[hebr.: ‛aravīmʹ (flertal)].

Det hebraiske navn for dette træ svarer til det arabiske gharab, der stadig bruges for eufratpoplen. Skønt poppel og pil hører til samme familie og begge er almindelige i Mellemøsten, foretrækker nutidige leksikografer at gengive ordet med poppel (Populus euphratica). — Se Koehler og Baumgartners Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 733; Brown, Driver og Briggs’ Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, 1980, s. 788; The New Westminster Dictionary of the Bible, redigeret af H. Gehman, 1970, s. 998.

Poplen er meget almindelig langs Eufratflodens bredder (mens piletræet er forholdsvis sjældent dér). Dette stemmer udmærket med beskrivelsen i Salme 137:1, 2, hvor der siges at de landflygtige jøder grædende hængte deres lyrer i poplerne. Eufratpoplens små, lette, hjerteformede blade sidder på flade stilke der hænger skråt ned fra hovedkvisten, så de bevæger sig ved den mindste luftning — en bevægelse der kan lede tanken hen på sindsbevægelsen hos mennesker der græder af sorg.

Eufratpoplen vokser også langs bredderne af floder og vandløb i Syrien og Palæstina, især i Jordandalen. Dér danner den ofte sammen med tamarisken tætte tykninger, mens den andre steder kan vokse til en højde af 9 til 14 m. I Bibelen forbindes poplerne altid med vandløb eller regnflodsdale. De nævnes blandt de træer hvis grene man brugte under løvhyttefesten (3Mo 23:40); de dannede ly for den mægtige „Behemot“ (flodhest) langs floden (Job 40:15, 22); og da de har nemt ved at spire på steder hvor der er rigeligt med vand, bruges de i Esajas 44:3, 4 til at beskrive den hurtige vækst og fremgang som udgydelsen af Jehovas ånd og velsignelse medfører.