En særlig anerkendelse, agtelse eller ærbødighed som vises en person på grund af vedkommendes egenskaber, bedrifter, stilling eller myndighed. At vise respekt vil sige at „ære“. Der er flere forskellige ord på grundsprogene som indeholder tanken om at vise ære og respekt, eller sund frygt, for andre. — Se FRYGT; ÆRE.

For Jehova og dem der repræsenterer ham. Som Skaberen er Jehova Gud værdig til at modtage den største ære af alle sine fornuftbegavede skabninger. (Åb 4:11) At man viser ham en sådan ære, indebærer at man adlyder ham af kærlighed til ham og af taknemmelighed for alt hvad han har gjort for en. (Mal 1:6; 1Jo 5:3) Det indebærer også at man bruger sine midler til fremme af den sande tilbedelse. — Ord 3:9.

Den der tager noget som tilkommer Skaberen, viser manglende respekt for det der er helligt. Det gjorde for eksempel Hofni og Pinehas, ypperstepræsten Elis sønner. De tog det bedste af alt hvad der blev ofret til Jehova. Og ved ikke at gribe ind med fast hånd over for dem ærede Eli sine sønner mere end han ærede Jehova. — 1Sa 2:12-17, 27-29.

Mens mennesker kan ære Jehova Gud ved at adlyde ham og fremme den sande tilbedelse, ærer Gud mennesker ved at velsigne og belønne dem. (1Sa 2:30) Kong David, der tjente Jehova trofast og ønskede at bygge et tempel til at huse pagtens ark, blev æret eller belønnet med en pagt om et rige. — 2Sa 7:1-16; 1Kr 17:1-14.

Som Jehovas talsmænd fortjente profeterne, især Guds søn Jesus Kristus, respekt. Men i stedet for at vise dem en sådan respekt spottede og mishandlede israelitterne dem, ja de slog endda nogle af dem ihjel. Deres manglende respekt for Jehovas sendebud nåede et højdepunkt da de dræbte hans søn. Af den grund lod Jehova de romerske hære fuldbyrde hans hævn over det troløse Jerusalem i år 70. — Mt 21:33-44; Mr 12:1-9; Lu 20:9-16; jf. Joh 5:23.

I den kristne menighed. De der havde fået det særlige ansvar at undervise i den kristne menighed, fortjente at deres trosfæller støttede dem og samarbejdede med dem. (He 13:7, 17) De var  „værdige til dobbelt ære“, hvilket indbefattede frivillig materiel støtte på grund af deres store arbejde til gavn for menigheden. — 1Ti 5:17, 18; se ÆLDSTE.

Alle kristne havde imidlertid krav på at blive æret af deres medtroende. Apostelen Paulus gav dette råd: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Ro 12:10) Da den kristne kun alt for godt kender sine egne svagheder og ufuldkommenheder, gør han rigtigt i at agte andre højere end sig selv og at ære dem eller sætte stor pris på dem på grund af deres trofaste arbejde. (Flp 2:1-4) Trængende enker som havde gjort en fortjenstfuld indsats, blev æret ved at menigheden støttede dem materielt. — 1Ti 5:3, 9, 10.

I familien. Hustruen bør vise sund frygt, eller dyb respekt, for sin mand som familiens overhoved. (Ef 5:33) Dette stemmer med den særlige stilling som manden har fået i Guds ordning. Det var ikke kvinden, men manden der blev skabt først, og han er „Guds billede og herlighed“. (1Kor 11:7-9; 1Ti 2:11-13) Sara var et godt eksempel med hensyn til at vise dyb respekt for sin mand. Hendes respekt kom fra hjertet, for hun kaldte sin mand „herre“, ikke blot når andre hørte det, men „indvendig“. — 1Pe 3:1, 2, 5, 6; jf. 1Mo 18:12.

På den anden side får ægtemænd denne tilskyndelse: „I mænd skal på samme måde leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er.“ (1Pe 3:7) Salvede kristne ægtemænd skulle altså tænke på at deres hustruer, ligesom de selv, var Kristi medarvinger (jf. Ro 8:17; Ga 3:28), og at de skulle behandles på en ærefuld måde da de havde mindre styrke end mænd.

I forholdet til børnene repræsenterer forældrene Gud idet de er bemyndiget til at oplære, tugte og lede dem. Derfor skylder børnene dem ære, eller respekt. (2Mo 20:12; Ef 6:1-3; He 12:9) Det vil ikke blot sige at et barn skal adlyde og agte sine forældre, men også at det, om nødvendigt, skal tage sig kærligt af dem i deres alderdom. (Jf. Mt 15:4-6.) I den kristne menighed blev én der ikke sørgede for sine gamle og nødlidende forældre, anset for værre end én uden tro. (1Ti 5:8) Som apostelen Paulus skrev til Timoteus, var det ikke menighedens opgave at sørge for enker der havde børn eller børnebørn som kunne yde dem materiel hjælp. — 1Ti 5:4.

For herskere og andre. Mænd som beklæder høje regeringsembeder, har også krav på ære, eller respekt. En kristen viser dem denne respekt, ikke for at opnå fordele, men fordi det er Guds vilje. Nogle af disse embedsmænd kan være korrupte. (Jf. Lu 18:2-6; Apg 24:24-27.) Alligevel må man vise dem respekt, ikke på grund af deres person, men på grund af den ansvarsfulde stilling de beklæder. (Ro 13:1, 2, 7; 1Pe 2:13, 14) Trælle skulle også anse deres herrer for værdige til al ære og udføre deres tildelte arbejde så de ikke gav anledning til at Guds navn blev spottet. — 1Ti 6:1.

Når en kristen blev krævet til regnskab for sit håb, skulle han begrunde det „med mildhed og dyb respekt [ordr.: frygt]“. Selv når nogen stillede spørgsmål på en fornærmende måde, skulle han svare roligt og venligt og ikke reagere med vrede eller irritation. Uden at ligge under for menneskefrygt måtte han vise dyb respekt, det vil sige en sund frygt, som stod han over for Jehova Gud og Herren Jesus Kristus. (1Pe 3:14, 15, fdn.) Derved kunne den kristne efterligne englene, der, skønt de er større i styrke og magt, ikke fremfører spottende anklager. — 2Pe 2:11.