Den almindelige gengivelse af det hebraiske navneord paʹchadh (af udsagnsordet pachadhʹ), der har grundbetydningen ’noget der forårsager bæven’. (Jf. Mik 7:17.) Udsagnsordet quts er nogle steder gengivet med „nære dyb rædsel“ (2Mo 1:12; 4Mo 22:3; Es 7:16) og andre steder med „føle lede“. (Se AFSKY.) Vendingen „det der vækker rædsel om natten“ sigter til noget man har grund til at frygte ved nattetide, som for eksempel røveriske overfald eller rovdyrs angreb. — Høj 3:8.

Jakob omtalte den Almægtige som „sin fader Isaks Rædsel“, det vil sige den som Isak betragtede med ærefrygt eller med frygt for at mishage Ham. At Jakob selv nærede den samme ærefrygt, fremgår af at han svor en ed „ved sin fader Isaks Rædsel“. — 1Mo 31:42, 53.

Hvis man vil tjene Jehova, er det vigtigt at man nærer en sund rædsel for ham, sådan at man afskyr det han misbilliger. Det var en sådan rædsel der gjorde det muligt for Job at være uangribelig og retskaffen. (Job 1:1; 23:15; 31:23) Den samme rædsel bevirkede at salmisten kunne fortsætte med at vandre med Gud selv om han blev forfulgt af fyrster. (Sl 119:120, 161) Josafat tilskyndede de dommere han indsatte, til at nære denne rædsel, så de kunne være upartiske og afsige retfærdige domme. — 2Kr 19:5-7.

Jehova beskytter og bevarer sit folk. Der er derfor ingen grund til at frygte mennesker, at nære dyb rædsel for hvad de kan finde på, så man giver efter for deres uretmæssige krav. (Sl 27:1; 78:53; 91:2-5; Es 12:2) Det vil dog ikke sige at Guds tjenere forskånes for lidelser i denne tingenes ordning. Det kan ske at de kommer i en ufordelagtig, ulykkelig situation; og vantro mennesker — som ikke forstår at Jehova stadig har omsorg for sine tjenere — vil måske undgå dem af frygt eller rædsel for at komme til at dele deres tilsyneladende håbløse lod. (Sl 31:11) Men Jehova svigter dem ikke. — Sl 27:10; 94:14.

De ugudelige fortsætter ad deres onde vej fordi de ikke nærer nogen rædsel for Gud. (Sl 36:1-4) Men de undgår ikke den rædsel der følger med ulykken som rammer dem fordi de ignorerer visdommen fra Gud. — Ord 1:26, 27.

Da Jehova unddrog de troløse israelitter sin beskyttelse, følte de rædsel dag og nat og var ikke længere sikre på deres liv. De kunne ikke undslippe ulykken. (5Mo 28:66, 67; Es 24:17-20; 33:14; Jer 30:5; Kl 3:47) De trofaste, der handler efter visdommen fra Gud og altid nærer ærefrygt for Skaberen, vil ikke erfare denne rædsel. — Ord 1:33; 3:24, 25; 28:14.

Manifestationer af Jehovas gunst, støtte eller uforlignelige magt kan fylde iagttagerne med rædsel. (2Kr 17:10; Sl 53:5; 105:38; Es 19:16, 17; Jer 33:9) Med Guds hjælp vandt israelitterne for eksempel bemærkelsesværdige og frygtindgydende sejre over deres fjender (5Mo 11:25; 1Kr 14:17; 2Kr 14:12-14; 20:29), og på Esters og Mordokajs tid spredte den uventede vending som begivenhederne tog til gunst for jøderne, rædsel blandt deres fjender. (Est 8:17; 9:2, 3) At nogle fik mod og kraft fra Gud, kunne også skabe en sund rædsel forbundet med lydighed. Da kong Saul rettede en magtfuld appel til israelitterne om at være med til at forsvare Jabesj i Gilead, „faldt der en Jehovas rædsel“ over dem, og de „drog ud alle som én“. — 1Sa 11:7.

Eftersom Jehova havde forudsagt at Kyros ville indtage Babylon, havde israelitterne ingen grund til at nære rædsel for denne skelsættende begivenhed. For dem ville byens fald tværtimod betyde befrielse for rædselen for babyloniernes forbitrelse. Men de der lavede gudebilleder, ville blive rædselsslagne, for ingen af de menneskegjorte guder ville kunne løfte en finger for at redde Babylon. — Es 44:8-11, 24-28; 51:12, 13.