Det navn der bruges i De Kristne Græske Skrifter for højtiden for indhøstningen af hveden, eller ugefesten (2Mo 23:16; 34:22), også kaldet „dagen for den første modne afgrøde“. (4Mo 28:26) Instruktionerne for denne højtid findes i 3 Mosebog 23:15-21, 4 Mosebog 28:26-31 og 5 Mosebog 16:9-12. Den skulle fejres på den 50. dag (det græske ord for pinse, pentēkostēʹ, betyder „halvtredsindstyvende [dag]“) efter den 16. nisan, den dag hvor førstegrødeneget af byghøsten var blevet frembåret. (3Mo 23:15, 16) Efter den jødiske kalender faldt højtiden på den 6. sivan. Det var efter at byghøsten var afsluttet, og ved begyndelsen af hvedehøsten; hveden modnedes senere end byggen. — 2Mo 9:31, 32.

Byghøsten måtte først begynde når førstegrøden af byggen var blevet frembåret for Jehova den 16. nisan. I 5 Mosebog 16:9, 10 gives der således følgende anvisning: „Fra det øjeblik da seglen sættes til det uhøstede korn, skal du begynde at tælle syv uger frem. Da skal du fejre ugefesten for Jehova din Gud.“ Alle af mandkøn skulle deltage i højtiden, og der siges videre: „Du skal fryde dig for Jehova din Guds ansigt, du og din søn og din datter og din træl og din trælkvinde og levitten som er inden for dine porte, og den fastboende udlænding og den faderløse og enken, som er i din midte, på det sted som Jehova din Gud udvælger for at lade sit navn bo dér.“ (5Mo 16:11) Mens påsken var en familiefest, skulle der ved ugefesten, eller pinsen, vises mere udstrakt gæstfrihed, ligesom ved løvhyttefesten.

 Førstegrøden af hvedehøsten skulle behandles anderledes end førstegrøden af byghøsten. Af to tiendedele efa (4,4 liter) fint hvedemel skulle der bages to syrede brød. De skulle være „fra jeres boliger“, hvilket vil sige at de skulle være som de brød man brugte i den daglige husholdning og ikke specielt til et helligt formål. (3Mo 23:17) Sammen med brødene blev der frembåret brændofre og et syndoffer, og desuden blev der ofret to vædderlam som et fællesskabsoffer. Præsten bragte brødene og lammene som et svingningsoffer for Jehovas ansigt ved at lægge hænderne under brødene og kødstykkerne og svinge dem frem og tilbage som et udtryk for at de blev frembåret for Jehova. Efter at brødene og lammene var frembåret på denne måde, tilfaldt de præsten, der kunne spise dem som et fællesskabsoffer. — 3Mo 23:18-20.

I beskrivelsen af de øvrige ofre (ud over fællesskabsofferet) er der en lille afvigelse i 4 Mosebog 28:27-30. I stedet for syv lam, en ung tyr, to væddere og en gedebuk, sådan som der siges i 3 Mosebog 23:18, 19, står der her at der skal bringes syv lam, to unge tyre, én vædder og en gedebuk. Jødiske kommentatorer siger at passagen i Tredje Mosebog sigter til det offer der skulle ledsage svingningsbrødene, mens teksten i Fjerde Mosebog drejer sig om det egentlige højtidsoffer, sådan at begge ofre blev bragt. Denne opfattelse støttes af Josefus. Idet han beskriver pinsedagens ofre, nævner han først de to lam der bringes som et fællesskabsoffer, hvorefter han slår de øvrige ofre sammen og nævner tre tyrekalve, to væddere (i stedet for tre, øjensynlig en afskriverfejl), 14 lam og to gedebukke. (Jewish Antiquities, III, 253 [x, 6]) Som en dag med et helligt stævne var det en sabbatsdag. — 3Mo 23:21; 4Mo 28:26.

Pinsen blev fejret når byghøsten var afsluttet, og den var en glædens tid, hvilket kom til udtryk i det fællesskabsoffer menigheden bragte, og som blev givet til præsten. Dette offer vidnede også om fred og fællesskab med Jehova. Samtidig mindede syndofferet israelitterne om deres synder og var en bøn til Gud om tilgivelse og renselse. Det udvidede brændoffer var et synligt udtryk for deres taknemmelighed for den store gavmildhed han havde vist dem, og et symbol på deres helhjertede beredvillighed til at overholde deres pagt med ham.

Dagen var en særlig anledning for israelitterne til at sige Jehova tak, men de måtte heller ikke glemme deres fattige brødre, for efter at Jehova havde givet anvisninger for festen, befalede han: „Og når I høster jeres lands høst, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og de efterladte aks efter din høst må du ikke opsamle. Du skal efterlade dem til den nødstedte og den fastboende udlænding. Jeg er Jehova jeres Gud.“ (3Mo 23:22) På denne måde ville også den fattige føle sig tilskyndet til at takke Herren og få mulighed for at glæde sig over festen sammen med alle andre. Mange ville også bringe personlige førstegrødeofre under denne højtid.

Ifølge rabbinske kilder blev det efter landflygtigheden almindeligt at festdeltagerne drog op til Jerusalem dagen før højtiden for at kunne træffe de nødvendige forberedelser. Om aftenen blev den forestående festdag forkyndt med trompetstød. (4Mo 10:10) Brændofferalteret blev renset, og umiddelbart efter midnat blev tempelportene åbnet for præsterne sådan at de der bragte dyrene til brændofrene og taksigelsesofrene ind i forgården, kunne få dem synet af præsterne. Herom siger Alfred Edersheim: „Før morgenofferet skulle alle de dyr som folket agtede at bringe som brænd- og fredsofre ved højtiden, synes af de tjenstgørende præster. Da det drejede sig om et stort antal, må der have været meget at gøre før bekendtgørelsen om at morgenrøden kunne ses over Hebron, gjorde ende på alle forberedelserne, da dette var signalet til at det faste morgenoffer skulle bringes.“ — The Temple, 1874, s. 228.

Efter det faste, daglige morgenoffer bragte man så de festofre der er beskrevet i 4 Mosebog 28:26-30. Derefter fulgte det særlige offer der skulle bringes på pinsedagen — de to svingningsbrød med de tilhørende ofre. (3Mo 23:18-20) Efter at brødene var blevet svunget frem og tilbage, tilfaldt det ene ypperstepræsten, og det andet blev delt mellem alle de tjenstgørende præster.

Højtidens symbolske betydning. Det var på pinsedagen i år 33 at Jesus Kristus udgød den hellige ånd over de omkring 120 disciple der var forsamlede i en sal ovenpå et sted i Jerusalem. (Apg 1:13-15) Jesus var blevet oprejst den 16. nisan, den dag ypperstepræsten frembar et neg af byghøsten som offer. Han var i billedlig forstand uden surdej, som er et symbol på synd. (He 7:26) På Pinsedagen, den 50. dag efter sin opstandelse, kunne han som den store ypperstepræst fremstille flere åndelige sønner for sin Fader, Jehova, nemlig mennesker som var blevet taget ud af den syndige menneskehed idet de fulgte i Jesu fodspor og anerkendte hans offer. Guds anerkendelse af Jesu offer og af de disciple som Jesus nu fremstillede for at de kunne blive åndelige sønner af Gud (skønt de var født syndige), blev bekræftet  ved åndens udgydelse. At der på pinsedagen blev frembåret to brød af det nymodne korn som et offer til Jehova, viser at opfyldelsen ville omfatte mere end én person. Det kan også vise hen til at de der bliver Jesu Kristi åndsavlede disciple, ville blive udtaget blandt to kategorier af mennesker på jorden: først blandt de kødelige, omskårne jøder, og senere blandt de ikkejødiske nationer, hedningerne. — Jf. Ef 2:13-18.

Ifølge jødisk overlevering svarer pinsedagen til det tidspunkt da Loven blev givet ved Sinaj og Israel blev et udvalgt folk. Det var i begyndelsen af den tredje måned (sivan) at israelitterne samledes ved Sinaj og modtog Loven. (2Mo 19:1) Ligesom Moses var blevet brugt som mellemmand til at føre Israel ind i Lovpagten, tjente Jesus Kristus nu som mellemmand for det åndelige Israel og førte denne nye nation ind i den nye pagt. Apostelen Paulus drager en sammenligning mellem disse to begivenheder idet han siger at de kristne, under den nye pagts ordning, er blevet samlet ved noget langt mere betydningsfuldt: de er „kommet til et Zions Bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem“. — He 12:18-24; jf. Åb 14:1-5.

Jesus havde gjort sine disciple bekendt med den nye pagt den aften han spiste sit sidste påskemåltid sammen med dem, og lige før sin himmelfart havde han pålagt dem at vente i Jerusalem på den hellige ånd som de havde fået løfte om. Derefter blev han ophøjet til Guds højre hånd og modtog den hellige ånd, og nu havde han, som apostelen Peter forklarede, udgydt den over sine disciple, hvilket man både kunne se og høre. (Lu 22:20; Apg 2:33) Guds ånds tilstedeværelse gav sig udslag i at de omkring 120 disciple mirakuløst talte fremmede sprog. Derved kunne et stort antal jøder og proselytter som var kommet fra alle dele af Romerriget, høre om „Guds storslåede gerninger“ på et sprog som de forstod. (Apg 2:7-11) Ved denne lejlighed forkyndte Peter for første gang dåb i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn, sådan som Jesus havde befalet ifølge Mattæus 28:19. (Apg 2:21, 36, 38, 39) Eftersom Jesus var trådt ind i himmelen med værdien af sit offer, var han nu i stand til at føre sine disciple ind i den nye pagt. — He 9:15-26.

Disse disciple, med de 3000 der blev føjet til den dag (Apg 2:41), og andre der kom til senere, var ikke den første førstegrøde til Gud. Dét var Jesus Kristus selv, for han var blevet oprejst den 16. nisan år 33 (1Kor 15:23), den dag neget af byghøsten blev frembåret som et svingningsoffer. Disciplene var derimod som førstegrøden af den anden høst, hvedehøsten, „en førstegrøde“ for Gud. (Jak 1:18) De blev nu Guds nye nation, „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1Pe 2:9.