(Pisiʹdien).

Et område i det indre af det sydlige Lilleasien. Det var et bjergrigt område der omfattede den vestlige del af Taurusbjergkæden, og det lå nord for Pamfylien og syd for det galatiske Frygien, med Karien og Lykien mod vest og Lykaonien mod øst. Man antager at området var ca. 190 km langt fra øst til vest og ca. 80 km bredt. De mange høje bjerge i området var gennemskåret af dale og floder; der var skove og græsgange.

Indbyggerne i Pisidien var vilde og krigeriske og var stammevis sluttet sammen i røverbander. Disse bjergboere var vanskelige at udøve herredømme over, og de lod sig kun langsomt præge af den hellenistiske og romerske kultur. Romerne pålagde kong Amyntas af Galatien at undertvinge sig dem, men før han kunne udføre opgaven, døde han. I år 25 f.v.t. blev Pisidien en del af den romerske provins Galatien, og i år 6 f.v.t. blev kolonier i området forsynet med garnisoner for at holde befolkningen i skak. Disse kolonier blev ledet fra Antiochia, en by i nærheden af grænsen mellem Pisidien og Frygien. (Se ANTIOCHIA, 2.) I år 74 e.v.t. blev det sydlige Pisidien samt Pamfylien og Lykien sluttet sammen til en romersk provins. Den nordlige del forblev en del af provinsen Galatien indtil den, efter aposteltiden, blev indlemmet i en ny provins som man kaldte Pisidien.

Apostelen Paulus kom gennem Pisidien på sin første missionsrejse idet han rejste fra Pamfylien ved kysten over bjergene til Antiochia i Pisidien. (Apg 13:13, 14) Han kom også gennem Pisidien på tilbagevejen. (Apg 14:21, 24) Det kan meget vel have været røverne og de rivende bjergfloder i dette område der fik Paulus til at sige at han havde været „i farer fra floder, i farer fra røvere“. — 2Kor 11:26.