Blandt sande tilbedere af Jehova før oprettelsen af den kristne menighed fandtes der præster som officielt repræsenterede Gud over for det folk de betjente, og som skulle gøre folket bekendt med Gud og hans love. Omvendt repræsenterede de også folket over for Gud, idet de bragte ofre og gik i forbøn for folket. Hebræerne 5:1 forklarer: „Enhver ypperstepræst som er udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker over det der hører Gud til, for at han skal frembære offergaver og slagtofre for synder.“ Det hebraiske ord der oversættes med „præst“, er kohenʹ, og det græske er hiereusʹ.

I patriarktiden. I patriarkalsk tid tjente familieoverhovedet (patriarken) som præst for sin familie, og i tilfælde af faderens død gik hvervet  i arv til den førstefødte søn. Allerede Noa virkede som præst for sin familie. (1Mo 8:20, 21) Familieoverhovedet Abraham rejste fra sted til sted med sin store husstand, og de steder hvor han slog lejr, byggede han altre og bragte ofre til Jehova. (1Mo 14:14; 12:7, 8; 13:4) Gud sagde om Abraham: „Jeg har jo stiftet bekendtskab med ham for at han kan give sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holder sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret.“ (1Mo 18:19) Isak og Jakob fulgte det samme eksempel (1Mo 26:25; 31:54; 35:1-7, 14), og Job, der var ikkeisraelit, men sandsynligvis en fjern slægtning af Abraham, bragte regelmæssigt ofre til Jehova på sine børns vegne idet han sagde: „Måske har mine sønner syndet og forbandet Gud i deres hjerte.“ (Job 1:4, 5; se også 42:8.) I Bibelen bruges udtrykkene kohenʹ eller hiereusʹ dog ikke om disse mænd. Derimod kaldes familieoverhovedet Jetro, som var Moses’ svigerfader, „præsten [kohenʹ] i Midjan“. — 2Mo 2:16; 3:1; 18:1.

Salems konge, Melkizedek, var en usædvanlig præst (kohenʹ). Der oplyses intet i Bibelen om hans afstamning, fødsel eller død. Han havde ikke arvet sin stilling som præst, og han havde hverken forgængere eller efterfølgere i embedet. Melkizedek virkede både som konge og som præst. Hans præstedømme var større end det levitiske, for Levi betalte så at sige tiende til Melkizedek eftersom han stadig var i Abrahams lænd da denne gav tiende til Melkizedek og blev velsignet af ham. (1Mo 14:18-20; He 7:4-10) Heri blev Melkizedek et billede på Jesus Kristus, der er „præst for evigt på Melkizedeks måde“. — He 7:17.

Familieoverhovederne tjente åbenbart som præster blandt Jakobs (Israels) efterkommere indtil det levitiske præstedømme blev indstiftet af Gud. Da Gud førte folket til Sinaj Bjerg, gav han derfor denne befaling: „Lad også præsterne, som regelmæssigt træder frem for Jehova, hellige sig, for at Jehova ikke skal fare frem imod dem.“ (2Mo 19:22) Dette fandt sted før indførelsen af det levitiske præstedømme. Men skønt Aron endnu ikke var blevet udnævnt til præst, fik han lov til at gå et stykke op ad bjerget sammen med Moses. Dette stemmer med at Aron og hans efterkommere senere blev indsat som præster. (2Mo 19:24) Dette var, når man ser tilbage, et tidligt vidnesbyrd om at Gud havde til hensigt at erstatte den gamle ordning (hvorunder familieoverhovederne tjente som præster) med et præstedømme af Arons slægt.

Under Lovpagten. Da Jehova udslettede Ægyptens førstefødte ved den tiende plage mens israelitterne var i trældom i Ægypten, helligede han sig samtidig hver førstefødt søn i Israel. (2Mo 12:29; 4Mo 3:13) Disse førstefødte tilhørte derfor Jehova og kunne bruges i en særlig tjeneste for ham. Han kunne have udnævnt alle disse førstefødte af mandkøn i Israel til helligdommens præster og vogtere, men det tjente hans hensigt at lade mandlige medlemmer af Levis stamme udføre denne tjeneste i stedet. Han befalede derfor folket at lade de mandlige levitter træde i stedet for de førstefødte af mandkøn fra de øvrige 12 stammer (efterkommerne af Josefs sønner, Efraim og Manasse, blev talt som to stammer). En optælling viste at der blandt de ikkelevitiske stammer var 273 flere førstefødte af mandkøn, i en alder af en måned og opefter, end der var blandt levitterne. Gud krævede derfor at der for hver af de 273 blev betalt en løsesum på fem sekel (ca. 70 kr.), som skulle tilfalde Aron og hans sønner. (4Mo 3:11-16, 40-51) Jehova havde før dette udvalgt de mandlige medlemmer af Arons slægt af Levis stamme til at udgøre Israels præsteskab. — 4Mo 1:1; 3:6-10.

Gennem en lang periode var det kun israelitter der havde mulighed for til sin tid at blive til „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2Mo 19:6) Men da de som folk betragtet forkastede Guds søn, var de ikke længere de eneste der fik denne mulighed. — Jf. Mt 21:43; 1Pe 2:7-10.

I begyndelsen var Jehova Israels konge. Senere forordnede Jehova det sådan at kongedømmet blev knyttet til Davids slægtslinje. Jehova var stadig israelitternes usynlige Konge, men i forbindelse med det jordiske herredømme brugte han kongerne af Davids slægtslinje som sine repræsentanter. Derfor sagde man at disse jordiske konger sad på „Jehovas trone“. (1Kr 29:23) Præstedømmet forblev dog i Arons slægtslinje. Således tilhørte både kongedømmet og præstedømmet med dets „hellige tjeneste“ udelukkende denne nation. — Ro 9:3, 4.

Præsteskabets indsættelse. Udnævnelsen af en præst må komme fra Gud; et menneske tiltager sig ikke selv dette embede. (He 5:4) Det var Jehova selv der overdrog Aron og hans hus præstedømmet som „en varig ordning“, idet han skilte dem ud fra kehatitternes slægt, en af de tre grene af Levis stamme. (2Mo 6:16; 28:43) Først helligede levitten Moses, som Lovpagtens mellemmand og den der repræsenterede Gud, dog Aron og hans sønner og fyldte deres hænder med myndighed til at tjene som præster. Ceremonien er beskrevet i Anden Mosebog, kapitel 29, og Tredje Mosebog, kapitel 8. Deres indsættelse  fandt øjensynlig sted i løbet af de syv dage der strakte sig fra den 1. til den 7. nisan 1512 f.v.t. (Se INDSÆTTELSE.) Det nyindsatte præsteskab begyndte at udføre sin tjeneste for Israel dagen efter, den 8. nisan.

Kvalifikationer. Jehova fastsatte kravene til dem i Arons slægt der skulle tjene ved hans alter. For at blive præst skulle en mand være fysisk sund og have et normalt udseende. Mænd med legemsfejl måtte ikke nærme sig alteret for at bringe ofre eller gå hen til forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste i teltboligen. De var imidlertid berettigede til at modtage en del af tienden som underhold og til at spise af „de hellige ting“ der tjente som føde for præsteskabet. — 3Mo 21:16-23.

Der gives ingen præcise oplysninger om hvor gammel en mand skulle være for at blive præst, men mønstringen af kehatitterne ved Sinaj Bjerg omfattede mænd mellem 30 og 50 år. (4Mo 4:3) Levitterne begyndte at tjene ved helligdommen når de var 25 år (på Davids tid blev aldersgrænsen nedsat til 20 år). (4Mo 8:24; 1Kr 23:24) De ikkepræstelige levitter skulle trække sig tilbage fra den obligatoriske tjeneste ved helligdommen når de var 50 år, men der var ingen aldersgrænse for hvornår præstetjenesten ophørte. — 4Mo 8:25, 26; se LEVITTER (Tjenestetid).

Underhold. Levis stamme fik ikke tildelt et sammenhængende landområde som arvelod, men stammens medlemmer blev ’spredt i Israel’ idet de fik 48 byer hvor de skulle bo med deres familier og husdyr. Tretten af disse byer tilfaldt præsterne. (1Mo 49:5, 7; Jos 21:1-11) En af tilflugtsbyerne, Hebron, var en præsteby. (Jos 21:13) At levitterne ikke fik noget område som arvelod, begrundede Jehova med ordene: „Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ (4Mo 18:20) Levitterne passede deres tjenesteopgaver og vedligeholdt deres huse og de græsgange der hørte til de byer de havde fået tildelt. De førte også tilsyn med andre marker som israelitterne viede til hellig brug. (3Mo 27:21, 28) Jehova sørgede for levitterne ved at forordne at de øvrige 12 stammer skulle give dem tiende af alle jordens afgrøder. (4Mo 18:21-24) Af det bedste af denne tiende skulle levitterne igen give en tiendedel til præsterne. (4Mo 18:25-29; Ne 10:38, 39) Det vil sige at præsterne modtog én procent af nationalproduktet, hvilket satte dem i stand til at vie al deres tid til deres tildelte tjeneste for Gud.

Denne ordning betød at præsterne modtog rigelige forsyninger, men de levede ikke i luksus eller havde samme økonomiske magt som præsteskabet i hedenske nationer. I Ægypten ejede præsterne for eksempel dele af landet (1Mo 47:22, 26), og ved snedig manipulering blev de med tiden Ægyptens rigeste og mægtigste mænd. James H. Breasted skriver i A History of the Ancient Egyptians (1908, s. 355, 356, 431, 432) at Farao under det såkaldte 20. dynasti var reduceret til en marionetdukke. Præsteskabet ejede det nubiske guldland og den øvre Nils store provins. Næst efter overskatmesteren selv var ypperstepræsten statens vigtigste finansembedsmand. Han havde kommandoen over hele hæren og rådede over statskassen. På oldtidens monumenter indtager han en mere fremtrædende plads end Farao.

Det var først da israelitterne blev forsømmelige med hensyn til gudsdyrkelsen og betalingen af tiende, at præsterne og de ikkepræstelige levitter led nød og levitterne måtte søge andet arbejde for at forsørge sig selv og deres familier. Denne dårlige indstilling til helligdommen og til dem der tjente ved den, førte igen til at også folket led nød fordi det kom til at mangle åndeligt udsyn og kundskab om Jehova. — Ne 13:10-13; se også Mal 3:8-10.

Præsterne modtog følgende: (1) Den almindelige tiende. (2) Løskøbelsessummen for et førstefødt drengebarn eller dyr af hankøn. Når det drejede sig om en okse, et vædderlam eller en ged, modtog de kødet som føde. (4Mo 18:14-19) (3) Vurderingssummen for mennesker og ting der var helliget Jehova, samt det der var viet til Jehova. (3Mo 27) (4) Visse dele af de ofre folket bragte, samt skuebrødene. (3Mo 6:25, 26, 29; 7:6-10; 4Mo 18:8-14) (5) Noget af det offer som bestod af det bedste af den første modne afgrøde af korn, vin og olie. (2Mo 23:19; 3Mo 2:14-16; 22:10 [ordet „uvedkommende“ i dette skriftsted sigter til en der ikke var præst]; 5Mo 14:22-27; 26:1-10) Med undtagelse af visse nærmere angivne dele som kun præsterne måtte spise (3Mo 6:29), havde deres sønner og døtre og, i nogle tilfælde, hele deres husstand — endda trællene — ret til at få del i disse ting. (3Mo 10:14; 22:10-13) (6) Uden tvivl en del af den tiende der hvert tredje år tilfaldt levitterne og de fattige. (5Mo 14:28, 29; 26:12) (7) Krigsbytte. — 4Mo 31:26-30.

Klædedragt. Når præsterne udførte deres embedspligter, var de barfodede eftersom helligdommen var et helligt område. (Jf. 2Mo 3:5.) I anvisningerne om fremstilling af de særlige klæder til præsterne siges der intet om sandaler.  (2Mo 28:1-43) Af hensyn til anstændigheden bar de linnedbenklæder der gik fra hofterne til lårene, „til at dække kødets nøgenhed . . . for at de ikke [skulle] pådrage sig brøde og dø“. (2Mo 28:42, 43) Herover bar de en fin linnedkjortel med et linnedskærf om livet. Deres hovedtøj var ’viklet’ rundt om hovedet. (3Mo 8:13; 2Mo 28:40; 39:27-29) Denne hovedbeklædning synes at have adskilt sig noget fra ypperstepræstens turban, der måske var syet i turbanfacon. (3Mo 8:9) Det lader til at underpræsterne på et senere tidspunkt undertiden bar en linned efod, der dog ikke var så rigt udsmykket med broderier som ypperstepræstens efod. — Jf. 1Sa 2:18.

Forordninger og opgaver. Præsterne skulle holde sig legemligt rene og følge høje moralnormer. Når de gik ind i mødeteltet og før de frembar et offer ved alteret, skulle de vaske deres hænder og fødder i bækkenet i forgården ’for at de ikke skulle dø’. (2Mo 30:17-21; 40:30-32) Med lignende ord fik de påbud om ikke at drikke vin eller stærke drikke når de tjente ved helligdommen. (3Mo 10:8-11) De måtte ikke besmitte sig ved at røre ved et lig eller sørge over de døde; det ville gøre dem midlertidigt urene og uegnede til tjenesten. En underpræst (men ikke ypperstepræsten) måtte dog gøre sig uren i forbindelse med nære slægtninge: sin moder, fader, søn, datter, broder og søster, hvis hun var jomfru — slægtninge der stod ham nær (dvs. øjensynlig boede hos ham eller i nærheden af ham). Dette omfattede muligvis også hustruen som en der stod ham nær. (3Mo 21:1-4) En præst der var blevet uren på grund af spedalskhed, udflåd, kontakt med lig eller noget andet urent, måtte ikke spise af de hellige ting eller gøre tjeneste i helligdommen før han igen var ren. Ellers skulle han dø. — 3Mo 22:1-9.

Præsterne måtte ikke rage deres hoved skaldet, skære spidsen af deres skæg eller lave flænger i deres legeme, noget der var almindeligt blandt hedenske præster. (3Mo 21:5, 6; 19:28; 1Kg 18:28) Mens ypperstepræsten kun måtte gifte sig med en jomfru, kunne en underpræst gifte sig med en enke, men ikke med en fraskilt eller en prostitueret. (3Mo 21:7, 8; jf. 3Mo 21:10, 13, 14.) Efter alt at dømme var hele ypperstepræstens familie forpligtet til at værne om de høje moralnormer og den værdighed der var forbundet med præsteembedet. Således skulle en præstedatter der blev prostitueret, lide døden og derefter brændes som noget vederstyggeligt i Guds øjne. — 3Mo 21:9.

I ørkenen, når lejren brød op, skulle Aron og hans sønner tildække det hellige inventar og de hellige redskaber i mødeteltet før de øvrige kehatitter kunne komme ind for at bære dem, da kehatitterne ellers ville dø. Når israelitterne slog lejr et nyt sted, skulle de ligeledes afdække disse ting og sætte dem på plads i teltet. (4Mo 4:5-15) Under vandringerne var det præsterne der bar pagtens ark. — Jos 3:3, 13, 15, 17; 1Kg 8:3-6.

Det var præsternes opgave at blæse i de hellige trompeter og således give folket signal når det skulle slå lejr, bryde op, samles, drage i krig eller fejre en højtid for Jehova. (4Mo 10:1-10) Præsterne og levitterne var fritaget for militærtjeneste, men de virkede som trompetblæsere og sangere foran hæren. — 4Mo 1:47-49; 2:33; Jos 6:4; 2Kr 13:12.

Når præsterne tjente ved helligdommen, omfattede deres pligter at slagte de dyr folket bragte som ofre, at slynge blodet mod alteret, at partere offerdyrene, at holde ilden på alteret ved lige, at tilberede kødet og at tage imod alle andre ofre, som for eksempel kornofre. De skulle også sørge for det nødvendige i forbindelse med dem der havde pådraget sig urenhed, aflagt særlige løfter eller lignende. (3Mo kap. 1-7; 12:6; kap. 13-15; 4Mo 6:1-21; Lu 2:22-24) De brændte røgelse på guldalteret, og de bragte de brændofre der skulle frembæres om morgenen og om aftenen, samt alle andre ofre der regelmæssigt skulle bringes ved helligdommen, undtagen dem ypperstepræsten skulle frembære. (2Mo 29:38-42; 4Mo 28:1-10; 2Kr 13:10, 11) De passede lamperne og sørgede for at der var olie på dem (2Mo 27:20, 21), og de førte tilsyn med den hellige olie og røgelsen. (4Mo 4:16) Ved højtidsstævnerne velsignede de folket på den måde der er beskrevet i 4 Mosebog 6:22-27. Men når ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste for at skaffe soning, måtte ingen anden præst opholde sig i helligdommen. — 3Mo 16:17.

Det var først og fremmest præsternes privilegium at udlægge Guds lov, og de spillede en stor rolle i Israels retspleje. De stod ikke alene til rådighed for dommerne i deres egne byer, men assisterede også dommerne i særlig vanskelige sager som de lokale domstole ikke kunne træffe afgørelse i. (5Mo 17:8, 9) I tilfælde af et uopklaret mord skulle de sammen med byens ældste sørge for at den rigtige fremgangsmåde blev fulgt så der ikke kom til at hvile blodskyld på byen. (5Mo 21:1, 2, 5) Hvis en skinsyg ægtemand beskyldte sin kone for i hemmelighed at have begået ægteskabsbrud, skulle hun bringes til helligdommen, hvor præsten gennemførte en ceremoni hvorunder Jehova — der vidste om kvinden var skyldig  eller uskyldig — blev anråbt om at dømme i sagen. (4Mo 5:11-31) I alle tilfælde skulle de domme præsterne eller de udnævnte dommere afsagde, respekteres; overlagt respektløshed eller ulydighed blev straffet med døden. — 4Mo 15:30; 5Mo 17:10-13.

Præsterne underviste folket i Loven, idet de oplæste og forklarede den for dem der kom til helligdommen for at tilbede. Også uden for deres tjenestetid havde de rig lejlighed til at undervise, både i helligdommen og i andre dele af landet. (5Mo 33:10; 2Kr 15:3; 17:7-9; Mal 2:7) Med de andre præsters og levitternes hjælp samlede præsten Ezra folket da det var vendt tilbage til Jerusalem fra Babylon, og brugte flere timer på at oplæse og udlægge Loven. — Ne 8:1-15.

Præsteskabet værnede både om folkets religiøse renhed og om dets fysiske sundhed. I tilfælde af spedalskhed hos et menneske, på en klædning eller i et hus skulle præsten dømme mellem rent og urent. Han sørgede for at Lovens karantænebestemmelser blev fulgt, og udførte renselsesceremonier når nogle var blevet urene ved kontakt med et lig, på grund af sygeligt udflåd eller lignende. — 3Mo kap. 13-15.

Hvordan blev opgaverne i templet fordelt blandt Israels præster?

Af de 24 præsteskifter kong David indførte, kom de 16 fra Eleazars hus og de 8 fra Itamars hus. (1Kr 24:1-19) Imidlertid var der kun præster fra fire af skifterne blandt de første jøder der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon. (Ezr 2:36-39) Nogle mener at man for at bibeholde den tidligere ordning opdelte de fire tilbagevendte slægter i 24 skifter. I The Temple (1874, s. 63) anfører Alfred Edersheim at dette kan være sket ved at hver slægt kastede eller trak lod fem gange for dem der ikke var vendt tilbage, hvorved der blev dannet yderligere 20 skifter, som fik de oprindelige navne. Johannes Døbers fader, Zakarias, var præst i det ottende skifte, Abijas skifte. Hvis det imidlertid forholder sig som beskrevet ovenfor, var han måske ikke en efterkommer af Abija, men tilhørte blot det skifte der var opkaldt efter ham. (1Kr 24:10; Lu 1:5) Der kan dog ikke siges noget endegyldigt om dette da oplysningerne er mangelfulde.

Ved tempeltjenesten var præsterne organiseret under forskellige forstandere. De enkelte opgaver blev fordelt ved lodkastning. Hvert af de 24 skifter tjente en uge ad gangen, to gange om året. Hele præsteskabet gjorde øjensynlig tjeneste ved højtiderne når folket bragte tusinder af ofre, som ved indvielsen af templet. (1Kr 24:1-18, 31; 2Kr 5:11; jf. 2Kr 29:31-35; 30:23-25; 35:10-19.) En præst kunne også gøre tjeneste på andre tidspunkter når blot han ikke hindrede de præster der tilhørte det tjenstgørende skifte, i at varetage deres pligter. Mens Jesus levede, var der ifølge den rabbinske overlevering så mange præster at ugens tjeneste blev delt op blandt de forskellige slægter der udgjorde det tjenstgørende skifte, sådan at hver slægt tjente en eller flere dage, alt efter slægtens størrelse.

Afbrændingen af røgelse på guldalteret blev sikkert betragtet som den mest ærefulde del af den daglige tjeneste. Dette fandt sted efter at offeret var blevet bragt. Mens røgelsen blev brændt, samledes folket uden for helligdommen i bøn. Ifølge den rabbinske overlevering blev der kastet lod om denne tjeneste, men en der tidligere havde afbrændt røgelse, var udelukket medmindre alle de tilstedeværende før havde udført denne tjeneste. (The Temple, s. 135, 137, 138) Hvis det forholder sig sådan, ville en præst i almindelighed kun få denne ære én gang i sin levetid. Det var denne tjeneste Zakarias var i færd med at udføre da engelen Gabriel viste sig for ham og forkyndte at Zakarias og hans hustru, Elisabet, ville få en søn. Da Zakarias kom ud fra helligdommen, kunne de der var forsamlet udenfor, udlede af hans udseende og stumhed at han havde haft et overnaturligt syn derinde, og begivenheden blev således almindeligt kendt. — Lu 1:8-23.

Præsterne skulle øjensynlig udskifte skuebrødene hver sabbat. Det var også på sabbatten at det tjenstgørende præsteskifte afsluttede ugens tjeneste og det nye skifte indledte den følgende uges tjeneste. Præsterne brød ikke sabbatten ved at udføre disse og andre nødvendige pligter. — Mt 12:2-5; jf. 1Sa 21:6; 2Kg 11:5-7; 2Kr 23:8.

Loyalitet. Da de ti stammer løsrev sig fra Rehabeam og oprettede det nordlige rige under Jeroboam, var Levis stamme loyal og forblev sammen med tostammeriget Juda og Benjamin. Jeroboam udnævnte ikkelevitiske mænd til præster der skulle tjene ved tilbedelsen af guldkalvene, og han fordrev Jehovas præster, Arons sønner. (1Kg 12:31, 32; 13:33; 2Kr 11:14; 13:9) I Juda blev mange af præsterne senere troløse mod Gud, men der var også tidspunkter da præsterne øvede en stærk indflydelse i en god retning og hjalp israelitterne til at være trofaste mod Jehova. (2Kr 23:1, 16; 24:2, 16; 26:17-20; 34:14, 15; Zak 3:1; 6:11)  På Jesu og apostlenes tid var ypperstepræstedømmet blevet stærkt fordærvet, men der var dog mange præster som havde en ret indstilling over for Jehova, hvilket fremgår af at „en stor skare præster begyndte at adlyde troen“ kort tid efter Jesu død. — Apg 6:7.

Andre anvendelser af ordet „præst“. I Salme 99:6 kaldes Moses præst fordi han tjente som mellemmand og var udpeget til at udføre den tjeneste i helligdommen hvorved Aron og hans sønner blev helliget og udnævnt til præster. Moses gik i forbøn for Israel idet han påkaldte Jehovas navn. (4Mo 14:13-20) Betegnelsen „præst“ blev også fra tid til anden brugt om en „højtstående embedsmand“. I listen over de højtstående embedsmænd der tjente under kong David, siges der: „Og Davids sønner var præster.“ — 2Sa 8:18; jf. 2Sa 20:26; 1Kg 4:5; 1Kr 18:17.

Det kristne præsteskab. Jehova havde lovet israelitterne at hvis de overholdt pagten med ham, ville de blive „et kongerige af præster og en hellig nation“ for ham. (2Mo 19:6) Det aronitiske præsteskab skulle imidlertid kun fortsætte indtil det større præsteskab som det var et billede på, kom. (He 8:4, 5) Det skulle vare ved indtil Lovpagten ophørte og den nye pagt blev indviet. (He 7:11-14; 8:6, 7, 13) Tilbudet om at blive Jehovas præster i hans lovede rige blev først givet til Israel alene; senere blev det også givet til hedningerne. — Apg 10:34, 35; 15:14; Ro 10:21.

Eftersom kun en rest af jøder tog imod Kristus, kom den jødiske nation ikke til at udgøre det virkelige kongerige af præster og den hellige nation. (Ro 11:7, 20) På grund af israelitternes troløshed havde Gud flere hundrede år tidligere advaret dem om dette gennem sin profet Hoseas med ordene: „Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig; og da du glemmer din Guds lov, vil jeg også glemme dine sønner.“ (Ho 4:6) Jesus sagde ligeledes til jødernes ledere: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mt 21:43) Ikke desto mindre anerkendte Jesus Kristus, der jo var underlagt Loven mens han var på jorden, at det aronitiske præsteskab stadig fungerede, og han befalede dem han havde helbredt for spedalskhed, at gå hen til præsten og bringe det offer Loven krævede. — Mt 8:4; Mr 1:44; Lu 17:14.

På pinsedagen i år 33 ophørte Lovpagten, og ’en bedre pagt’, den nye pagt, trådte i kraft. (He 8:6-9) Samme dag udgød Gud sin hellige ånd som et synligt udtryk for at denne forandring havde fundet sted. Apostelen Peter forklarede de tilstedeværende jøder, der var kommet til Jerusalem fra mange lande, at de kun kunne blive frelst hvis de ændrede sind og anerkendte Jesus Kristus. (Apg kap. 2; He 2:1-4) Senere talte Peter om de jødiske bygmestre der havde forkastet Jesus Kristus som hovedhjørnestenen, og sagde derefter til de kristne: „Men I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ — 1Pe 2:7-9.

Peter forklarede også at det nye præsteskab opbygges som „et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab, der skal bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus“. (1Pe 2:5) Jesus Kristus er deres store ypperstepræst, og de er underpræsterne, ligesom Arons sønner. (He 3:1; 8:1) Men til forskel fra det aronitiske præsteskab, der ikke havde del i kongedømmet, er præsteskab og kongedømme forenet i dette ’kongelige præsteskab’ der består af Kristus og hans medarvinger. I Åbenbaringens Bog siger apostelen Johannes om Jesu Kristi disciple at Kristus har ’løst dem fra deres synder ved sit eget blod’, og at han har ’gjort dem til et kongerige, præster for sin Gud og Fader’. — Åb 1:5, 6.

Bibelens sidste bog viser også hvor mange underpræster der er. Om dem som Jesus Kristus har gjort til „et kongerige og til præster for vor Gud“, siges der at de synger en ny sang, hvori de giver udtryk for at de er blevet købt med Kristi blod. (Åb 5:9, 10) Senere nævnes det at den nye sang synges af 144.000 som „er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. (Åb 14:1-5) Endelig forklares det at disse underpræster oprejses til himmelen for at være „Guds og Messias’ præster“ og for at herske „som konger“ sammen med Jesus Kristus under hans tusindårige regering. — Åb 20:4, 6.

Ved at betragte Israels præsteskab og dets funktioner samt de velsignelser det medførte for Israels folk (He 8:5), får man et indtryk af hvilke velsignelser Jesu Kristi og hans underpræsters fuldkomne og evige præstedømme vil medføre for menneskene på jorden under deres tusindårige herredømme. Disse kongepræster vil få det privilegium at undervise menneskene i Guds lov (Mal 2:7), at udvirke fuldstændig tilgivelse af synder på grundlag af den store ypperstepræsts sonoffer (idet de forvalter værdien af Kristi offer) og udvirke helbredelse af alle sygdomme (Mr 2:9-12; He 9:12-14; 10:1-4, 10), at gøre klart hvad der er rent, og hvad der er urent i Guds øjne og fjerne al urenhed (3Mo kap. 13-15), at dømme folket i retfærdighed og at sørge for at Jehovas retfærdige lov håndhæves over hele jorden. — 5Mo 17:8-13.

 Ligesom mødeteltet i ørkenen var det sted hvor Gud boede hos menneskene, en helligdom hvor de kunne nærme sig ham, vil Guds telt i tusindårsriget igen være hos menneskene; men eftersom han nu tager sig af dem gennem sin store ypperstepræst, Jesus Kristus, og de 144.000 der tjener sammen med ham som underpræster i det store åndelige tempel som den hellige teltbolig var en skygge af, vil forholdet blive nærmere, mere varigt og mere gavnligt. (2Mo 25:8; He 4:14; Åb 1:6; 21:3) Med et sådant kongeligt præsteskab vil menneskene i sandhed være lykkelige, ligesom israelitterne var da kongerne og præsterne var trofaste mod Gud. I den periode var „Juda og Israel . . . talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig“ og „boede trygt, hver mand under sin vinstok og sit figentræ“. — 1Kg 4:20, 25.

Hedenske præster. Fortidens folkeslag havde præster hvorigennem de henvendte sig til deres guder. Disse mænd blev æret af folket og har altid øvet stor indflydelse, idet de almindeligvis tilhørte den herskende klasse eller var regenternes nære rådgivere. Præsteskabet var den højest uddannede gruppe og holdt i regelen folket nede i uvidenhed. Derved kunne de udnytte folkets overtro og frygt for det ukendte. I Ægypten blev folk for eksempel forledt til at dyrke Nilen som en gud, og de mente at præsterne havde guddommelig kontrol over flodens årlige oversvømmelser, som deres høst var afhængig af.

Til forskel fra disse præster tilskyndede Israels præster ikke til overtro og uvidenhed. Tværtimod læste de hele tiden i Loven og underviste hele folket i den. Hvert enkelt menneske skulle kende Gud og hans lov. (5Mo 6:1-3) Folk kunne selv læse og skrive, for Jehova havde befalet dem at læse hans lov højt for deres børn og undervise dem i den. — 5Mo 6:4-9.

Israels præsteskab fulgte ikke et ægyptisk forbillede. Til trods herfor hævder nogle at Israels præsteskab og mange af dets love var dannet efter ægyptisk forbillede. De mener at Moses, Lovpagtens mellemmand, var stærkt påvirket af sin tilværelse i Ægypten, sin opdragelse ved Faraos hof og sin oplæring i „al ægypternes visdom“. (Apg 7:22) Dette ræsonnement tager imidlertid ikke højde for at Moses på ingen måde selv var lovgiveren, men blot blev brugt til at overgive Loven til Israel. Israels Lovgiver var Jehova Gud (Es 33:22), der formidlede Loven gennem engle ved mellemmanden Moses’ hånd. — Ga 3:19.

Gud gav præcise retningslinjer for alt hvad der vedrørte Israels gudsdyrkelse. Planerne for mødeteltet blev givet til Moses (2Mo 26:30), og han fik denne befaling: „Se til at du laver dem efter det forbillede til dem som blev vist dig på bjerget.“ (He 8:5; 2Mo 25:40) Al den tjeneste der blev udført i helligdommen, havde sit udspring hos Jehova og fulgte de anvisninger han havde givet. Det understreges gentagne gange i beretningen, idet der siges at Moses og Israels sønner „gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses. Sådan gjorde de.“ „Nøjagtig som Jehova havde påbudt Moses, sådan udførte Israels sønner hele tjenesten. Og Moses så efterhånden hele arbejdet, og se, de havde gjort det sådan som Jehova havde påbudt. Sådan havde de gjort.“ „Og Moses gjorde nøjagtig som Jehova havde påbudt ham. Sådan gjorde han.“ — 2Mo 39:32, 42, 43; 40:16.

Ifølge ægyptologerne mindede de ægyptiske præsters klædning i nogen grad om Israels præsters, for eksempel i brugen af linned; endvidere barberede de ægyptiske præster sig over hele kroppen, og det samme gjorde levitterne (men ikke Israels præster; 4Mo 8:7); desuden praktiserede man afvaskninger. Men beviser disse få lighedspunkter at det ægyptiske og det israelitiske præsteskab havde samme oprindelse, eller at det ene stammede fra det andet? Lignende materialer og metoder bruges i hele verden ved fremstilling af tøj, huse og bygninger og ved udførelsen af de daglige pligter, som for eksempel afvaskning, men der er store afvigelser i stil og fremgangsmåder. Vi mener ikke af den grund at det ene er kommet af det andet, eller at tøjet eller handlingen har samme religiøse eller symbolske betydning.

Sammenligner man de israelitiske og de ægyptiske præsters klædning og virksomhed, finder man ikke mange lighedspunkter. De ægyptiske præster bar for eksempel sandaler, mens de israelitiske udførte deres tjeneste barfodede. De ægyptiske præsters klædning havde en helt anden facon, og på deres tøj og udstyr var der symboler for deres falske guder og tilbedelsen af dem. De ragede deres hoveder skaldede, hvilket Israels præster ikke gjorde (3Mo 21:5), og at dømme efter indskrifter fundet på monumenter i Ægypten brugte de parykker eller bar hovedbeklædninger der var helt anderledes end Israels præsters. Dertil kommer at Jehova præciserede at israelitterne ikke måtte antage nogen af ægypternes eller de andre folkeslags skikke, hverken i forbindelse med deres gudsdyrkelse eller i forbindelse med retsvæsen. — 3Mo 18:1-4; 5Mo 6:14; 7:1-6.

De argumenter der fremføres af tilhængere af teorien om at Israels præsteskab har brugt  ægyptiske præster som forbillede, savner således ethvert grundlag. Man må huske at tanken om at bringe ofre og at have et præsteskab oprindelig stammer fra Gud, og at den fra begyndelsen blev ført ud i livet af trofaste mænd som Abel og Noa, og i det patriarkalske samfund af Abraham og andre. Alle folkeslag kendte derfor til at bringe ofre og at have præster, men denne viden blev på mange områder forvansket, og gudsdyrkelsen antog mange forskellige former fordi man forlod den sande Gud og den rene tilbedelse. De hedenske nationer havde et iboende ønske om at tilbede, men da de manglede Jehovas ledelse, udviklede de mange urette og endda fornedrende ritualer der alle bragte dem i modsætning til den sande tilbedelse.

De hedenske præsters afskyelige handlinger. De ægyptiske præster modstod Moses over for Farao og forsøgte at bringe Moses og hans Gud, Jehova, i vanry ved hjælp af deres magiske kunster. (2Mo 7:11-13, 22; 8:7; 2Ti 3:8) Men til sidst måtte de ydmyge sig og erkende deres nederlag. (2Mo 8:18, 19; 9:11) De der dyrkede den ammonitiske gud Molek, ofrede deres sønner og døtre ved at brænde dem i ild. (1Kg 11:5; 2Kg 23:10; 3Mo 18:21; 20:2-5) De kana’anæiske ba’alsdyrkere fulgte samme afskyelige skik; de lemlæstede desuden sig selv og havde fordærvede, utugtige ritualer. (4Mo 25:1-3; 1Kg 18:25-28; Jer 19:5) Filisterguden Dagons præster og de babyloniske præster for Marduk, Bel og Ishtar øvede magi og spådomskunst. (1Sa 6:2-9; Ez 21:21; Da 2:2, 27; 4:7, 9) Alle tilbad de billeder lavet af træ, sten eller metal. Selv Jeroboam, tistammeriget Israels konge, ansatte præster til at lede dyrkelsen af guldkalve og „bukkelignende dæmoner“ for at hindre folket i at deltage i den sande tilbedelse i Jerusalem. — 2Kr 11:15; 13:9; se også MIKA, 1.

Uautoriserede præster fordømmes af Gud. Jehova var imod alle disse ritualer og skikke der i virkeligheden var dæmondyrkelse. (1Kor 10:20; 5Mo 18:9-13; Es 8:19; Åb 22:15) Hver gang disse guder eller deres præster åbent trodsede Jehova, blev de ydmyget. (1Sa 5:1-5; Da 2:2, 7-12, 29, 30; 5:15) I mange tilfælde blev deres præster og profeter endog dræbt. (1Kg 18:40; 2Kg 10:19, 25-28; 11:18; 2Kr 23:17) Eftersom Jehova ikke anerkendte noget andet præstedømme end Arons mens Lovpagten var i kraft, kan man heraf udlede at man i dag kun kan nærme sig Gud gennem det som Arons embede var et forbillede på, nemlig præstedømmet tilhørende Jesus Kristus, han der også er den store ypperstepræst på Melkizedeks måde. (Apg 4:12; He 4:14; 1Jo 2:1, 2) Sande tilbedere af Gud må tage afstand fra ethvert præsteskab der modstår denne af Gud udnævnte konge og præst og hans underpræster. — 5Mo 18:18, 19; Apg 3:22, 23; Åb 18:4, 24; se YPPERSTEPRÆST.