Det hav der adskiller det nordøstlige Afrika fra Den Arabiske Halvø; det indbefatter de to arme der kaldes henholdsvis Suezbugten og Aqababugten. Som navnet bruges i dag, har Det Røde Hav en længde på ca. 2250 km, en maksimal bredde på 354 km og en gennemsnitsdybde på omkring 610 m. Det er en del af den store gravsænkning der kaldes Rift Valley. På grund af den stærke fordampning er vandet temmelig salt. Kraftige vinde, hurtigt skiftende vindretninger og store rev udgør en fare for sejladsen på Det Røde Hav. Langs østkysten er der høje bjergkæder, og langs vestkysten klippefyldte højsletter og lave højdedrag.

Der er god grund til at mene at det hebraiske udtryk der gengives med „Det Røde Hav“, enten sigter til Det Røde Hav som helhed eller til en af dets nordlige arme. (2Mo 10:19; 13:18; 4Mo 33:10, 11; Dom 11:16; Apg 7:36) Det var Det Røde Havs vande Jehova mirakuløst delte for at lade israelitterne gå over på tør bund, mens Farao og hans hærstyrker druknede da de satte efter dem. (2Mo 14:21–15:22; 5Mo 11:4; Jos 2:10; 4:23; 24:6; Ne 9:9; Sl 106:7, 9, 22; 136:13, 15) I de passager hvor denne begivenhed omtales, bruges det hebraiske ord jam (hav) eller jam-sufʹ (siv- eller rørhav). Ud fra den ordrette betydning af jam-sufʹ har nogle forskere hævdet at israelitterne blot krydsede et sumpet område, for eksempel Bittersø-området, og ikke Det Røde Hav (den vestlige arm, Suezbugten, hvor andre mener at overgangen fandt sted). Det skal imidlertid bemærkes at vandet var dybt nok til at overskylle Faraos hærstyrke. (2Mo 14:28, 29) Det ville ikke have været tilfældet i en sump. Apostelgerninger 7:36 og Hebræerne 11:29 udelukker også at der blot var tale om et sumpområde, for disse skriftsteder omtaler samme begivenhed og bruger det græske udtryk erythraʹ thaʹlassa, der betyder „Røde Hav“. (Se UDGANGEN AF ÆGYPTEN.) Historikeren Herodot (5. årh. f.v.t.) brugte det samme græske udtryk, ikke om en sump eller en ubetydelig vandsamling, men om Det Indiske Ocean, hvortil Det Røde Hav hører. — A Greek-English Lexicon af H. G. Liddell og R. Scott, revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 693; se PI-HAKIROT.

I forkyndelsen af en dom der skulle ramme Edom, hedder det at skriget over Edoms ulykke ville høres endog ved Det Røde Hav. (Jer 49:21) Det er forståeligt, da den sydligste del af Edoms område grænsede til Det Røde Hav (1Kg 9:26), det vil sige havets nordøstlige arm, Aqababugten. Israels grænse gik også til dette punkt. — 2Mo 23:31.