(Quiriʹnius).

En romersk landshøvding i Syrien på den tid da kejser Augustus gav befaling om den „indskrivning“ der førte til at Jesus blev født i Betlehem. (Lu 2:1, 2) Hans fulde navn var Publius Sulpicius Quirinius.

I Chronographus Anni CCCLIIII, en liste over romerske konsuler, forekommer navnet Quirinius i år 12 f.v.t. sammen med navnet Messala. (Chronica Minora, redigeret af T. Mommsen, München 1981, bd. I, s. 56) Den romerske historiker Tacitus giver denne korte skildring af Quirinius’ historie: „Han stammede fra staden Lanuvium; men som rask og ufortrøden krigsmand og ved den kraft og dygtighed, han havde vist i udførelsen af betroede ærinder, havde han under gud Augustus opnået konsulatet og siden, efter indtagelsen af Homonadernes borge i Kilikia, triumfens ærestegn, og . . . han var bleven sat til hovmæster for Cajus Cæsar, da denne stod i Armenia.“ (Tacitus’s Årbøger, på dansk ved O. A. Hovgård, København 1885, III, XLVIII) Han døde i år 21 e.v.t.

Tacitus omtaler ikke Quirinius’ forbindelse med Syrien. Den jødiske historiker Josefus oplyser at Quirinius blev sendt til Syrien som landshøvding samtidig med at Coponius blev udnævnt til romersk hersker over Judæa. Han fortæller: „Quirinius, en romersk senator, som var steget op gennem alle de offentlige embeder til stillingen som konsul, en mand som havde udmærket sig overordentligt på andre måder, ankom til Syrien, udsendt af kejseren til at være landshøvding over folket og til at beskatte deres ejendom. Coponius, en romersk ridder, blev udsendt sammen med ham, med fuld myndighed til at herske over jøderne.“ Josefus beretter videre at Quirinius kom til Judæa, som han også havde myndighed over, og befalede at der skulle foretages en beskatning dér. Det førte til stor uvilje og et mislykket forsøg på at gøre oprør, anført af „Judas fra Gaulanitis“. (Jewish Antiquities, XVIII, 1, 2, 3, 4 [i, 1]) Det er øjensynlig den opstand Lukas omtaler i Apostelgerninger 5:37. Ifølge Josefus’ beretning fandt den sted i „det syvogtredivte år efter kejserens sejr over Antonius ved Actium“. (Jewish Antiquities, XVIII, 26 [ii, 1]) Det tyder på at Quirinius var landshøvding i Syrien i år 6 e.v.t.

I mange år var det kun denne periode af Quirinius’ tid som landshøvding i Syrien der kunne bekræftes  af den verdslige historie. Men i 1764 fandt man i Rom en inskription som går under betegnelsen Lapis Tiburtinus. Den indeholder ikke Quirinius’ navn, men andre oplysninger som de fleste lærde mener kun kan passe på ham. (Corpus Inscriptionum Latinarum, redigeret af H. Dessau, Berlin 1887, bd. 14, s. 397, nr. 3613) Den oplyser at han, da han kom til Syrien, blev landshøvding (eller legat) for ’anden gang’. På grundlag af inskriptioner der er fundet i Antiochia, og som indeholder Quirinius’ navn, mener mange historikere at Quirinius også har været landshøvding i Syrien i en periode før vor tidsregning.

De ved dog ikke med sikkerhed hvor Quirinius passer ind i rækken af de landshøvdinger i Syrien som historien omtaler. Josefus nævner Quintilius Varus som landshøvding i Syrien omkring og efter Herodes den Stores død. (Jewish Antiquities, XVII, 89 [v, 2]; XVII, 221 [ix, 3]) Tacitus omtaler også Varus som landshøvding i tiden omkring Herodes’ død. (Tacitus’s Historiebøger, V, IX) Josefus siger at Varus’ forgænger var Saturninus (C. Sentius Saturninus).

I betragtning af de vidnesbyrd der peger på at Quirinius har tjent som landshøvding i en tidligere periode, anslår mange forskere at denne første periode kan have været i årene 3-2 f.v.t. Disse årstal stemmer med den bibelske beretning, men det grundlag historikerne bygger dette på, er forkert. De opfører Quirinius som landshøvding i denne periode fordi de placerer hans periode efter Varus’, og således efter Herodes den Stores død, som de fejlagtigt fastsætter til år 4 f.v.t. (Se KRONOLOGI; HERODES, 1 [Tidspunktet for Herodes’ død].) (Ud fra den ubeviste antagelse at Herodes døde i år 4 f.v.t., anslår de at Varus var landshøvding fra år 6 til år 4 f.v.t.; dette beror dog kun på en formodning, idet Josefus ikke opgiver noget årstal for hvornår Varus begyndte og afsluttede sin tid som landshøvding.) Hvad Jesu fødsel angår, peger det bedste vidnesbyrd på år 2 f.v.t. Quirinius’ embedsperiode som landshøvding må derfor have indbefattet dette år eller noget af det.

Nogle forskere gør opmærksom på at det ord Lukas bruger, og som sædvanligvis oversættes med „landshøvding“ eller „statholder“, er hēgemōnʹ. Dette græske ord bruges om romerske legater, prokuratorer og prokonsuler, og dets grundbetydning er „anfører“ eller „leder“. Nogle mener derfor at Quirinius, på det tidspunkt Lukas omtaler som den „første indskrivning“, har beklædt embedet som kejserens særlige udsending eller legat i Syrien, med usædvanlig store beføjelser. Noget der også kan medvirke til at kaste lys over sagen, er Josefus’ tydelige omtale af et dobbeltherredømme i Syrien. Han taler i sin beretning om to personer, Saturninus og Volumnius, der tjente samtidig som „landshøvdinger i Syrien“. (Jewish Antiquities, XVI, 277, 280 [ix, 1]; XVI, 344 [x, 8]) Hvis Josefus har ret i sin omtale af Saturninus og Varus som to på hinanden følgende guvernører i Syrien, er det muligt at Quirinius tjente samtidig enten med Saturninus (sådan som Volumnius havde gjort) eller med Varus forud for Herodes’ død (der sandsynligvis fandt sted i år 1 f.v.t.). The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge anlægger dette synspunkt: „Quirinius havde nøjagtig samme stilling i forhold til Varus, landshøvdingen i Syrien, som Vespasian senere havde i forhold til Mucianus. Vespasian førte krigen i Palæstina mens Mucianus var landshøvding i Syrien; og Vespasian var legatus Augusti, idet han havde nøjagtig samme titel og formelle rang som Mucianus.“ — 1957, bd. IX, s. 375, 376.

En inskription fundet i Venedig (Lapis Venetus) omtaler en folketælling der blev afholdt af Quirinius i Syrien. Den giver dog ikke mulighed for at fastslå om den fandt sted i hans første eller anden periode som landshøvding. — Corpus Inscriptionum Latinarum, redigeret af T. Mommsen, O. Hirschfeld og A. Domaszewski, 1902, bd. 3, s. 1222, nr. 6687.

Lukas er kendt for sin nøjagtighed hvad angår historiske oplysninger, og der er således god grund til at anerkende hans omtale af Quirinius som landshøvding i Syrien omkring tidspunktet for Jesu fødsel som historisk korrekt. Man må ikke glemme at Josefus, der i realiteten er den eneste anden kilde vi har her, først blev født i år 37 e.v.t., altså næsten fire årtier efter Jesu fødsel. Lukas, derimod, var allerede læge og rejste rundt med apostelen Paulus omkring år 49 e.v.t., mens Josefus kun var en dreng på 12 år. Af disse to er Lukas derfor, alene ud fra almindelige forudsætninger, den bedste kilde til pålidelige oplysninger om hvem der var landshøvding i Syrien umiddelbart før Jesu fødsel. Justinus Martyr, der var født i Palæstina og levede i det 2. århundrede e.v.t., henviste til de romerske optegnelser som bevis på at Lukas var nøjagtig i sin omtale af Quirinius som landshøvding da Jesus blev født. (A Catholic Commentary on Holy Scripture, redigeret af B. Orchard, 1953, s. 943) Der er ingen vidnesbyrd om at Lukas’ beretning nogen sinde er blevet draget i tvivl af oldtidens historikere, ikke engang af kristendommens første kritikere, som for eksempel Celsus.