ROM blev i bibelprofetien skildret som et dyr der var „frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt“ og havde tænder af jern. (Da 7:7) Jehova tillod at dette verdensrige ødelagde Jerusalem i år 70 e.v.t.

Rom tolererede så godt som enhver form for religion, når blot de tilbedende også deltog i dyrkelsen af kejseren. Kejserdyrkelsen blev betragtet som en væsentlig faktor for rigets sammenhold. Enhver der nægtede at deltage i den, blev derfor betragtet som en fjende af staten. De kristne afviste at være med i denne afgudsdyrkelse. Derfor blev de udsat for voldsom forfølgelse skønt de var ærlige borgere. Kejserne Nero, Domitian, Marcus Aurelius og Diocletian var blandt dem der iværksatte forfølgelsen af de kristne. Da den romerske landshøvding i Judæa, Pontius Pilatus, kom under pres fra jødernes religiøse ledere, gav han befaling til at Jesus Kristus skulle henrettes, da det tjente hans politiske interesser.

[Ramme på side 533]

De to hovedstæder

Rom: Rigets hovedstad i vest. Efter 395 e.v.t. blev riget delt, så der herskede én kejser i Rom og én i Konstantinopel. Det Østromerske Rige eksisterede næsten tusind år længere end Det Vestromerske Rige

Konstantinopel: Konstantin flyttede rigets hovedstad fra Rom til Byzans, som han derefter opkaldte efter sig selv

[Kort på side 533]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Atlanterhavet

Britannien

Germania

Gallien

Spanien

Italien

Rom

Grækenland

Konstantinopel

Efesus

Antiochia

Tigris

Eufrat

Sortehavet

Det Kaspiske Hav

Jerusalem

Middelhavet

Ægypten

Alexandria

Kyrene

Karthago

Afrika

 [Illustration på side 534]

Kejser Augustus, under hvis styre Jesus blev født

[Illustration på side 534]

Kejser Tiberius afbildet på en mønt. Under hans styre blev Jesus henrettet

[Illustration på side 534]

Kejser Claudius, som forviste jøderne fra Rom

[Illustration på side 534]

Kejser Nero, for hvem apostelen Paulus fremførte sin sag

[Illustration på side 534]

Vespasian. Under hans styre blev Jerusalem og dets tempel ødelagt

[Illustration på side 534]

Titus, Vespasians søn, afbildet på en romersk mønt. Ni år efter at han havde ødelagt Jerusalem, blev han kejser

[Illustration på side 534]

Domitian, under hvem kristenforfølgelsen nåede sit højeste og blandt andet resulterede i apostelen Johannes’ forvisning

 [Illustration på side 535]

Rester af en romersk akvædukt ved Cæsarea. Denne havneby, opført af Herodes den Store, var sæde for de romerske prokuratorer der styrede Judæa

[Illustration på side 535]

Disse søjler, der står hvor det gamle Samaria lå, vidner om romersk indflydelse

[Illustration på side 535]

Tegning af Antoniaborgen. Denne fæstning lå ved det nordvestlige hjørne af tempelpladsen i Jerusalem og blev brugt af romerne til overvågning af tempelområdet

[Illustration på side 535]

Model af den hippodrom der blev bygget i Jerusalem, øjensynlig af Herodes den Store. Her afholdt man efter romersk forbillede hestevæddeløb, og her måtte dødsdømte forbrydere kæmpe mod vilde dyr

 [Illustration på side 536]

Titusbuen i Rom blev opført til minde om romernes sejr over Jerusalem i år 70 e.v.t.; et relief viser romerske soldater som bærer de hellige redskaber fra templet bort

[Illustration på side 536]

Ruinerne af Colosseum i Rom. Et dystert minde om den brutale underholdning der var populær i oldtidens Rom

[Illustration på side 536]

Et alter viet til dyrkelsen af kejseren. Da de kristne ikke ville ofre røgelse til kejseren, blev de udsat for voldsom forfølgelse