I fortiden var der portvagter, også kaldet dørvogtere, som gjorde tjeneste forskellige steder, for eksempel ved byporte, ved tempelporte og endda ved indgangen til private hjem. Portvagterne ved byporten skulle sørge for at portene blev lukket om natten, og derudover tjente de som vagtposter ved porten. Andre vagtposter holdt udkig fra taget af portbygningen eller fra et tårn hvorfra de havde en god udsigt og kunne meddele hvem der nærmede sig byen. De samarbejdede med portvagterne. (2Sa 18:24, 26) Det var en meget ansvarsfuld opgave, for byens sikkerhed afhang i vid udstrækning af portvagten. Det var ham der varetog kommunikationen mellem dem der befandt sig uden for byen, og dem indenfor. (2Kg 7:10, 11) Kong Ahasverus’ dørvogtere, hvoraf to planlagde at myrde ham, blev også kaldt hofmænd. — Est 2:21-23; 6:2.

I templet. Kort før sin død organiserede kong David levitternes og tempelarbejdernes tjeneste. Blandt disse var der 4000 portvagter, som blev inddelt i skifter der skulle komme og tjene syv dage ad gangen. De havde til opgave at bevogte Jehovas hus og sørge for at portene blev åbnet og lukket på bestemte tidspunkter. (1Kr 9:23-27; 23:1-6) Foruden vagttjenesten tog nogle af dem vare på de bidrag som folket gav til templet. (2Kg 12:9; 22:4) Senere, da Joasj blev salvet til konge, satte ypperstepræsten Jojada særlige vagter ved templets porte til at beskytte  den unge Joasj mod tronraneren dronning Atalja. (2Kg 11:4-8) Da kong Josias udryddede afgudsdyrkelsen, hjalp dørvogterne med til at fjerne alle de redskaber og symboler fra templet som var blevet brugt i forbindelse med ba’alsdyrkelsen. Disse ting blev derefter brændt uden for byen. — 2Kg 23:4.

På Jesu tid gjorde præster og levitter tjeneste som dørvogtere og vagtposter i Herodes’ tempel. De måtte være årvågne, for Tempelbjergets tilsynsførende gik sine runder og dukkede uanmeldt op. De der holdt vagt, måtte derfor hele tiden være på deres post for ikke at blive fundet uagtsomme. Der var en anden tilsynsførende som stod for lodkastningen vedrørende tempeltjenesten. Når han kom og bankede på, måtte vagtposten være vågen så han kunne lukke op for ham. Denne tilsynsførende kunne også finde vagten sovende. Herom siger Misjna: „Tempelbjergets tilsynsførende gik som regel en runde til hver vagtpost med tændte fakler foran sig, og hvis en vagtpost ikke stod ret og hilste ham med ordene: ’Du Tempelbjergets tilsynsførende, fred være med dig!’ og det var tydeligt at han sov, ville han [den tilsynsførende] slå ham med sin stav, og han havde ret til at brænde hans tøj.“ — Middot 1:2; citeret efter H. Danbys engelske oversættelse; se også Åb 16:15.

Disse portvagter og vagtposter skulle beskytte templet mod røvere og sørge for at ingen som var urene eller havde urette hensigter, fik adgang til tempelområdet.

I private hjem. På apostlenes tid havde nogle private hjem dørvogtere. Efter Jesu arrestation spurgte dørvogtersken i ypperstepræstens hus Peter om han var en af Jesu disciple. (Joh 18:17) Da Peter efter sin mirakuløse udfrielse fra fængselet bankede på hos Maria, Johannes Markus’ moder, var det en tjenestepige ved navn Rode der lukkede op. — Apg 12:12-14.

Hyrder. På Bibelens tid plejede hyrderne at lukke deres fårehjorde ind i en fold om natten. Disse folde bestod af en lav stenmur med en indgang. En eller undertiden flere mænds hjorde overnattede i folden mens en dørvogter holdt vagt for at beskytte dem. Jesus sigtede åbenbart til denne praksis da han i en lignelse omtalte en dørvogter og betegnede sig selv som hyrde for Guds får; i den næste lignelse omtaler han sig selv som døren fårene kan gå ind igennem. — Joh 10:1-9.

Kristne. Jesus understregede hvor vigtigt det er at kristne er årvågne og holder øje med hans komme som Jehovas domsfuldbyrder. I den forbindelse sammenlignede han den kristne med en dørvogter som af sin herre har fået befaling til at holde sig vågen for at kunne tage imod ham når han vender tilbage fra sin udenlandsrejse. — Mr 13:33-37; se også PORT; VAGT.