(Peʹter) [klippestykke].

Denne apostel kaldes i Bibelen ved fem forskellige navne: det hebraiske „Simeon“, det græske „Simon“ (af en hebraisk rod der betyder „at høre, høre efter“), „Peter“ (et græsk navn som ingen andre end han benævnes med i Bibelen), det tilsvarende semitiske navn „Kefas“ (der måske er beslægtet med det hebraiske kefīmʹ [klipper] som bruges i Job 30:6 og Jer 4:29) og det sammensatte navn „Simon Peter“. — Apg 15:14; Mt 10:2; 16:16; Joh 1:42.

Peter var søn af Johannes (Jonas). (Mt 16:17; Joh 1:42) Der siges at han først boede i Betsajda (Joh 1:44), men senere i Kapernaum (Lu 4:31, 38);  begge disse steder lå ved den nordlige bred af Galilæas Sø. Peter og hans broder, Andreas, drev fiskeri, åbenbart sammen med Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, „som var parthavere med Simon“. (Lu 5:7, 10; Mt 4:18-22; Mr 1:16-21) Peter arbejdede altså ikke alene som fisker, men var partner i en virksomhed af en vis størrelse. Skønt de jødiske ledere betragtede Peter og Johannes som „ulærde og almindelige mennesker“, betyder det ikke at de var uskolede eller analfabeter. Om ordet agramʹmatos, der anvendes om Peter og Johannes, hedder det i Hastings’ Dictionary of the Bible (1905, bd. III, s. 757) at det for en jøde „betegnede en der ikke var blevet oplært i det rabbinske studium af Skrifterne“. — Jf. Joh 7:14, 15; Apg 4:13.

Det fremgår af Bibelen at Peter var gift, og at hans hustru, i hvert fald i de senere år, øjensynlig ledsagede ham på hans missionsrejser (eller nogle af dem), ligesom de andre apostle havde deres hustruer med. (1Kor 9:5) Hans svigermoder boede i hans hus, som han delte med sin broder, Andreas. — Mr 1:29-31.

Hans tjeneste med Jesus. Peter var en af Jesu første disciple, og det var Andreas, som var en af Johannes Døbers disciple, der førte ham til Jesus. (Joh 1:35-42) Det var ved den lejlighed Jesus gav ham navnet Kefas (Peter) (Joh 1:42; Mr 3:16), der sandsynligvis var profetisk. Jesus, der kunne se at Natanael var en mand ’i hvem der ikke var svig’, kunne også se hvilken slags menneske Peter var. Især efter Jesu død og opstandelse var Peter virkelig som en klippe idet han styrkede sine kristne trosfæller. — Joh 1:47, 48; 2:25; Lu 22:32.

Det var efter dette første møde at Jesus i Galilæa opfordrede Peter, hans broder, Andreas, og deres partnere, Jakob og Johannes, til at komme og blive „menneskefiskere“. (Joh 1:35-42; Mt 4:18-22; Mr 1:16-18) Jesus havde udvalgt sig Peters båd for fra den at tale til skarerne på bredden. Bagefter udvirkede Jesus en mirakuløs fiskefangst, der fik den lidt skeptiske Peter til i frygt at kaste sig ned for ham. Derefter forlod Peter og hans tre medarbejdere uden tøven deres virksomhed for at følge Jesus. (Lu 5:1-11) Efter at Peter havde været Jesu discipel i et års tid, var han en af de 12 der blev udvalgt til at være „apostle“, eller ’udsendinge’. — Mr 3:13-19.

Blandt apostlene blev Peter, Jakob og Johannes flere gange udvalgt til at ledsage Jesus ved særlige lejligheder, som for eksempel ved forklarelsen på bjerget (Mt 17:1, 2; Mr 9:2; Lu 9:28, 29), ved opvækkelsen af Jairus’ datter (Mr 5:22-24, 35-42) og under Jesu personlige prøve i Getsemane Have (Mt 26:36-46; Mr 14:32-42). Det var disse tre, samt Andreas, der specielt udspurgte Jesus om Jerusalems ødelæggelse, Jesu kommende nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. (Mr 13:1-3; Mt 24:3) Skønt Peter i fortegnelsen over apostlene nævnes sammen med sin broder, Andreas, omtales han, både før og efter Jesu død og opstandelse, oftere sammen med Johannes. (Lu 22:8; Joh 13:24; 20:2; 21:7; Apg 3:1; 8:14; jf. Apg 1:13; Ga 2:9.) Om dette skyldes naturligt venskab og gensidig sympati eller at de af Jesus havde fået til opgave at arbejde sammen (jf. Mr 6:7), vides ikke.

Evangelierne gengiver flere udtalelser af Peter end af nogen af de 11 andre apostle. Peter var tydeligvis en dynamisk personlighed; han var ikke forsagt eller tøvende. Det var uden tvivl derfor han som regel var den første til at udtale sig, mens de andre tav. Han stillede spørgsmål der fik Jesus til at forklare og uddybe sine billedtaler. (Mt 15:15; 18:21; 19:27-29; Lu 12:41; Joh 13:36-38; jf. Mr 11:21-25.) Undertiden talte han impulsivt, endda ubesindigt. Det var ham der følte at han måtte sige noget da han overværede forklarelsen. (Mr 9:1-6; Lu 9:33) Med sin noget forvirrede bemærkning om hvor godt det var at de var der, og hans forslag om at rejse tre telte tænkte han øjensynlig på at synet (hvori Moses og Elias netop var ved at skilles fra Jesus) ikke burde ende, men vare ved. Den sidste påskeaften gjorde Peter først kraftige indsigelser mod at Jesus vaskede hans fødder, men da Jesus havde irettesat ham, ville han også gerne have at han vaskede hans hænder og hoved. (Joh 13:5-10) Det er imidlertid tydeligt at Peters udtalelser først og fremmest udsprang af ægte interesse og omsorg, forbundet med stærke følelser. At disse udtalelser er taget med i den bibelske beretning, er et vidnesbyrd om deres værdi, også selv om de undertiden afslører visse menneskelige svagheder hos Peter.

Da mange disciple tog anstød af Jesu lære og forlod ham, talte Peter på alle apostlenes vegne og gav klart udtryk for deres beslutning om at forblive hos deres Herre, han som havde „det evige livs ord“ og var „Guds Hellige“. (Joh 6:66-69) Efter at apostlene havde besvaret Jesu spørgsmål om hvem folk i almindelighed sagde han var, var det igen Peter der gav udtryk for denne faste overbevisning: „Du er Messias, den levende Guds søn,“ hvilket fik Jesus til at erklære Peter for lykkelig. — Mt 16:13-17.

At Peter var den hurtigste til at tale, bevirkede at han også var den der oftest blev tugtet, retledt  eller irettesat. Det var ganske vist af medfølelse at Peter begik den formastelige fejl at tage Jesus til side og ligefrem irettesætte ham fordi han havde forudsagt sine lidelser og sin død som Messias. Jesus vendte ryggen til Peter og kaldte ham en modstander, eller Satan, som satte menneskers tanker op imod Guds tanker, der var nedskrevet i profetien. (Mt 16:21-23) Det bør dog bemærkes at Jesus samtidig ’så på de andre disciple’, sandsynligvis for at lade dem forstå at han vidste at de havde tænkt det samme som Peter. (Mr 8:32, 33) Da Peter i forbindelse med spørgsmålet om betaling af en bestemt skat tillod sig at svare på Jesu vegne, hjalp Jesus ham venligt til at forstå at han måtte tænke sig bedre om før han talte. (Mt 17:24-27) Peter røbede at han havde for stor selvtillid og følte sig hævet over de andre 11 apostle da han erklærede at selv om de måske ville blive bragt til snublen og fald i anledning af Jesus, ville han aldrig blive det; han var parat til at gå i fængsel eller endog dø sammen med Jesus. Alle de andre sagde ganske vist det samme, men det var Peter der først ’ivrigt’ havde bedyret at han ikke ville svigte Jesus. Derefter forudsagde Jesus at Peter tre gange ville fornægte sin Herre. — Mt 26:31-35; Mr 14:30, 31; Lu 22:33, 34.

Peter nøjedes ikke med at tale. Han var også en handlingens mand, og han viste både initiativ og mod såvel som stor hengivenhed for sin Herre. Da Jesus før solopgang var gået bort til et øde sted for at bede, varede det ikke længe før Simon anførte en gruppe der „ledte ivrigt efter ham“. (Mr 1:35-37) Det var også Peter der bad Jesus befale ham at komme ud til sig på vandet, og som endda gik et stykke før han gav efter for tvivl og begyndte at synke. — Mt 14:25-32.

Den sidste aften i Jesu jordiske liv havde Peter sammen med Jakob og Johannes den forret at ledsage Jesus til et sted i Getsemane Have hvor han fordybede sig i inderlig bøn. Ligesom de andre apostle faldt Peter i søvn af træthed og sorg. Det var uden tvivl fordi Peter så ivrigt havde givet udtryk for sin beslutning om at blive hos Jesus, at Jesus specielt henvendte sig til ham da han sagde: „Magtede I ikke så meget som at holde jer vågne én time sammen med mig?“ (Mt 26:36-45; Lu 22:39-46) Peter forsømte at ’bede fortsat’ og måtte tage følgerne.

Da disciplene så at den bevæbnede skare ville gribe Jesus, spurgte de om de skulle kæmpe. Men Peter ventede ikke på svaret; han trak sit sværd og huggede øret af en mand (sandsynligvis i den hensigt at gøre noget der var værre), hvorpå han blev retledt af Jesus. (Mt 26:51, 52; Lu 22:49-51; Joh 18:10, 11) Skønt Peter ligesom de andre disciple forlod Jesus, fulgte han senere — åbenbart vaklende mellem frygten for sit eget liv og sin dybe bekymring for hvad der ville ske med Jesus — „i god afstand“ efter den skare der havde arresteret Jesus. — Mt 26:57, 58.

Hjulpet af en anden discipel, som åbenbart fulgte efter eller ledsagede Peter til ypperstepræstens bolig, gik Peter direkte ind i gården. (Joh 18:15, 16) Han blev ikke stående stille og tilbageholdende i et mørkt hjørne, men gik frem og varmede sig ved ilden. På grund af ildskæret kunne andre genkende ham som en der havde været sammen med Jesus, og hans galilæiske dialekt øgede deres mistanke. Da man anklagede Peter, benægtede han tre gange endog at kende Jesus og gav sig til sidst til at bande og sværge på at han ikke kendte ham. Et sted i byen galede en hane for anden gang, og Jesus „vendte sig og så på Peter“, hvorefter Peter gik udenfor, brød sammen og græd bitterligt. (Mt 26:69-75; Mr 14:66-72; Lu 22:54-62; Joh 18:17, 18; se ED; HANEGAL.) Jesu tidligere bøn for Peter blev imidlertid hørt, og Peters tro svigtede ikke helt. — Lu 22:31, 32.

Efter Jesu død og opstandelse fik de kvinder der var gået ud til graven, af en engel at vide at de skulle overbringe et budskab til „hans disciple og Peter“. (Mr 16:1-7; Mt 28:1-10) Maria Magdalene overbragte budskabet til Peter og Johannes. De begyndte sammen at løbe ud til graven, men Johannes løb foran, hurtigere end Peter. Mens Johannes standsede foran graven og nøjedes med at kigge ind, gik Peter lige ind, hvorpå Johannes fulgte efter. (Joh 20:1-8) Nogen tid før Jesus viste sig for gruppen af disciple, viste han sig for Peter. Dette og den omstændighed at engelen specielt havde nævnt Peter ved navn, må have overbevist den angrende Peter om at hans tredobbelte fornægtelse ikke for evigt havde adskilt ham fra samfundet med Herren. — Lu 24:34; 1Kor 15:5.

Før Jesus viste sig for disciplene ved Galilæas Sø (Tiberiassøen), havde den handlekraftige Peter erklæret at han ville ud at fiske, og de andre var taget med ham. Da Johannes senere genkendte Jesus på bredden, svømmede Peter impulsivt i land og lod de andre om at få båden ind, og da Jesus derefter bad om nogle fisk, reagerede Peter ved at trække nettet på land. (Joh 21:1-13) Det var ved denne lejlighed at Jesus tre gange spurgte Peter (der tre gange havde fornægtet sin Herre) om han elskede ham, og  befalede ham at ’være hyrde for hans får’. Jesus forudsagde også hvordan Peter skulle dø, hvortil Peter, der fik øje på apostelen Johannes, spurgte: „Herre, hvad skal denne gøre?“ Endnu en gang korrigerede Jesus Peters indstilling idet han understregede nødvendigheden af at ’følge ham’ uden at bekymre sig om hvad andre gjorde. — Joh 21:15-22.

Senere tjeneste. Efter at Peter var „vendt om“ fra den frygtens snare som han var faldet i — hovedsagelig på grund af for stor selvtillid (jf. Ord 29:25) — skulle han nu efterkomme Jesu formaning om at ’styrke sine brødre’ (Lu 22:32) og være hyrde for hans får. (Joh 21:15-17) I overensstemmelse med dette ser vi Peter have en stor andel i disciplenes virksomhed efter Jesu himmelfart. Før pinsedagen i år 33 foreslog Peter at man skulle finde en erstatning for den utro Judas, og begrundede dette ud fra Skrifterne. Forsamlingen fulgte hans forslag. (Apg 1:15-26) På Pinsedagen var det også Peter der under den hellige ånds ledelse virkede som talsmand for apostlene og benyttede den første af de „nøgler“ som Jesus havde givet ham, hvorved han åbnede vejen for at jøder kunne blive medlemmer af Riget. — Apg 2:1-41; se NØGLE.

Efter Pinsedagen indtog Peter stadig en fremtrædende plads i den første kristne menighed. Bortset fra den korte omtale af henrettelsen af „Jakob, Johannes’ broder“, det andet medlem af den gruppe på tre apostle der havde haft et særlig nært forhold til Jesus (Apg 12:2), er Peter og Johannes de eneste af de oprindelige apostle som derefter omtales i Apostelgerninger. Peter synes at være blevet særlig kendt for at udføre mirakler. (Apg 3:1-26; 5:12-16; jf. Ga 2:8.) Med den hellige ånds hjælp talte han frimodigt til de jødiske ledere der havde arresteret ham og Johannes (Apg 4:1-21), og ved en anden lejlighed virkede han som talsmand for alle apostlene over for Sanhedrinet, idet han med fasthed erklærede at de var besluttede på at ’adlyde Gud som deres hersker’ mere end mennesker der modstod Guds vilje. (Apg 5:17-31) Peter må have følt en overordentlig stor tilfredshed ved at kunne vise hvor meget han havde forandret sig siden den nat han fornægtede Jesus, og ved at udholde den piskning som lederne udsatte dem for. (Apg 5:40-42) Før sin anden arrestation var Peter blevet inspireret til at afsløre Ananias’ og Safiras hykleri og udtale Guds dom over dem. — Apg 5:1-11.

Da evangelieforkynderen Filip kort efter Stefanus’ martyrdød havde hjulpet nogle til troen i Samaria og døbt dem, rejste Peter og Johannes dertil for at hjælpe dem til at få den hellige ånd. Dér benyttede Peter den anden af ’rigets nøgler’. På vejen tilbage til Jerusalem forkyndte de to apostle „den gode nyhed“ i mange samaritanske landsbyer. (Apg 8:5-25) Peter tog åbenbart igen ud på en missionsrejse, hvor han i Lydda helbredte Æneas, der havde været lam i otte år, og i Joppe oprejste Dorkas. (Apg 9:32-43) Fra Joppe blev Peter ledet til at benytte den tredje af ’rigets nøgler’, idet han rejste til Cæsarea for at forkynde for Kornelius og hans slægtninge og venner, hvilket resulterede i at de blev de første uomskårne ikkejødiske troende der modtog den hellige ånd som Rigets arvinger. Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han forsvare sig over for nogle som misbilligede hvad han havde gjort, men de faldt til ro da han forelagde dem beviserne for at han havde handlet efter himmelens ledelse. — Apg 10:1–11:18; jf. Mt 16:19.

Det kan have været omkring samme år (år 36) at Paulus for første gang som kristen og apostel besøgte Jerusalem. Han rejste dertil „for at besøge Kefas [Peter]“, og han blev hos ham i 15 dage og så også Jakob (Jesu halvbroder), men ingen af de andre oprindelige apostle. — Ga 1:18, 19; se APOSTEL (Menighedsapostle).

Ifølge de foreliggende vidnesbyrd var det i år 44 at Herodes Agrippa I lod apostelen Jakob henrette, og da han så at det behagede de jødiske ledere, arresterede han også Peter. (Apg 12:1-4) Menigheden ’bad inderligt’ for Peter, og Jehovas engel udfriede ham fra fængselet (og sandsynligvis fra døden). Efter at Peter havde fortalt dem der befandt sig i Johannes Markus’ hus, om sin mirakuløse udfrielse, bad han dem om at meddele det til „Jakob og brødrene“, hvorpå han „tog til et andet sted“. — Apg 12:5-17; jf. Joh 7:1; 11:53, 54.

Næste gang Peter omtales i Apostelgerninger, er i forbindelse med det møde som „apostlene og de ældste“, sandsynligvis i år 49, holdt i Jerusalem for at drøfte spørgsmålet om omskærelse af ikkejødiske troende. Efter megen diskussion rejste Peter sig og aflagde vidnesbyrd om hvordan Gud havde taget imod ikkejødiske troende. At „hele forsamlingen [blev] tavs“, er et udtryk for den overbevisende kraft hans bevisførelse havde, og uden tvivl også for den respekt han nød. Ligesom Paulus og Barnabas, der aflagde vidnesbyrd efter ham, befandt Peter sig i virkeligheden i vidneskranken foran forsamlingen. (Apg 15:1-29) Det er øjensynlig med denne begivenhed i tanke at Paulus omtaler Peter, Jakob og Johannes som „ansete mænd“, „de som ansås for at være søjler“ i menigheden. — Ga 2:1, 2, 6-9.

 Af beretningen som helhed fremgår det at Peter, skønt han afgjort var meget kendt og nød stor respekt, ikke havde nogen overordnet stilling i forhold til apostlene med hensyn til rang eller embede. Det hedder for eksempel i beretningen at da Filips arbejde i Samaria bar frugt, sendte apostlene, der åbenbart handlede som et råd, „Peter og Johannes“ til Samaria for at virke der. (Apg 8:14) Peter blev ikke hele tiden i Jerusalem, som om hans tilstedeværelse var nødvendig for at den kristne menighed kunne blive ledet på rette måde. (Apg 8:25; 9:32; 12:17; se også TILSYNSMAND; ÆLDSTE.) Han virkede i Antiochia i Syrien samtidig med at Paulus var der, og Paulus fandt det engang nødvendigt at retlede Peter (Kefas) „i alles påhør“ fordi Peter skammede sig over at spise sammen med og omgås hedningekristne efter at nogle jødekristne var kommet fra Jakob i Jerusalem og nu befandt sig hos dem. — Ga 2:11-14.

Yderligere oplysninger om Peters stilling i den kristne menighed findes under KLIPPE. Den opfattelse at Peter var i Rom og ledede menigheden der, bygger udelukkende på en tvivlsom overlevering og er ikke i overensstemmelse med den bibelske beretning. Angående dette samt Peters ophold i Babylon og Babylon som stedet for affattelsen af hans to breve, se PETERS BREVE.