En overflod af materielle besiddelser; kan også bruges om åndelige egenskaber, tjenesteprivilegier og Guds godkendelse.

I Bibelen lægges der ikke vægt på at eje materiel rigdom, men på at have et godt forhold til Jehova Gud, et forhold der bevares ved at man til stadighed i tro gør Guds vilje. Kristus Jesus tilskyndede andre til at være ’rige hos Gud’ (Lu 12:21) og samle sig „værdier i himmelen“. (Mt 6:20; Lu 12:33) Den enkeltes gode gerninger bliver så at sige deponeret som et aktiv hos Skaberen og vil sikre den pågældende varige velsignelser. De der blev salvede disciple af Jesus Kristus, kunne se frem til „den herlige rigdom“ de skulle arve i himmelen (Ef 1:18), og under deres ’udlændighed’ på jorden var de rige på tro, kærlighed, godhed og andre af gudsfrygtens egenskaber. — Jf. Ga 5:22, 23; Jak 2:5; 1Pe 2:11, 12; 2Pe 1:5-8.

De velhavende patriarker. Trofaste tjenere for Jehova, som patriarkerne Abraham og Job, fik ikke til opgave at hjælpe folk uden for deres husstand til at antage den sande tilbedelse. Det ser derfor ud til at de hovedsagelig brugte deres tid til at sørge for deres respektive husstandes materielle og åndelige behov. Jehova velsignede deres flid, sådan at de efterhånden fik store kvæghjorde, mange tjenestefolk og meget guld og sølv. — 1Mo 12:16; 13:2; 14:14; 30:43; 32:10; Job 1:2, 3; 42:10-12.

Trods deres rigdom var disse mænd ikke materialister. De erkendte at deres materielle velstand skyldtes Jehovas velsignelse, og de var ikke begærlige efter rigdom. Efter at Abraham havde besejret fire allierede konger og taget alt det gods tilbage disse havde røvet i Sodoma, kunne han have forøget sin rigdom meget. Men han afslog Sodomas konges tilbud om at han kunne beholde byttet, idet han sagde: „Jeg løfter hermed min hånd til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Abram rig.’ Intet til mig!“ (1Mo 14:22-24) Da Job mistede alle sine husdyr og sine børn, udbrød han: „Jehova gav, og Jehova tog. Jehovas navn være velsignet.“ — Job 1:21.

Abraham, Job og andre viste at de kunne forvalte deres rigdomme. De var flittige og brugte deres materielle besiddelser på en god måde. Job var for eksempel altid rede til at hjælpe fattige og nødstedte. (Job 29:12-16) I betragtning af deres indstilling havde Jehova god grund til at beskytte dem mod at blive udbyttet af selviske og begærlige mennesker. — 1Mo 31:5-12; Job 1:10; Sl 105:14.

Lydighed kunne gøre Israel velstående. Ligesom det var tilfældet med de trofaste patriarker, afhang israelitternes materielle velstand af om de bevarede det rette forhold til Jehova Gud. Moses rådede dem indtrængende til at huske på at det var Jehova deres Gud der gav dem kraft til at skaffe sig velstand. (5Mo 8:18) Ja, det  var Jehova der gav sit pagtsfolk et land som arvelod. (4Mo 34:2-12) Han kunne også sørge for at de fik regn i rette tid og ikke led tab ved at høsten slog fejl eller landet blev invaderet af fjender. — 3Mo 26:4-7.

Det var Guds hensigt at Israel, hvis det var lydigt, skulle blive en velstående nation. Moses sagde: „Jehova vil åbne sit gode forrådshus, himmelen, for dig, for at give regn over dit land til tiden og velsigne alt hvad din hånd gør; og du skal låne ud til mange nationer, men selv skal du ikke låne. Og Jehova skal sætte dig til hoved og ikke til hale; og du skal udelukkende være oppe og ikke nede, fordi du adlyder Jehova din Guds bud.“ (5Mo 28:12, 13) Israelitternes velstand ville have æret Jehova, da den for de omboende folkeslag ville have været et magtfuldt bevis på at han kunne gøre sit folk rigt (1Sa 2:7), og at den lov han havde givet det, var uovertruffen med hensyn til at sikre den enkeltes velfærd.

At Israels velstand fik andre til at lovprise Jehova, fremgår af beretningen om kong Salomon. Da han i begyndelsen af sin regeringstid fik mulighed for at bede Jehova om hvad han ville, bad han ikke om rigdom, men om visdom og lærdom så han kunne dømme folket. Jehova opfyldte hans ønske og gav ham tillige „rigdom, jordisk gods og ære“. (2Kr 1:7-12; 9:22-27) Som følge af dette blev rygtet om Salomons visdom og velstand forbundet med Jehovas navn. Da dronningen af Saba hørte om Salomon i forbindelse med Jehova, kom hun langvejsfra for at se om rygtet om Salomons visdom og velstand talte sandt, og det hun fik at se, overbeviste hende om Jehovas kærlighed til Israel. (1Kg 10:1, 2) Hun sagde: „Sandt var det ord som jeg hørte i mit land om forholdene hos dig og om din visdom; men jeg troede ikke på ordene før jeg kom og så det med egne øjne. Og se, halvdelen er ikke blevet mig fortalt. Du har i visdom og velstand overgået rygtet som jeg hørte. Lykkelige er dine mænd; lykkelige dine tjenere her, som til stadighed står foran dig og hører din visdom! Velsignet være Jehova din Gud, som har fundet behag i dig og sat dig på Israels trone; fordi Jehova elsker Israel evindelig, har han indsat dig som konge til at øve ret og retfærdighed.“ — 1Kg 10:6-9.

Som en velstående nation havde israelitterne nok at spise og drikke (1Kg 4:20; Præ 5:18, 19), og deres rigdom beskyttede dem mod fattigdommens problemer. (Ord 10:15; Præ 7:12) Men selv om det var Jehovas vilje at israelitterne skulle nyde velstand på grund af deres flittige arbejde (jf. Ord 6:6-11; 20:13; 24:33, 34), sørgede han også for at de blev advaret om faren ved at glemme ham som kilden til deres velstand og begynde at stole på deres rigdom. (5Mo 8:7-17; Sl 49:6-9; Ord 11:4; 18:10, 11; Jer 9:23, 24) De blev mindet om at rigdom kun er noget midlertidigt (Ord 23:4, 5), at den ikke kan gives til Gud som en løsesum for at undgå døden (Sl 49:6, 7), og at den ikke længere har nogen værdi når man er død (Sl 49:16, 17; Præ 5:15). Det blev foreholdt dem at de ikke skulle tillægge rigdommen for stor betydning da det ville føre til bedrageriske handlinger og Jehovas mishag. (Ord 28:20; jf. Jer 5:26-28; 17:9-11.) De blev også tilskyndet til at ’ære Jehova med deres velstand’. — Ord 3:9.

At nationen var velstående, betød naturligvis ikke at hver enkelt indbygger var rig, eller at de der var mindrebemidlede, havde pådraget sig Guds mishag. Tid og tilfælde kunne kaste nogen ud i fattigdom. (Præ 9:11, 12) Døden kunne gøre nogle til enker og faderløse. Ulykke eller sygdom kunne midlertidigt eller for bestandig hindre en i at udføre det daglige arbejde. Israelitterne blev derfor tilskyndet til at være gavmilde med deres midler og hjælpe de fattige og nødstedte i deres midte. — 3Mo 25:35; 5Mo 15:7, 8; Sl 112:5, 9; Ord 19:17; se BARMHJERTIGHEDSGAVER; FATTIGDOM.

Rigdom blandt Jesu Kristi disciple. I modsætning til patriarkerne og Israels folk fik de der fulgte Jesus Kristus, befaling til at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mt 28:19, 20) Denne opgave krævede anvendelse af tid og kræfter som ellers kunne være brugt på materiel stræben. Af den grund kunne en der blev ved med at hænge ved sin rigdom i stedet for at frigøre sig så meget at han kunne ofre tid og midler på at gøre disciple, ikke være en Jesu discipel med udsigt til liv i himmelen. Derfor sagde Guds søn: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige! Ja, det er lettere for en kamel at komme igennem en synåls øje end for en rig at komme ind i Guds rige.“ (Lu 18:24, 25) Denne udtalelse skyldtes en rig ung leders reaktion på Jesu opfordring: „Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“ (Lu 18:22, 23) Denne rige unge leder var forpligtet til at hjælpe sine nødstedte landsmænd. (Ord 14:21; 28:27; Es 58:6, 7; Ez 18:7-9) Men han var ikke villig til at give afkald på sine materielle besiddelser, at bruge dem til gavn for andre og hellige sig den opgave at følge Jesus Kristus — og det hindrede ham i at få adgang til himlenes rige.

Kristi disciple skulle dog heller ikke give sig til at leve i fattigdom så de måtte understøttes af andre. De skulle slide i det så de kunne forsørge sig selv og deres familie og desuden ’have noget  at dele ud af til den som var i nød’. (Ef 4:28; 1Ts 4:10-12; 2Ts 3:10-12; 1Ti 5:8) De skulle være tilfredse med føde og klæder og ikke stræbe efter at blive rige. Enhver som gjorde materiel stræben til det vigtigste i livet, var i fare for at blive indviklet i uærlige foretagender og at miste troen ved at forsømme det åndelige. Dette skete for nogle, som det fremgår af Paulus’ ord til Timoteus: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1Ti 6:9, 10.

Det Jesus sagde til den rige unge leder, betyder naturligvis ikke at en kristen ikke kan være materielt rig. I det 1. århundrede fandtes der for eksempel velstående kristne i menigheden i Efesus. Apostelen Paulus sagde ikke at Timoteus skulle råde disse rige kristne til at skille sig af med alle deres materielle midler, men skrev: „Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ (1Ti 6:17-19) Disse velhavende kristne skulle altså passe på deres indstilling, ikke lægge for stor vægt på det materielle, men gavmildt bruge deres midler til gavn for andre.

Mammon. Ved det græske ord mamōnasʹ (eller det tilsvarende danske ord „mammon“) forstås i almindelighed penge eller rigdom. (Mt 6:24; Lu 16:9, 11, 13; sml. DA92 og NV.) Intet tyder på at det nogen sinde har været brugt som navnet på en bestemt guddom. Jesus brugte ordet da han påpegede at man ikke kan være Guds træl samtidig med at man træller for Rigdom som for en herre. (Mt 6:24) Han tilskyndede sine tilhørere: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom, så at de, når den svigter, kan tage imod jer i de evige boliger.“ (Lu 16:9) Da materiel rigdom eller ønsket derom kan føre til lovløse handlinger, kan den i modsætning til åndelig rigdom betegnes som ’uretfærdig rigdom’. Desuden er materiel rigdom, især penge, underlagt „kejserens“ kontrol, da det er ham der sætter pengene i omløb og fastsætter deres værdi. En sådan rigdom er forgængelig, og man kan lide tab på grund af økonomisk ustabilitet eller andre forhold. Hvis man er materielt rig, skal man derfor ikke sætte sin lid til rigdommen eller, som verden i almindelighed, bruge den til selviske formål, for eksempel til at skaffe sig endnu større rigdom. (1Kor 7:31) Man bør hellere være ivrig efter at blive venner med dem der ejer „de evige boliger“.

„De evige boliger“ ejes af Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus. (Jf. Joh 6:37-40, 44.) De der ikke bruger deres „uretfærdige rigdom“ rigtigt (for eksempel til gavn for nødstedte og til fremme af den gode nyhed; Ga 2:10; Flp 4:15), kan aldrig blive venner af Gud og Kristus Jesus. Deres troløse brug af den uretfærdige rigdom vil vise at de ikke er egnede til at få den åndelige rigdom betroet. (Lu 16:10-12) Sådanne mennesker kan aldrig blive gode husholdere over Guds ufortjente godhed og uddele åndelige rigdomme til andre. — 1Pe 4:10, 11.