Den fordums lille by i Latium der siden blev regeringssæde i bibelhistoriens største verdensrige; i dag Italiens hovedstad. Rom ligger på begge sider af Tiberen, ca. 25 km fra kysten, omtrent midt på den vestlige side af den 1100 km lange italienske halvø.

Hvornår og af hvem Rom blev grundlagt, er hyllet i myter og legender. Ifølge overleveringen blev byen grundlagt i 753 f.v.t. af Romulus, som var dens første konge, men grave og andre vidnesbyrd tyder på at stedet har været beboet langt tidligere.

De første kendte bebyggelser blev opført på syv høje på Tiberens østbred. Ifølge overleveringen lå de ældste bebyggelser på Palatinerhøjen. De øvrige seks høje rundt om Palatinerhøjen (fra nord, med uret) var Quirinalhøjen, Viminalhøjen, Esquilinerhøjen, Cæliushøjen, Aventinerbjerget og Capitolium. Med tiden blev de sumpede dale mellem højene udtørret, og her blev bygget mange boliger foruden forumer og cirkuser. Ifølge Plinius den Ældre var bymuren i år 73 e.v.t. ca. 21 km lang. Med tiden bredte byen sig til højene og dalene på Tiberens vestlige bred, herunder det areal på godt 40 ha som i dag er underlagt Vatikanet. Før den store brand på Neros tid havde byen ifølge et forsigtigt skøn langt over en million indbyggere.

Politik. Rom har i århundredernes løb eksperimenteret med mange forskellige styreformer. Nogle overtog man fra fremmede folkeslag; andre var byens egne nydannelser. I sin bog Verdens Historie skrev H. G. Wells: „Dette ny romerske Rige, som i det andet og første Aarh. f. Kr. kom til at overskygge hele Vesten, var paa mange Maader forskelligt fra de store Riger, som hidtil  havde spillet den største Rolle i den civiliserede Verden.“ (Oversat af Merete Christensen og Aage Marcus, København 1930, s. 171, 172) Den politiske sammensætning i Rom undergik konstante forandringer efterhånden som den ene styreform afløste den anden. Der var koalitioner bestående af patriarkalske ledere, kongedømmer, regeringer med magten samlet hos nogle få adelige slægter, diktaturer, forskellige republikanske regeringer hvor magten tildeltes senatorer, konsuler eller triumvirater (tremandsregeringer), og som var kendetegnet af partikampe mellem de forskellige klasser og fraktioner. I verdensrigets sidste tid blev herredømmet udøvet af en række kejsere. Roms politiske historie er, som alle andre jordiske regeringers, skæmmet af had, misundelse, intriger og mord; interne stridigheder og krige mod andre lande har avlet komplotter og modkomplotter.

Rom opnåede verdensherredømmet ved en gradvis proces. Først bredte byens indflydelse sig til hele den italienske halvø, siden til hele Middelhavsområdet, og derfra videre endnu. Byens navn blev synonymt med imperiets.

Verdenspolitisk opnåede Rom sin største magt under cæsarerne, eller kejserne. Det begyndte med Julius Cæsar, der i år 46 f.v.t. blev udnævnt til diktator for ti år, men blev myrdet ved en sammensværgelse i år 44 f.v.t. Efter en mellemperiode hvor et triumvirat forsøgte at holde sig ved magten, blev Octavian Romerrigets enehersker (31 f.v.t.–14 e.v.t.). I 27 f.v.t. blev han kejser og fik af senatet hædersnavnet Augustus. Det var under kejser Augustus’ herredømme at Jesus blev født i år 2 f.v.t. (Lu 2:1-7) Augustus’ efterfølger, Tiberius (14-37 e.v.t.), regerede under Jesu tjeneste. (Lu 3:1, 2, 21-23) Derefter fulgte Caligula (37-41 e.v.t.) og Claudius (41-54 e.v.t.); sidstnævnte udstedte et dekret om at alle jøder skulle forvises fra Rom. (Apg 18:1, 2) Han blev efterfulgt af Nero (54-68 e.v.t.), som var den kejser Paulus appellerede sin sag til. — Apg 25:11, 12, 21; BILLEDER, bd. 2, s. 534.

De næste i kejserrækken var Galba (år 68-69); Otho og Vitellius (år 69); Vespasian (år 69-79), under hvis herredømme Jerusalem blev ødelagt; Titus (år 79-81), som tidligere havde rettet det sejrrige angreb mod Jerusalem; Domitian (år 81-96), under hvis herredømme Johannes ifølge traditionen blev forvist til straffeøen Patmos; Nerva (år 96-98) og Trajan (år 98-117). Under Trajan nåede imperiet sin største udstrækning — det nåede da til Rhinen og Nordsøen, Donau, Eufrat og Nilens katarakter, den store afrikanske ørken og Atlanterhavet mod vest. — KORT, bd. 2, s. 533.

En af kejserne under rigets tilbagegang var Konstantin den Store (306-337). Efter at han var kommet til magten, flyttede han regeringssædet til Byzans (Konstantinopel). I det efterfølgende århundrede, i år 476, faldt Rom, og den germanske hærfører Odoaker blev Roms første „barbariske“ konge.

Livet og forholdene i byen. Forvaltningsmæssigt blev byen under Augustus inddelt i 14 regioner, hver styret af en magistrat der blev valgt årligt ved lodtrækning. Der blev organiseret syv brandbrigader kaldet vigiles, som hver var ansvarlig for to regioner. Umiddelbart nordøst for byen var der stationeret en særlig hærstyrke på 10.000 mand, kaldet prætorianergarden, eller den kejserlige garde, hvis opgave var at beskytte kejseren. Der var også tre „bykohorter“, en slags politistyrke der skulle opretholde lov og orden i byen.

De rige og fornemme boede som regel i prægtige huse der lå på højene, og deres husholdning blev varetaget af en stor tjenerstab der kunne tælle i hundredvis af tjenestefolk og slaver. Nede i dalene var det jævne folk stuvet sammen i vældige insulae, lejekaserner, som var adskillige etager høje, men hvis højde af Augustus blev begrænset til 21 m. Mellem lejekasernerne var der smalle, krogede og snavsede gader der, som gaderne i andre storbyer, var stærkt befærdede og præget af fordærv.

Det var i disse fattige kvarterer den historiske brand i år 64 medførte de største lidelser og tab af menneskeliv. Tacitus beskriver brandens hærgen og siger at „skælvende kvinders jammerklager, affældige oldinge og hjælpeløse børn“ var med til at besværliggøre slukningen. (Tacitus’s Årbøger, XV, XXXVIII, på dansk ved O. A. Hovgård, København 1887) Kun 4 af Roms 14 regioner gik fri.

Der var ikke mange af Roms indbyggere som kunne siges at tilhøre middelklassen; de materielle midler var koncentreret hos et lille mindretal. Da Paulus kom til byen første gang, bestod måske halvdelen af befolkningen af slaver, der enten var krigsfanger, dømte forbrydere eller børn som var solgt af deres forældre — slaver uden borgerrettigheder. Hovedparten af den frie halvdel af befolkningen var fattigfolk som praktisk taget levede af offentlig understøttelse.

For at hindre en opstand blandt de fattige sørgede staten for to ting: mad og underholdning — heraf den satiriske talemåde panem et circenses (brød og skuespil), hvormed man sagde at det var alt hvad der skulle til for at tilfredsstille Roms fattige. Fra år 58 f.v.t. blev der i almindelighed  uddelt gratis korn samt vand, som blev ført ind i byen ved hjælp af kilometerlange akvædukter. Vin var billig. For dem der havde lyst til at læse, var der biblioteker. Det jævne folk kunne fornøje sig i de offentlige bade og idrætsanlæg samt i teatrene og cirkuserne. I teatrene blev der opført romerske og græske skuespil, danseforestillinger og pantomimer. I de store amfiteatre og cirkuser blev der opført kamplege, især spændende væddeløb og voldsomme gladiatorkampe hvor mennesker og dyr kæmpede på liv og død. Circus Maximus havde plads til over 150.000 tilskuere. Der var gratis adgang til legene.

De store offentlige udgifter som dette medførte, blev ikke betalt af Roms befolkning, for efter erobringen af Makedonien i 167 f.v.t. havde romerske borgere været fritaget for skat. Derimod måtte provinserne betale svære skatter, både direkte og indirekte. — Mt 22:17-21.

Fremmed indflydelse. Rom var på mange måder en vældig smeltedigel hvor racer, sprog, kulturer og ideer mødtes og påvirkede hinanden. Ud af den politiske smelteovn i Rom kom efterhånden romerretten — love som definerede regeringers, domstoles og magistraters rettigheder og begrænsninger, og som indeholdt juridiske forordninger, såsom bestemmelsen om borgerret til beskyttelse af den enkeltes rettigheder. (Apg 25:16) Borgerret blev skænket til indbyggerne i byer som var i forbund med Rom, og til indbyggerne i forskellige romerske kolonier. Den medførte mange fordele. (Apg 16:37-39; 22:25, 26) Hvis man ikke var født som romersk borger, kunne borgerretten købes. (Apg 22:28) På denne og andre måder forsøgte Rom at romanisere de områder det underlagde sig, for således at befæste sin stilling.

Et af de bedste eksempler på den indflydelse omverdenen har haft på Rom, findes i ruinerne af byens flotte, gamle bygningsværker. Overalt i denne museumsby lægger man mærke til hvordan byen har lånt ideer fra grækerne og andre folkeslag. Den såkaldte romanske bue, der blev anvendt i stor stil, er ikke byens egen ingeniørmæssige opfindelse. Roms succes som bygmester skyldes for en stor del at romerne brugte en primitiv form for cement, både som mørtel og som en væsentlig bestanddel i kunstige sten.

Roms byggeprogram kom for alvor i gang i det sidste århundrede af republiktiden og blev flittigt videreført af kejserne. Augustus sagde om Rom at han overtog en by af teglsten og efterlod en by af marmor. Denne marmor var dog som regel en skal der blev sat uden på cementen eller murstenene. Endnu en genopbygning af byen fandt sted efter storbranden i år 64 e.v.t. Blandt de bemærkelsesværdige romerske bygningsværker kan nævnes forumer, templer, paladser, amfiteatre, monumenter, badeanstalter, akvædukter og kloakledninger. Det store Colosseum og visse monumenter, deriblandt Titusbuen med et relief der skildrer Jerusalems fald, er stadig forholdsvis velbevarede. (BILLEDER, bd. 2, s. 536) Romerne blev også berømte for de veje og broer de byggede i hele imperiet.

Rom oplevede en sådan tilstrømning af udlændinge at romerne klagede over at Rom ikke længere var romersk. Tilflytterne kom fra alle dele af riget og bragte deres erhverv, skikke, traditioner og religioner med sig. Mens latin var det officielle sprog, var det internationale omgangssprog fællesgræsk (koinégræsk). Det var derfor apostelen Paulus skrev sit brev til romerne på græsk. Græsk indflydelse satte også sit præg på litteratur og undervisning. Drenge, og i nogle tilfælde piger, blev opdraget efter athensk mønster og undervist i græsk litteratur og retorik, og velhaverne sendte deres sønner til Athen for at blive undervist på en af de filosofiske skoler dér.

Religion. I Rom mødtes også alle mulige former for religion. Historikeren John Lord har beskrevet det på denne måde: „Overtroen kulminerede i Rom, for dér fandt man præster og troende fra alle de lande det beherskede — ’Isis’ mørke døtre med pauker, tamburiner og letfærdige miner; tilhængere af Persiens Mithra; kastrater fra Asien; præster for Kybele med deres vilde danse og skingre skrig; tilbedere af den store gudinde Diana; fangne barbarer med deres teutoniske præsters ritualer; syrere, jøder, astrologer fra Kaldæa og troldmænd fra Thessalien.’“ — Beacon Lights of History, 1912, bd. III, s. 366, 367.

Udøvelsen af disse religioner og deltagelsen i de vilde sexorgier der var forbundet med dem, åbnede døren på vid gab for moralsk forfald blandt både høj og lav i den romerske befolkning. Ifølge Tacitus var kejser Claudius’ troløse og blodtørstige hustru Messalina et eksempel på dette. — Tacitus’s Årbøger, XI, I-XXXIV.

Fremtrædende blandt de romerske religioner var kejserkulten. Den romerske hersker var guddommeliggjort. Dyrkelsen af kejseren spillede især en betydelig rolle i provinserne, hvor man byggede templer for ham og ofrede til ham som en gud. (BILLEDE, bd. 2, s. 536) I bogen A History of Rome siger George Botsford: „Tilbedelsen af kejseren skulle blive den stærkeste religiøse faktor i den romerske verden lige indtil kristendommen blev antaget.“ En inskription fundet i Lilleasien  siger om kejseren: „Han er faderen Zeus, hele menneskeslægtens frelser, som opfylder alle bønner, ja giver os mere end vi beder om. For land og hav ånder fred, byerne blomstrer, overalt råder der harmoni, velstand og lykke.“ Denne kult var en af de vigtigste grunde til forfølgelsen af de kristne, om hvem den samme forfatter siger: „Når de nægtede at tilbede kejserens genius, eller skytsånd, blev det naturligvis udlagt som gudløshed og landsforræderi.“ — 1905, s. 214, 215, 263.

Kristendommen kommer til Rom. På pinsedagen i år 33 blev „besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,“ vidne til resultaterne af den hellige ånds udgydelse, og nogle af dem må have været blandt de 3000 der blev døbt ved den lejlighed. (Apg 2:1, 10, 41) Da de vendte tilbage til Rom, forkyndte de uden tvivl, med det resultat at der blev dannet en meget stærk og aktiv kristen menighed hvis tro, ifølge apostelen Paulus, ’blev omtalt i hele verden’. (Ro 1:7, 8) Både Tacitus (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV) og Svetonius (Romerske kejsere, Nero, XVI, 2) omtaler de kristne i Rom.

Paulus skrev til den kristne menighed i Rom omkring år 56, og ca. tre år senere kom han til byen som fange. Han havde tidligere ønsket at komme dertil og under andre omstændigheder (Apg 19:21; Ro 1:15; 15:22-24), men selv nu hvor han var fange, var han i stand til at aflægge et grundigt vidnesbyrd ved at forkynde for dem der besøgte ham. I to år fortsatte han med under disse forhold at ’forkynde Guds rige for dem og undervise i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret’. (Apg 28:14-31) Selv kejserens prætorianergarde blev bekendt med budskabet om Riget. (Flp 1:12, 13) Som det var blevet forudsagt, aflagde Paulus altså et grundigt vidnesbyrd i Rom. — Apg 23:11.

Under dette toårige fængselsophold i Rom fik Paulus tid til at skrive, og han skrev brevene til efeserne, filipperne, kolossenserne og Filemon. Øjensynlig omkring samme tid skrev Markus  sin evangelieberetning i Rom. Paulus skrev desuden Hebræerbrevet omkring år 61, kort før eller umiddelbart efter sin løsladelse. (He 13:23, 24) Det var under sit andet fængselsophold i Rom, omkring år 65, at han fik besøg af Onesiforus og skrev sit andet brev til Timoteus. — 2Ti 1:15-17.

Mens man ved at Paulus, Lukas, Markus, Timoteus og andre kristne besøgte Rom i det 1. århundrede (Flp 1:1; Kol 4:10, 14), er der ingen vidnesbyrd om at Peter nogen sinde var i Rom, sådan som visse overleveringer siger. Beretningerne om Peters martyrium i Rom er tydeligt legendariske og uden historisk grundlag. — Se PETERS BREVE.

Rom blev berygtet for sine kristenforfølgelser, især under kejserne Nero og Domitian. Disse forfølgelser blev tilskrevet to årsager: (1) de kristnes iver efter at missionere og omvende andre og (2) deres kompromisløse holdning til at give Gud hvad der er Guds, i stedet for at give det til kejseren. — Mr 12:17.

[Illustration på side 655]

Via Appia, som Paulus fulgte da han kom til Rom