En taske eller pose brugt af både mænd og kvinder til opbevaring af guld, sølv, kobber, mønter eller lignende. Kvinder kunne have udsmykkede pengepunge eller håndtasker, der muligvis var aflange og runde. (Es 3:16, 22; 46:6; Mt 10:9) Pengepunge blev fremstillet af læder, vævede siv eller bomuld. Da de havde form som poser, blev de snøret sammen foroven med en læderrem eller et bånd. — Se POSE, SÆK; HYRDETASKE.

Det hebraiske ord kīs bruges om den pung som købmændene bar, og som uden tvivl var meget lig de punge der har været i brug i orientalske lande helt op til nyere tid. Efter disse senere typer at dømme var de sikkert lavet af vævet bomuld, smidige sivplanter eller skind. Købmænd eller handelsfolk brugte sådanne punge til opbevaring af de lodder hvormed de under en handel afvejede varer som korn eller et betalingsmiddel som guld eller sølv. Kīs omtales i Moselovens advarsel mod bedrageriske forretningsmetoder: „Du må ikke i din pung have to slags vægtlodder, et stort og et lille.“ (5Mo 25:13) Gennem en af sine profeter spurgte Jehova: „Kan jeg være ren med ugudeligheds vægtskåle og med en pung med svigefulde lodder?“ (Mik 6:11; Ord 16:11) Kīs kunne også være en „pung“ til penge eller værdigenstande. — Ord 1:13, 14; Es 46:6.

Man opbevarede også penge i et bælte (gr.: zōʹnē; Mt 10:9; Mr 6:8). Bæltet kunne enten have et hulrum til penge, eller hvis det var af stof, kunne det være lagt i folder og pengene være gemt i en fold.

I Johannes 12:6 og 13:29 siger den danske oversættelse af 1948 at Judas havde „pengepungen“; de fleste nyere oversættelser gengiver imidlertid det græske ord glōssoʹkomon med „kasse“ eller „pengekasse“. Ordet blev oprindelig brugt om et futteral hvori man opbevarede mundstykket til et blæseinstrument, men kom siden til at betegne en lille æske til et hvilket som helst formål, også til opbevaring af penge. Oversætterne af den græske Septuaginta brugte dette ord om den kiste der er nævnt i 2 Krønikebog 24:8, 10.

Da Jesus udsendte de 70 disciple i forkyndelsen, åbenbart i Judæa, sagde han at de ikke skulle tage pengepunge med. Dermed viste han at Jehova Gud ville sørge for dem gennem andre israelitter, der havde tradition for at vise gæstfrihed. (Lu 10:1, 4, 7) Kort tid før sin død rådede Jesus imidlertid apostlene til at have pengepunge  med sig fordi han vidste at hans disciple snart ville blive spredt og forfulgt. På grund af modstand fra myndighederne ville selv de der syntes godt om budskabet, måske være bange for at hjælpe dem. Inden længe skulle Jesu disciple desuden bringe budskabet om Riget til hedenske lande. De måtte derfor være rede til at sørge for sig selv i materiel henseende. — Lu 22:35, 36.

Ved at tilskynde sine disciple til at lave sig uforgængelige pengepunge og samle sig værdier i himmelen understregede Jesus at det åndelige har størst værdi. — Lu 12:33.