Under Moseloven kunne der idømmes pryglestraf, som blev eksekveret ved slag med en stok eller en kæp. Når dommerne afgjorde hvor mange slag der skulle tildeles, måtte de tage forbrydelsens art, motivet, omstændighederne og andre forhold i betragtning. Om fuldbyrdelsen af straffen hed det: „Hvis den ugudelige skal have prygl, så skal dommeren lade ham lægge sig fladt ned og lade ham prygle foran sig med det antal slag der svarer til hans ugudelige gerning.“ Straffen måtte ikke overstige 40 slag. (5Mo 25:2, 3) Begrundelsen for denne begrænsning var at flere slag ville vanære den pågældende i hans landsmænds øjne. Dette er et af eksemplerne på at Moseloven ikke tillod nogen grusom eller usædvanlig straf. Formålet med straffen var forbedring, ikke gengældelse, og den var ikke så hård som de straffe der var almindelige blandt andre folkeslag. Den der tildelte straffen, ville selv blive straffet hvis han gik ud over det tilladte antal slag. Derfor begrænsede jøderne antallet til 39, så de ikke af vanvare kom til at overskride grænsen og derved overtræde loven. — 2Kor 11:24.

En hebraisk trælleejer havde lov til at slå sin træl eller trælkvinde med en kæp hvis vedkommende var ulydig eller opsætsig. Men hvis trællen døde under slagene, skulle ejeren straffes. Hvis trællen imidlertid levede en dag eller to efter afstraffelsen, tydede det på at ejeren ikke havde haft i sinde at dræbe ham. Det var hans ret at tugte trællen, da det var „hans egne penge“, og det var ikke videre sandsynligt at en mand forsætligt ville ødelægge sine egne værdier så han led et tab. Hvis trællen først døde senere, var det et spørgsmål om døden skyldtes slagene eller havde en anden årsag. Hvis han forblev i live én eller to dage, ville ejeren derfor ikke blive straffet. — 2Mo 21:20, 21.

Hvis en mand anklagede sin kone for at have bedraget ham ved at erklære at hun var jomfru ved ægteskabets indgåelse uden at være det, og det viste sig at hans anklage var falsk, skulle byens ældste som dommere tugte ham og idømme ham en bøde fordi han havde bragt ondt rygte ud om en jomfru i Israel. Denne tugt kan have bestået i et bestemt antal stokkeslag. — 5Mo 22:13-19.

Bibelen understreger gentagne gange værdien af slag som disciplinær forholdsregel. Ordsprogene 20:30 viser at tugt kan trænge dybt ind og bevirke at den pågældende forbedrer sig. Der står: „Mærker og sår skurer det onde bort, og slag renser det indres lønkamre.“ Den der bliver tugtet, bør indse at han har handlet tåbeligt og bør forandre sig. (Ord 10:13; 19:29) Den der er virkelig vís, lader sig retlede af ord så det ikke bliver nødvendigt at slå ham.

Da alle mennesker er undfanget ’med synd’ og bragt til verden ’med brøde’ (Sl 51:5), siger Bibelen at forældremyndighedens kæp må tages i anvendelse. (Ord 22:15) Derved kan barnet måske undgå Guds mishag og døden. — Ord 23:13, 14.

Andre folkeslag brugte en strengere form for pryglestraf, og de nøjedes ikke med at tildele 40 slag. Israelitterne i Ægypten blev pryglet, uden tvivl meget brutalt, af deres arbejdsfogeder. (2Mo 5:14, 16; 2:11, 12)

Romerne afstraffede folk med stokkeslag efter at de havde revet yderklæderne af dem. (Apg 16:22, 23) Det græske ord der i Apostelgerninger 16:22 er gengivet med „skulle have stokkeslag“, er rhabdiʹzō, beslægtet med rhabʹdos, „stok, kæp, stav“. (Jf. 1Kor 4:21, Int.) Begge ord er beslægtede med rhabdouʹchos, der er gengivet med ’betjent’ i Apostelgerninger 16:35, 38 og bogstaveligt betyder „stavbærer“. — Jf. Int.

Jesus fortalte sine disciple at de for hans navns skyld ville blive pryglet i synagogerne. (Mr 13:9)  Denne profeti blev opfyldt adskillige gange. — Se PISK.

Da Paulus blev pryglet med stokke i Filippi, benyttede han det som en anledning til at forsvare den gode nyhed som han forkyndte. Han blev pryglet offentligt og kastet i fængsel; men da byens ledere erfarede at han var romersk borger, blev de meget bange, for de havde ikke alene pryglet en romersk borger, men havde også gjort det uden retssag og dom. Desuden var Paulus og Silas offentligt blevet fremstillet som forbrydere. Da lederne sendte bud til arrestforvareren om at løslade de to mænd, svarede Paulus derfor: „Offentligt, uden at vi var dømt, pryglede de os, som er romerske borgere, og de kastede os i fængsel; og nu jager de os hemmeligt ud? Bestemt nej! lad dem derimod selv komme og føre os ud.“ De måtte personligt komme og indrømme deres fejltagelse. „Betjentene meddelte så de øverste disse ord. De blev bange da de hørte at mændene var romere. Følgelig kom de og bønfaldt dem, og efter at have ført dem ud anmodede de dem om at tage bort fra byen.“ (Apg 16:22-40) Ved at komme personligt viste byens ledere offentligt at Paulus og Silas ikke havde handlet ulovligt, og det blev således fastslået at forkyndelsen af den gode nyhed ikke var i strid med loven. Paulus handlede på denne måde for ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’. — Flp 1:7.

Brugt billedligt. Da Jehova indgik en pagt med David om et rige, sagde han til ham at tronen ville blive grundfæstet i hans slægt, men at hvis hans dynasti eller nogen af hans efterkommere gjorde noget som var uret, ville han „retlede ham med menneskers kæp og menneskesønners slag“. (2Sa 7:14; Sl 89:32) Dette skete da Jehova tillod de hedenske nationers konger at besejre Judas konger, især da kong Nebukadnezar af Babylon afsatte Zedekias fra tronen i Jerusalem. — Jer 52:1-11.