En vejledning der har til formål at overbevise en anden om at han har begået en fejl, for at hjælpe ham til at erkende sin forkerte handlemåde og rette den. I modsætning hertil er en irettesættelse en påtale af en forkert handling uden at fejlen blotlægges ved fremførelse af beviser. (Se IRETTESÆTTELSE.) Det hebraiske udsagnsord jakhachʹ (at retlede) er et juridisk udtryk som også gengives ’at kræve til regnskab’ (Es 37:4) og ’at afgøre en sag (sager)’. (Es 1:18; 2:4) Det tilsvarende græske ord er elegʹkhō. Begge ord indeholder ofte tanken om at bringe én til erkendelse af synd og opfordre vedkommende til at ændre sind. I den græske Septuaginta er jakhachʹ ofte oversat med elegʹkhō, og herom siger Theological Dictionary of the New Testament: „Det betegner den tugt og undervisning et menneske modtager fra Gud som følge af hans virksomhed som dommer. Det omfatter alle sider af undervisningen, fra det punkt hvor synderen overbevises om sin synd, til han tugtes og straffes, fra belæringen af den retfærdige gennem strenge prøver til ledelsen af ham gennem undervisning og formaning.“ — Redigeret af G. Kittel, 1964, bd. II, s. 473.

Hvornår der er behov for retledning. I Guds lov til Israel blev der sagt til personer som andre havde forsyndet sig imod: „Du må ikke hade din broder i dit hjerte. Du skal visselig retlede din landsmand, så du ikke kommer til at bære synd sammen med ham.“ (3Mo 19:17) En israelit måtte ikke lade vreden mod en broder der havde forsyndet sig mod ham, slå rod i sit hjerte. Han skulle retlede broderen i den hensigt at bringe ham på fode igen. Hvis dette moralske ansvar blev forsømt, kunne det medføre flere synder, og den der undlod at retlede sin landsmand, var medansvarlig for sådanne synder. — Jf. Mt 18:15.

Undertiden må ældste som menighedens repræsentanter retlede nogle der har begået alvorlige overtrædelser, og må måske endda gøre det i overværelse af andre der har kendskab til den forkerte adfærd. En sådan retledning er ikke forbeholdt dem der synes at være modtagelige for den. De ældste opfordres også til at „retlede dem som siger imod“ og ’med strenghed retlede de uregerlige og dem som fører tom tale’. — 1Ti 5:20; Tit 1:9, 10, 13.

Selv om retledning kan være til gavn for den der modtager den, værdsættes retlederens anstrengelser ikke altid. Ordsprogene 9:7, 8 giver derfor følgende advarsel: „Den der tugter en spotter henter sig vanære; og den der retleder en ugudelig — det er hans fejl. Retled ikke en spotter, for så vil han hade dig; retled den vise, og han vil elske dig.“

Den rette indstilling. Eftersom Bibelen er inspireret af Gud, vil al retledning der bygger på den, i virkeligheden være fra ham. (2Ti 3:16) Jehovas retledning er et udtryk for kærlighed, som man ikke bør afvise eller afsky. (Ord 3:11, 12) Af kærlighed til den kristne menigheds medlemmer sørger menighedens hoved, Jesus Kristus, for at der bliver givet nødvendig retledning gennem åndeligt kvalificerede mænd. (Åb 3:14, 19) De vise erkender at „tugten som retleder er livets vej“. — Ord 6:23.

Det syndige menneske er tilbøjeligt til at tage retledning ilde op og blive vred på den jordiske tjener hvorigennem den måske bliver givet. Men hvis man giver efter for denne tilbøjelighed, fornedres man til samme stade som fornuftløse dyr, der mangler moralsk dømmekraft. Som det inspirerede ordsprog siger: „Den der hader retledning er dum.“ (Ord 12:1) I modsætning hertil skrev salmisten David, som selv blev retledt flere gange: „Slår den retfærdige mig, er det loyal hengivenhed; og retleder han mig, er det olie for hovedet; den afviser mit hoved ikke.“ — Sl 141:5.