Romersk landshøvding i Judæa under Jesu jordiske tjeneste. (Lu 3:1) Efter at Herodes den Stores søn Arkelaus var blevet afsat som konge over Judæa, indsatte kejseren landshøvdinger til at styre provinsen. Pilatus var øjensynlig den femte af disse. Han blev indsat af Tiberius i år 26 e.v.t., og hans styre varede i ti år.

Man ved kun lidt om Pilatus’ liv. Hans tid som landshøvding i Judæa er den eneste del af hans liv der berettes om i historien. Den eneste kendte inskription der bærer hans navn, blev fundet i Cæsarea i 1961. Den nævner også „Tiberieum“, en bygning Pilatus rejste til ære for Tiberius.

 Som kejserens repræsentant havde landshøvdingen det fulde herredømme over provinsen. Han kunne idømme dødsstraf, og ifølge dem der forfægter det synspunkt at Sanhedrinet også kunne afsige dødsdomme, måtte denne jødiske domstol have landshøvdingens tilladelse før en sådan dom kunne eksekveres. (Jf. Mt 26:65, 66; Joh 18:31.) Da den romerske landshøvdings officielle residens lå i Cæsarea (jf. Apg 23:23, 24), var hovedparten af de romerske tropper stationeret dér, mens en mindre styrke lå i garnison i Jerusalem. Imidlertid opholdt landshøvdingen sig almindeligvis i Jerusalem under højtiderne (som for eksempel påsken) og bragte militær forstærkning med sig. Pilatus’ hustru var med ham i Judæa (Mt 27:19), hvilket var muligt på grund af en tidligere ændring i den romerske regerings politik i forbindelse med landshøvdinger der beklædte embedet i farefuldt område.

Pilatus’ embedstid var præget af uroligheder. Ifølge den jødiske historiker Josefus fik Pilatus’ forhold til jøderne en dårlig start fordi han ved nattetid sendte romerske soldater med felttegn som bar kejserens billede, ind i Jerusalem. Denne handling vakte stor uvilje. En delegation af jøder tog til Cæsarea for at protestere mod tilstedeværelsen af felttegnene og forlange at de blev fjernet. Efter fem dages forhandlinger søgte Pilatus at skræmme de fremmødte jøder ved at true dem med at de ville blive henrettet af hans soldater, men da de var fast besluttede på ikke at give efter, imødekom han deres anmodning. — Jewish Antiquities, XVIII, 55-59 (iii, 1).

Filon, en jødisk forfatter der levede i Alexandria i Ægypten i det 1. århundrede e.v.t., beskriver en lignende handling fra Pilatus’ side som fremkaldte protest. Denne gang drejede det sig om guldskjolde med Pilatus’ og Tiberius’ navne på, som Pilatus lod opstille i sit kvarter i Jerusalem. Jøderne appellerede til kejseren i Rom, og Pilatus fik besked på at flytte skjoldene til Cæsarea. — De Legatione ad Gajum [Gesandtskabsrejsen til Gajus], XXXVIII, 299-305.

Josefus nævner endnu et tilfælde. Til at bygge en ca. 40 km lang vandledning der skulle føre vand til Jerusalem, anvendte Pilatus penge fra tempelkassen. Store menneskemængder protesterede højlydt imod dette da Pilatus besøgte byen. Han sendte forklædte soldater ind i folkemængden, og på et aftalt tegn begyndte de at gå til angreb på folk, hvorved mange jøder blev såret eller dræbt. (Jewish Antiquities, XVIII, 60-62 [iii, 2]; Den jødiske krig, 2. bog, 9. kap., 4. afsnit) Projektet blev øjensynlig fuldført. Det antages almindeligvis at det var i forbindelse med denne konflikt at Pilatus ’blandede galilæeres blod med deres slagtofre’, som der siges i Lukas 13:1. Efter dette udtryk at dømme blev disse galilæere slået ihjel på selve tempelområdet. Man kan ikke med bestemthed sige om denne hændelse har tilknytning til det Josefus beskriver, eller om det drejer sig om en anden begivenhed. Men eftersom galilæerne var undersåtter under Herodes Antipas, der var landsdelshersker i Galilæa, kan denne massakre have været medvirkende til det fjendskab der herskede mellem Pilatus og Herodes helt frem til forhøret af Jesus. — Lu 23:6-12.

Forhøret af Jesus. Ved daggry den 14. nisan år 33 e.v.t. blev Jesus af de jødiske ledere ført til Pilatus. Da jøderne ikke ville betræde den hedenske herskers ejendom, gik Pilatus ud til dem og spurgte hvad de havde at anklage Jesus for. Anklagerne lød blandt andet på at han forledte nationen til oprør, forbød betaling af skatter og gjorde sig selv til konge, hvorved han satte sig op mod kejseren. Da jøderne fik besked på at tage Jesus og selv dømme ham, svarede de at de ikke havde lov til at henrette nogen. Derpå tog Pilatus Jesus med ind i paladset og forhørte ham om anklagerne. (BILLEDE, bd. 2, s. 741) Da Pilatus vendte tilbage til jøderne, meddelte han dem at han ikke fandt nogen skyld hos den anklagede. De fortsatte med at anklage Jesus, og da Pilatus fandt ud af at Jesus var fra Galilæa, sendte han ham til Herodes Antipas. Herodes, der blev krænket over at Jesus ikke ville gøre noget tegn, udsatte ham for mishandling og latterliggørelse og sendte ham tilbage til Pilatus.

Pilatus sammenkaldte igen de jødiske ledere og folket og gjorde et nyt forsøg på at undgå at dømme en uskyldig mand til døden, idet han spurgte dem om de ønskede Jesus givet fri i overensstemmelse med den skik at man frigav en fange ved påskehøjtiden. I stedet krævede folkemængden, ophidset dertil af deres religiøse ledere, at Barabbas, en tyv, morder og oprører, blev givet fri. Pilatus’ gentagne forsøg på at frigive den anklagede fik kun folkemængden til at råbe endnu højere at Jesus skulle pælfæstes. Pilatus, som frygtede optøjer og derfor ville berolige folkemængden, gav efter for deres ønske og vaskede sine hænder i vand som om han ville rense dem for blodskyld. Hans hustru havde nogen tid forinden fortalt ham at hun havde haft en foruroligende drøm om „denne retfærdige mand“. — Mt 27:19.

Pilatus lod nu Jesus piske, og soldaterne anbragte en tornekrone på Jesu hoved og klædte  ham i en kongelig klædning. Pilatus viste sig igen for folkemængden, understregede endnu en gang at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus, og lod Jesus, klædt i den kongelige klædning og med tornekronen på hovedet, træde frem for dem. Da Pilatus råbte: „Se! Mennesket!“ krævede folkets ledere på ny at han blev pælfæstet, idet de ved denne lejlighed for første gang fremførte anklagen om gudsbespottelse. Da de nævnte at Jesus havde gjort sig selv til Guds søn, blev Pilatus endnu mere bange, og han tog Jesus med ind for at forhøre ham yderligere. Pilatus’ sidste forsøg på at frigive ham fik de jødiske ledere til at råbe at han udsatte sig for at blive anklaget for at modstå kejseren. Da Pilatus hørte denne trussel, førte han Jesus ud og satte sig nu på dommersædet. Pilatus’ råb: „Se! Jeres konge!“ fik blot folkemængden til igen at råbe at Jesus skulle pælfæstes, og erklære: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Pilatus overgav så Jesus til dem til at blive pælfæstet. — Mt 27:1-31; Mr 15:1-15; Lu 23:1-25; Joh 18:28-40; 19:1-16.

Jødiske forfattere, som for eksempel Filon, skildrer Pilatus som en ubøjelig, selvrådig mand. (De Legatione ad Gajum [Gesandtskabsrejsen til Gajus], XXXVIII, 301) Det er imidlertid sandsynligt at det var jødernes egne handlinger der i vid udstrækning var årsag til de strenge forholdsregler landshøvdingen traf over for dem. Under alle omstændigheder giver evangelieberetningerne et vist indtryk af Pilatus’ karakter. Den måde han greb tingene an på, var typisk for en romersk hersker. Hans tale var knap og direkte. Udadtil fremtrådte han skeptisk og kynisk, som da han sagde: „Hvad er sandhed?“ men han viste dog tegn på frygt, sandsynligvis en overtroisk frygt, da han hørte at han havde at gøre med en der hævdede at være Guds søn. Selv om han tydeligvis ikke var den vege type, åbenbarede han den for en politiker karakteristiske mangel på integritet. Han bekymrede sig i første række om sin stilling, om hvad hans overordnede ville sige hvis de hørte om flere uroligheder i hans provins. Han var bange for at virke for lemfældig over for dem der var anklaget for oprør. Pilatus erkendte Jesu uskyld og at de der anklagede ham, gjorde det af misundelse. Alligevel gav han efter for folkemængden og overgav et uskyldigt offer til henrettelse frem for at risikere at ødelægge sin politiske karriere.

Som en del af „de højere myndigheder“ havde Pilatus magt fordi Gud tillod ham at have det. (Ro 13:1) Han måtte bære ansvaret for sin beslutning, et ansvar som vand ikke kunne vaske bort. Hans hustrus drøm stammede tydeligvis fra Gud, ligesom jordskælvet, det usædvanlige mørke, og at forhænget i helligdommen blev flænget, hvilket indtraf samme dag. (Mt 27:19, 45, 51-54; Lu 23:44, 45) Hendes drøm skulle have advaret Pilatus om at det ikke var noget almindeligt forhør, ikke nogen almindelig anklaget. Men som Jesus sagde, havde den der havde overgivet ham til Pilatus, „større synd“. (Joh 19:10, 11) Judas, som oprindelig forrådte Jesus, blev kaldt „undergangens søn“. (Joh 17:12) De farisæere der var meddelagtige i sammensværgelsen mod Jesus, blev beskrevet som ’emner for Gehenna’. (Mt 23:15, 33; jf. Joh 8:37-44.) Og især ypperstepræsten, som stod i spidsen for Sanhedrinet, var ansvarlig over for Gud for at have overgivet Guds søn til denne hedenske hersker i den hensigt at få ham dømt til døden. (Mt 26:63-66) Pilatus’ skyld var ikke lige så stor som deres, men hans handlemåde var dog yderst dadelværdig.

Pilatus’ modvilje mod ophavsmændene til denne forbrydelse kom øjensynlig til udtryk i den indskrift han anbragte over den pælfæstede Jesus, hvori han betegnede ham som „jødernes konge“, samt i at han studst afviste at ændre den idet han sagde: „Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.“ (Joh 19:19-22) Da Josef fra Arimatæa bad om at få det døde legeme, lod Pilatus ham få det efter at han først med en romersk embedsmands grundighed havde sikret sig at Jesus var død. (Mr 15:43-45) Da de øverste præster og farisæerne udtrykte bekymring for at liget kunne blive stjålet, lød det knappe svar: „I har vagtmandskab. Gå hen og lad stedet sikre så godt som I kan.“ — Mt 27:62-65.

Afsættelse og død. Josefus beretter at Pilatus senere blev afsat fra sit embede på grund af klager som samaritanerne indgav til hans nærmeste overordnede, Vitellius, der var landshøvding i Syrien. De klagede over at Pilatus havde dræbt nogle samaritanere som af en bedrager var blevet forledt til at samles på Garizims Bjerg i håb om at afdække nogle hellige skatte som Moses skulle have skjult der. Vitellius befalede Pilatus at give møde for Tiberius og indsatte Marcellus i hans sted. Tiberius døde i år 37 e.v.t. mens Pilatus var på vej til Rom. (Jewish Antiquities, XVIII, 85-87 [iv, 1]; XVIII, 88, 89 [iv, 2]) Historien giver ingen pålidelige oplysninger om det endelige resultat af hans proces. Kirkehistorikeren Eusebios fra slutningen af det 3. og begyndelsen af det 4. århundrede hævder at Pilatus under Tiberius’ efterfølger, Gajus (Caligula), blev tvunget til at begå selvmord. — Eusebs Kirkehistorie, II, VII, 1.

[Illustration på side 555]

Inskription fundet i Cæsarea i 1961 med Pontius Pilatus’ navn