Et folk eller en stamme af høje mennesker. Der råder usikkerhed med hensyn til navnets betydning og oprindelse. De blev sandsynligvis kaldt refaitter fordi de var efterkommere af en mand der hed Rafa. I 2 Samuel 21:16 er „refaitternes“ en gengivelse af haRafahʹ (forstavelsen ha er den bestemte artikel), idet faderens navn øjensynlig er brugt som navn for hele slægten af kæmper. — Se NV, fdn.

Det lader til at refaitterne tidligt i historien boede øst for Det Døde Hav. Moabitterne, som fordrev dem, kaldte dem emitter („skrækindjagende skabninger“). Ammonitterne kaldte dem zamzummitter (muligvis af en rod der betyder „at have i sinde; pønse på“). (5Mo 2:10 (fdn.), 11, 19, 20) Da kong Kedorlaomer af Elam drog vestpå for at undertvinge fem oprørske konger nær ved Det Døde Hav (og tog Lot til fange), besejrede han refaitterne i Asjterot-Karnajim. (1Mo 14:1, 5) Det vil sige at refaitterne på det tidspunkt boede i Basan øst for Jordan. Kort efter dette sagde Gud at han ville give Abrahams efterkommere det forjættede land, hvortil hørte det område hvor refaitterne boede. — 1Mo 15:18-20.

Over 400 år senere, lige før Israel gik ind i Kana’an, blev „Refaitternes Land“ stadig identificeret med Basan. Dér besejrede israelitterne kong Og af Basan (5Mo 3:3, 11, 13; Jos 12:4; 13:12), som var den eneste der „var tilbage af dem der var levnet af refaitterne“. Det er uvist om det vil sige at han var den sidste af refaitternes konger, eller at han var den sidste af refaitterne i det område, for kort efter meldes der om refaitter vest for Jordan.

I det forjættede land havde israelitterne vanskeligheder med refaitterne, for nogle af dem blev ufortrødent boende i skovene i Efraims bjergland. Josefs sønner var bange for at fordrive dem. (Jos 17:14-18) Da David kæmpede mod filistrene, dræbte han og hans tjenere fire mænd som „nedstammede fra refaitterne i Gat“. En af dem beskrives som „en mand af usædvanlig størrelse, med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, i alt fireogtyve“. Beskrivelsen af deres rustning tyder på at de alle var store af vækst. En af dem hed Lahmi og var „gittitten Goliats broder“. (1Kr 20:4-8) Denne Goliat, som David dræbte, var seks alen og et spand (ca. 2,9 m) høj. (1Sa 17:4-7) I 2 Samuel 21:16-22 står der „Goliat“ i stedet for — som i 1 Krønikebog 20:5 — „Goliats broder“. Dette kunne tyde på at der var to som hed Goliat. — Se GOLIAT.

 Det hebraiske ord refa’īmʹ bruges også i en anden betydning i Bibelen. Nogle steder er det tydeligt at det ikke står som navnet på et folk, men er brugt om de døde. Nogle forskere forbinder det med en verbalrod der betyder „at blive slap; at lade synke“, og drager derfor den slutning at det betyder „de sunkne“ eller „de kraftesløse“. I skriftsteder hvor det har denne betydning, er det i Ny Verden-Oversættelsen gengivet med „de livløse“. Andre oversættelser (som fx DA92) siger „dødningene“. — Job 26:5; Sl 88:10 (11); Ord 2:18; 9:18; 21:16; Es 14:9; 26:14, 19.