Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Put

Put

En af Kams sønner. (1Mo 10:6; 1Kr 1:8) Navnet Put forekommer flere steder i Bibelen, men ingen af hans efterkommere er nævnt ved navn. Hans efterkommere ydede ofte Ægypten militær støtte. (Jer 46:9; Ez 30:4-6; Na 3:9) De tjente som lejetropper i Tyrus’ hær og bidrog til at øge byens betydning. (Ez 27:3, 10) Desuden forudsiges det at Put vil være at finde blandt Gog fra Magogs styrker. — Ez 38:5.

Efter de foreliggende oplysninger at dømme er der en forbindelse mellem Put og libyerne i Nordafrika. I den græske Septuaginta og den latinske Vulgata er „Put“ tre steder gengivet med „libyere“ eller „Libyen“. (Jer 46:9; Ez 27:10; 38:5) Det hebraiske „Put“ har også stor lighed med de oldpersiske indskrifters put[i]ja (der sædvanligvis anses for at være Libyen). Ifølge Nahum 3:9 synes Put og luvīmʹ (libyerne) dog at være to forskellige folkeslag. Dette udelukker imidlertid ikke i sig selv at Put kan identificeres med libyerne. Begrebet „libyere“ var måske mere omfattende end det hebraiske luvīmʹ, hvilket Herodots omtale af „forskellige libyske folkeslag“ kunne tyde på. — Herodots historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, II, 32.

Af fonetiske grunde er man i dag almindeligvis gået bort fra at identificere Put med de ægyptiske inskriptioners „Punt“.