(Rehaʹbeam) [udvid folket; gør folket rummeligt].

Søn af Salomon og dennes ammonitiske hustru, Na’ama. Han efterfulgte sin fader på tronen i 997 f.v.t. i en alder af 41 år, og regerede i 17 år. (1Kg 14:21; 1Kr 3:10; 2Kr 9:31) Rehabeam blev den sidste konge i det samlede rige og blev derefter den første konge i det sydlige rige, tostammeriget Juda og Benjamin, for kort efter at hele Israel havde kronet ham i Sikem, blev det forenede rige som David og Salomon havde hersket over, delt. Ti af stammerne holdt op med at støtte Rehabeam og gjorde Jeroboam til deres konge, sådan som Jehova havde forudsagt ved profeten Ahija. — 1Kg 11:29-31; 12:1; 2Kr 10:1.

Delingen fandt sted efter at en delegation af folket, med Jeroboam som talsmand, havde anmodet Rehabeam om at lette de undertrykkende byrder som Salomon havde pålagt dem. Rehabeam overvejede sagen. Først rådførte han sig med de ældre mænd, som rådede ham til at høre på folket og lette dets byrder, hvorved han ville optræde som en vís konge og blive elsket af folket. Men Rehabeam vragede deres velovervejede forslag og søgte råd hos de yngre, som han var vokset op sammen med. De sagde til ham at han så at sige skulle gøre sin lillefinger tykkere end sin faders hofter ved at lægge et tungere åg på folket og tugte det med skorpionsvøber i stedet for med pisk. — 1Kg 12:2-15; 2Kr 10:3-15; 13:6, 7.

 Med denne hovne, arrogante indstilling stødte Rehabeam det meste af folket fra sig. De eneste stammer der fortsatte med at støtte Davids hus, var Juda og Benjamin, foruden præsterne og levitterne i begge riger. Enkeltpersoner fra de ti stammer forblev også trofaste mod Davids hus. — 1Kg 12:16, 17; 2Kr 10:16, 17; 11:13, 14, 16.

Da Rehabeam og Adoram (Hadoram), der var sat over tvangsarbejderne, tog ind i separatisternes område, blev Adoram stenet til døde, mens Rehabeam undslap med livet i behold. (1Kg 12:18; 2Kr 10:18) Rehabeam mønstrede da en hær på 180.000 mand fra Juda og Benjamin, besluttet på at undertvinge de ti stammer. Men gennem profeten Sjemaja forbød Jehova dem at kæmpe mod deres brødre, da det var Gud selv der havde besluttet at riget skulle deles. Således undgik man åben krig på slagmarken, men fjendtlighederne mellem de to fraktioner fortsatte så længe Rehabeam levede. — 1Kg 12:19-24; 15:6; 2Kr 10:19; 11:1-4.

I nogen tid holdt Rehabeam sig ret nær til Jehovas lov, og tidligt under sin regering byggede og befæstede han et antal byer og anbragte fødevaredepoter i nogle af dem. (2Kr 11:5-12, 17) Men da hans kongedømme var grundfæstet, forlod han Jehova og førte Juda ud i afskyelig sexdyrkelse, måske på grund af ammonitisk indflydelse fra sin familie på mødrene side. (1Kg 14:22-24; 2Kr 12:1) Dette vakte Jehovas vrede og resulterede i at han oprejste ægypterkongen Sjisjak, der sammen med sine forbundsfæller oversvømmede landet og indtog en række judæiske byer i kong Rehabeams femte regeringsår. Havde Rehabeam og hans fyrster ikke ydmyget sig, var heller ikke Jerusalem gået fri. Men skattene fra templet og fra kongens hus, deriblandt guldskjoldene som Salomon havde lavet, blev taget som bytte. Rehabeam lavede da kobberskjolde i stedet for. — 1Kg 14:25-28; 2Kr 12:2-12.

Rehabeam tog sig efterhånden 18 hustruer, deriblandt Mahalat, Davids sønnedatter, og Ma’aka, Davids søn Absaloms datterdatter. Ma’aka var hans yndlingshustru og blev moder til Abija (Abijam), den af hans 28 sønner der blev gjort til tronarving. Foruden disse havde Rehabeam 60 medhustruer og fik 60 døtre. — 2Kr 11:18-22.

Før sin død som 58-årig og Abijas tronbestigelse i 980 f.v.t. gav Rehabeam sine øvrige sønner mange gaver, formentlig for at undgå at de efter hans død gjorde oprør mod Abija. (1Kg 14:31; 2Kr 11:23; 12:16) Som helhed kan Rehabeams liv bedst beskrives med denne kommentar: „Han gjorde hvad der var ondt, for han havde ikke i sit hjerte taget et fast standpunkt for at søge Jehova.“ — 2Kr 12:14.