Det hebraiske navn Qohæʹlæth, der betyder „den der samler (sammenkalder) menigheden“, beskriver træffende kongens opgave i Israels teokratisk styrede samfund. (Præ 1:1, 12) Det var herskerens ansvar at holde Guds indviede folk samlet i trofasthed mod Gud som dets virkelige Konge. (1Kg 8:1-5, 41-43, 66) Om en konge var god eller dårlig for folket, afhang derfor af hvorvidt han førte an i tilbedelsen af Jehova. (2Kg 16:1-4; 18:1-6) Salomon, som skrev Prædikerens Bog, havde allerede flere gange sammenkaldt israelitterne og deres medborgere, de midlertidige indbyggere, til templet. I Prædikerens Bog søgte han at lede Guds indviede tjenere bort fra denne verdens tomme og nytteløse gerninger og samle dem til gerninger der var deres Gud værdige. Den græske Septuaginta oversætter Qohæʹlæth med Ekklēsiastēsʹ, der betyder „et medlem af en ecclesia (menighed; forsamling)“. Med den traditionelle danske titel Prædikeren menes der „den som taler (prædiker) i menigheden“.

Skribent. Der har kun været én „Davids søn“ som var „konge over Israel i Jerusalem“ (Præ 1:1, 12), nemlig Salomon, for kongerne efter Salomon regerede ikke over hele Israel. Det var Salomon der som konge var berømt for sin store visdom. (Præ 1:16; 1Kg 4:29-34) Han byggede meget. (Præ 2:4-6; 1Kg 6:1; 7:1-8) Han formede ordsprog. (Præ 12:9; 1Kg 4:32) Han var kendt for sin rigdom. (Præ 2:4-9; 1Kg 9:17-19; 10:4-10, 14-29) Eftersom bogen nævner Salomons omfattende byggerier, må den være skrevet efter at de var afsluttet, men før han begyndte at gøre „hvad der var ondt i Jehovas øjne“. (1Kg 11:6) Bogen blev derfor skrevet før år 1000 f.v.t., og den er skrevet i Jerusalem. Salomon må siges at have været yderst kvalificeret til at skrive bogen; han var ikke alene en af sin tids rigeste konger, men sandsynligvis også en af de mest velinformerede, idet hans søfolk og handelsfolk, samt fornemme gæster fra andre lande, bragte ham viden om forholdene i mange lande. — 1Kg 9:26-28; 10:23-25, 28, 29.

Ægthed. Prædikerens Bog, Qohæʹlæth, anerkendes som kanonisk af både jødiske og kristne trossamfund. Den stemmer overens med andre dele af Bibelen som omhandler de samme emner. For eksempel siger den ligesom Første Mosebog at mennesket har et legeme bestående af jordens støv, og at det er fra Gud det har fået  sin ånd eller livskraft og det åndedræt der opretholder livet. (Præ 3:20, 21; 12:7; 1Mo 2:7; 7:22; Es 42:5) Den bekræfter Bibelens lære om at mennesket blev skabt retskaffent, men med vilje valgte at være ulydigt mod Gud. (Præ 7:29; 1Mo 1:31; 3:17; 5Mo 32:4, 5) Den anerkender Gud som Skaberen. (Præ 12:1; 1Mo 1:1) Den harmonerer med resten af Bibelen i spørgsmålet om de dødes tilstand. (Præ 9:5, 10; 1Mo 3:19; Sl 6:5; 115:17; Joh 11:11-14; Ro 6:23) Den tilskynder kraftigt til at  man skal tilbede og frygte Gud. Udtrykket ha’Ælohīmʹ, „den sande Gud“, bruges 32 gange. I Prædikeren 2:24 skriver den syriske Pesjitta og den jødiske Targum hvad der svarer til navnet Jehova. Nogle hævder ganske vist at bogen modsiger sig selv, men de overser at bogen mange gange fremsætter den gængse opfattelse som en kontrast til den opfattelse der afspejler Guds visdom. (Jf. Præ 1:18; 7:11, 12.) For at forstå bogen rigtigt må man hele tiden læse den med dens tema i tanke.

[Ramme på side 592]

HOVEDPUNKTER I PRÆDIKERENS BOG

En levende skildring af nyttige og unyttige gerninger

Skrevet af Salomon i den sidste del af hans regeringstid, efter at han havde udrettet alt det han omtaler

Et liv viet til unyttige gerninger er tomt

For et kødeligt menneske er alt tomhed; den ene generation følger efter den anden, og selv naturens stadige kredsløb virker trættende og kedsommeligt (1:1-11)

Øget menneskelig visdom kan resultere i øget lidelse; det der er kroget i denne tingenes ordning, kan ikke rettes ud (1:12-18)

At søge glæde og fornøjelse ved hjælp af materielle ting er som at jage efter vinden (2:1-11, 26)

Visdom er bedre end tåbelighed, men både den vise og den tåbelige dør og glemmes (2:12-16)

At arbejde hårdt hele livet blot for at efterlade alt til én der måske ikke værdsætter det, er en ulykke (2:17-23)

I det jordiske liv gentager begivenhederne sig hyppigt, og mange af dem har mennesket ingen indflydelse på (3:1-9)

I den nuværende tingenes ordning vil alle (både mennesker og dyr) til sidst dø (3:18-22)

Der finder megen undertrykkelse sted, og set under en menneskelig synsvinkel er der ikke noget håb (4:1-3)

Møje og lønsomt arbejde på grund af skinsyge eller blot for at samle rigdom er tomhed, og den dovne er en tåbe (4:4-8)

Også en herskers liv kan være tomt (4:13-16)

At samle sig rigdom giver ingen tilfredshed; velstanden kan berøve ejermanden søvnen, og når han dør, må han efterlade alt (5:9-17)

Selv om et menneske ejer meget, kan omstændighederne — måske sygdom eller et uopfyldt ønske — hindre ham i at finde tilfredshed (6:1-12)

I den nuværende ordning får den retfærdige og den ugudelige samme endeligt — de dør alle; nogle giver derfor det onde frie tøjler (9:2, 3)

Visdom værdsættes ikke altid når den kommer fra en forarmet mand (9:13-18)

Den der handler tåbeligt, får et dårligt ry; opnår en sådan en høj stilling, er det farligt for ham selv og vanskeligt for andre (10:1-19)

Ungdom og livsmorgen er tomhed; ungdommens kraft svinder hurtigt (11:10)

Alt er tomhed hvis mennesket ikke livet igennem har haft Skaberen i tanke (12:8)

Ting der er nyttige, og som giver livet mening

Det er godt at nyde frugterne af sit arbejde og betragte dem som en Guds gave (2:24, 25; 5:18-20)

Gud har skabt alt smukt; han har givet mennesket håb om evigt liv (3:10-13)

Menneskelivet som det i almindelighed former sig, er en følge af Guds tilladelse eller hensigt og kan ikke ændres af mennesket; vent derfor på Gud, der til sin tid vil gribe ind som Dommer (3:14-17; 5:8)

En der arbejder sammen med en anden, er bedre stillet end den ensomme (4:9-12)

En passende frygt for Gud bør få os til at lytte nøje til hvad han kræver af os, og til at holde ethvert løfte vi aflægger til ham (5:1-7)

Man må forstå hvor meget et godt navn betyder, og hvor kort tid vi har i det nuværende liv til at skaffe os det, samt værdsætte fordelen ved tålmodighed, værdien af visdom og nødvendigheden af ydmygt at underkaste sig det Gud tillader (7:1-15)

Gå ikke til yderligheder, men lad dig lede af gudsfrygt; vær ikke overdrevent optaget af hvad andre mennesker siger; sky den prostitueredes snare (7:16-29)

Vær lovlydig; lad det ikke ødelægge din livsglæde at mennesker udøver myndighed over andre til deres ulykke, og at det står sløjt til med menneskers retfærdighed; husk at det vil gå godt for dem der frygter den sande Gud. Forvent ikke at kunne fatte grunden til alt hvad Gud gør og lader ske (8:1-17; 10:20)

De retfærdige og de vise er i den sande Guds hånd — de vil ikke miste deres belønning; et dødt menneske ved intet og kan intet gøre, så brug dit liv nu på en måde som Gud kan godkende; nyd det på fornuftig vis så længe du lever (9:1, 4-12)

Grib passende lejligheder til at være gavmild, til at gøre godt; lad ikke livets usikkerhed hindre dig i dine handlinger (11:1-8)

Unge mand, nyd din ungdom, men glem ikke at du skal stå Gud til regnskab for dine handlinger; husk din store Skaber mens du er ung, før alderdommens svagheder og forfald kommer, før livet slutter (11:9; 12:1-7)

De gavnligste skrifter er dem der afspejler ’hyrdens’, Jehova Guds, visdom (12:9-12)

Frygt den sande Gud og hold hans bud; han ser alt hvad vi gør, og han vil kræve os til regnskab for vore gerninger (12:13, 14)