Darius II’s første regeringsår begyndte i foråret 423 f.v.t. Ifølge en babylonisk tavle sad Darius II allerede på tronen den 4. dag i den 11. måned, det vil sige den 13. februar, i sit tiltrædelsesår, 423 f.v.t. (Babylonian Chronology, 626 B.C.–A.D. 75, af R. Parker og W. H. Dubberstein, 1971, s. 18) Det fremgår imidlertid af to tavler at Artaxerxes stadig herskede efter den 4. dag i den 11. måned i sit 41. år. Den ene er dateret den 17. dag i den 11. måned i hans 41. år. (S. 18) Den anden er dateret den 12. måned i hans 41. år. (Old Testament and Semitic Studies, redigeret af Harper, Brown og Moore, 1908, bd. 1, s. 304, tavle nr. 12 med betegnelsen CBM 5505) Artaxerxes blev således ikke efterfulgt på tronen i sit 41. regeringsår, men fortsatte sit herredømme i hele dette år. Det viser at Artaxerxes må have regeret i mere end 41 år, og at hans første regeringsår derfor ikke skal regnes som begyndt i 464 f.v.t.

Et forretningsdokument fra Borsippa er dateret i Artaxerxes den Langhåndedes 50. år og viser således at han regerede i mere end 41 år. (Catalogue of the Babylonian Tablets in the British Museum, bd. VII: Tablets from Sippar 2, af E. Leichty og A. K. Grayson, 1987, s. 153; tavlen betegnes B. M. 65494) En af de tavler der forbinder slutningen af Artaxerxes’ regering og begyndelsen af Darius II’s regering, er dateret på  følgende måde: „51. år, tiltrædelsesår, 12. måned, 20. dag, Darius, landenes konge.“ (The Babylonian Expedition of the University of Pennsylvania, Series A: Cuneiform Texts, bd. VIII, del I, af Albert T. Clay, 1908, s. 34, 83, og planche 57, tavle nr. 127 med betegnelsen CBM 12803) Eftersom Darius II’s første regeringsår var 423 f.v.t., må Artaxerxes’ 51. år have været 424 f.v.t., og hans første regeringsår 474 f.v.t.

Vidnesbyrd fra græske, persiske og babyloniske kilder viser således samstemmende at Artaxerxes’ tiltrædelsesår var 475 f.v.t. og hans første regeringsår 474 f.v.t. Det vil sige at hans 20. år — det år hvorfra de 70 uger der omtales i Daniel 9:24 skal tælles — var 455 f.v.t. Hvis man på grundlag af Daniel 9:25 regner 69 åruger (483 år) frem fra 455 f.v.t., kommer man til det betydningsfulde år hvori Messias, Føreren, fremtrådte.

Fra 455 f.v.t. til 1 e.v.t. er der 455 hele år. Når de resterende 28 år lægges hertil (for at nå op på 483 år), kommer man til 29 e.v.t., det år da Jesus fra Nazaret blev døbt i vand og salvet med hellig ånd, hvorefter han påbegyndte sin offentlige tjeneste som Messias, eller Kristus. — Lu 3:1, 2, 21, 22.

Frem til rigets fald og deling. Diodoros fra Sicilien giver følgende oplysninger om Artaxerxes den Langhåndedes efterfølgere på Persiens trone: „Kong Xerxes døde i Asien efter et års eller, ifølge nogle optegnelser, to måneders herredømme; og hans broder Sogdianos efterfulgte ham på tronen og herskede i syv måneder. Han blev myrdet af Darius, der regerede i nitten år.“ (Diodorus of Sicily, XII, 71, 1) Denne Darius (der er kendt som Darius II) hed oprindelig Ochos, men antog navnet Darius da han blev konge. Han synes at være den „Darius“ der omtales i Nehemias 12:22.

Efter Darius II kom Artaxerxes II (kaldet Mnemon) på tronen. I hans regeringstid (dateret til mellem 404 og 359 f.v.t.) gjorde Ægypten oprør, og forholdet til Grækenland forværredes. Han blev efterfulgt af sin søn Artaxerxes III (med tilnavnet Ochos), der menes at have hersket i omkring 21 år (358-338 f.v.t.) og siges at have været den mest blodtørstige af alle de persiske herskere. Hans største bedrift var generobringen af Ægypten. Ifølge den verdslige historie herskede Arses herefter i to år, og Darius III (Codommanus) i fem år. I Darius III’s regeringstid blev Filip af Makedonien myrdet (336 f.v.t.) og efterfulgt af sin søn Alexander. Denne indledte i 334 f.v.t. et angreb på Perserriget og besejrede først de persiske styrker ved Granikos i det nordvestlige hjørne af Lilleasien og derefter ved Issos i den modsatte del af Lilleasien (i 333 f.v.t.). Efter at grækerne havde erobret Fønikien og Ægypten, knuste de i 331 f.v.t. persernes sidste modstand ved Gaugamela, og dermed var Perserrigets dage talte.

Efter Alexanders død og rigets deling blev Seleukos Nikator herre over størstedelen af de asiatiske landområder med Persien som den centrale del. Det seleukidiske dynasti, der nu var indført, forblev ved magten til 64 f.v.t. Seleukos Nikator synes at være den første konge der trådte frem i rollen som den „Nordens konge“ der profetisk omtales i Daniels Bog. Han kæmpede mod den ptolemaiske kongeslægt i Ægypten, der åbenbart var den første til at udfylde rollen som „Sydens konge“. — Da 11:4-6.

De seleukidiske konger måtte trække sig tilbage til den vestlige del af deres domæne på grund af angreb fra partherne, der i det 3. og 2. århundrede f.v.t. erobrede selve Persien. I det 3. århundrede e.v.t. blev de besejret af sassaniderne, der beholdt herredømmet indtil araberne erobrede landet i det 7. århundrede.

I Ezekiels profeti (27:10) nævnes perserne blandt de stridsmænd der tjente i det velhavende Tyrus’ kampstyrke og bidrog til dets pragt. Persien er også nævnt blandt de lande som den symbolske „Gog fra Magogs land“ vil føre imod Jehovas pagtsfolk. — Ez 38:2, 4, 5, 8, 9.

[Illustration på side 526]

Tyre med menneskehoved ved indgangen til byen Persepolis