(Ruʹben) [se, en søn!].

1. Den førstefødte af Jakobs 12 sønner. Hans moder var Jakobs mindre elskede hustru, Lea, som kaldte sin søn Ruben, „fordi“, som hun sagde, „Jehova har set til min elendighed, for nu vil min mand komme til at elske mig“. (1Mo 29:30-32; 35:23; 46:8; 2Mo 1:1, 2; 1Kr 2:1) Da Jehova fortsat viste Lea sin gunst, kom Ruben og hans fem helbrødre (Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon) til at udgøre halvdelen af de oprindelige stammeoverhoveder i Israel; de øvrige seks (Josef, Benjamin, Dan, Naftali, Gad og Aser) var Rubens halvbrødre. — 1Mo 35:23-26.

Nogle af Rubens gode egenskaber viste sig da han overtalte sine ni brødre til at kaste Josef i en tør cisterne i stedet for at dræbe ham; det var hans hensigt at vende hemmeligt tilbage og trække Josef op af cisternen. (1Mo 37:18-30) Da brødrene over 20 år senere i Ægypten blev anklaget for at være spioner og de tænkte at det var på grund af deres behandling af Josef, mindede Ruben dem om at han ikke havde deltaget i deres komplot mod Josefs liv. (1Mo 42:9-14, 21, 22) Og da Jakob nægtede at lade Benjamin følge med sine brødre på deres anden rejse til Ægypten, var det Ruben der stillede sine to sønner som sikkerhed idet han sagde: „Mine egne to sønner må du lade dø, hvis jeg ikke bringer ham tilbage til dig.“ — 1Mo 42:37.

Som den ældste af Jakobs sønner havde Ruben et naturligt krav på førstefødselsretten, som indebar at han havde ret til to andele af den ejendom hans fader efterlod sig. Da Jakob lå for døden og han velsignede sine sønner, var spørgsmålet: Ville Ruben nu få den førstefødtes ret? Som familieoverhoved havde patriarken Jakob tjent som Jehovas præst for sin familie, havde frembåret ofre på familiens alter, havde ledet familien i bøn og givet den religiøs vejledning. Som fader havde han desuden været den der styrede familien og tjenerskabet og forvaltede dens hjorde og øvrige ejendele. Ville hele dette ansvar nu komme til at hvile på Ruben?

Jakob henvendte sig først til Ruben og sagde: „Ruben, du er min førstefødte, min kraft og min manddoms første frugt, med fortrin i værdighed og fortrin i styrke. Tøjlesløs som vandene skal du ikke have fortrin, for du besteg din faders seng. Dengang vanhelligede du mit leje. Han besteg det!“ — 1Mo 49:3, 4.

Jakob erindrede sig en handling hvorved Ruben havde sat sine fremtidige privilegier over styr. Han havde vanæret sin fader ved at gøre sig skyldig i blodskam og umoralitet med sin faders medhustru Bilha, hans elskede hustru Rakels tjenestepige. Dette var sket kort efter at Rakel var død efter at have født Benjamin. Beretningen fortæller ikke om Ruben krænkede tjenestepigen Bilha for at forhindre at hun tog Rakels plads i Jakobs hjerte og derved kom til at indtage en mere begunstiget stilling end Rubens moder, Lea, eller om hans handling skyldtes rent og skært begær. Der siges blot: „Og det var mens Israel havde sin bolig i det land, at Ruben gik hen og lå hos sin faders medhustru Bilha, og Israel fik det at høre.“ (1Mo 35:22) Den græske Septuaginta tilføjer: „Og det var ondt i hans øjne.“ — 1Mo 35:21, LXX, Thomson.

Ruben blev ikke forstødt eller bortvist for dette. Det var først mange år senere, da Jakob velsignede sine sønner, at Jakob under guddommelig inspiration sagde til ham: ’Du skal ikke have fortrin.’ Hermed mistede Ruben de forrettigheder der ellers ville være tilfaldet ham som den førstefødte. Grunden var at han var „tøjlesløs som vandene“. Han viste sig at være ustadig som vandene eller voldsom og ubændig som vand der sprænger en dæmning eller raser ned gennem en regnflodsdal. Ruben skulle have udvist selvbeherskelse. Han burde have vist respekt for sin faders værdighed og for sine to halvbrødres, Bilhas sønners, ære.

2. Navnet Ruben står også for den stamme som Rubens efterkommere kom til at udgøre, og for det landområde som stammen fik tildelt. Rubens stamme omfattede efterkommerne af hans fire sønner, Hanok, Pallu, Hezron og Karmi, som var overhoveder for rubenitternes fædrenehuse. — 1Mo 46:8, 9; 2Mo 6:14; 1Kr 5:3.

Et år efter udgangen af Ægypten blev Elizur, Sjede’urs søn, udnævnt til høvding for hele Rubens stamme. (4Mo 1:1, 4, 5; 10:18) Rubens stamme hørte til de mindre af de 12 stammer. Ved folketællingen i det andet år under ørkenvandringen blev der mønstret 46.500 rubenitter fra 20-årsalderen og opefter som var egnede til at gøre militærtjeneste. Ca. 39 år senere var tallet faldet til 43.730. — 4Mo 1:2, 3, 20, 21; 26:5-7.

I Israels lejr lå rubenitterne lejret syd for teltboligen, flankeret af Simeons og Gads efterkommere. I marchordenen fulgte denne lejrafdeling på tre stammer, med Ruben i spidsen, efter Judas lejrafdeling bestående af de tre stammer  Juda, Issakar og Zebulon. (4Mo 2:10-16; 10:14-20) Det var i samme rækkefølge stammerne frembar deres offergaver den dag teltboligen blev indviet. — 4Mo 7:1, 2, 10-47.

Da levitten Kora gjorde oprør mod Moses, gik tre rubenitter — Pelets søn On og Eliabs sønner Datan og Abiram — med i oprøret idet de anklagede Moses for at ville „spille fyrste“ over dem og for ikke at have ført dem ind i „et land der flyder med mælk og honning“. Datans og Abirams broder Nemuel tog åbenbart ikke del i oprøret. (4Mo 16:1, 12-14; 26:8, 9) Jehova viste at opstanden i virkeligheden var rettet mod ham, idet han lod jorden åbne sig og opsluge oprørerne og deres familier sammen med alle deres ejendele. — 4Mo 16:23-33; 5Mo 11:6; se ABIRAM, 1.

Arvelod. Kort før Israel gik ind i det forjættede land, bad Rubens og Gads stammer om at måtte få tildelt et område øst for Jordan, som var erobret fra de to konger Sihon og Og. De mente at det var ideelt for dem på grund af deres store hjorde. Moses imødekom deres anmodning (som også gjaldt halvdelen af Manasses stamme) på den betingelse at stammernes kampduelige mænd tog med over på den anden side af Jordan for at hjælpe de andre stammer med at underlægge sig Kana’an, en betingelse som de to og en halv stamme villigt gik ind på. — 4Mo 32:1-38; Jos 1:12-18; 4:12, 13; 12:6; 13:8-10.

Derved blev grænserne for Rubens arvelod afstukket allerede før israelitterne gik over Jordan, idet Moses selv gav den sydlige del af Sihons rige til denne stamme. Området strakte sig fra Arnons Regnflodsdal, som dannede en naturlig grænse til Moab mod syd, til et sted umiddelbart nord for Det Døde Hav; landet nord for Rubens område blev givet til gaditterne. (4Mo 34:13-15; 5Mo 3:12, 16; 29:8; Jos 13:15-23; 18:7) Ammonitternes land dannede østgrænsen, og mod vest var grænsen Jordanfloden og Det Døde Hav. (Jos 15:1, 6; 18:11, 17) En af de seks tilflugtsbyer, Bezer, lå i Rubens område. Denne og andre byer i Rubens område blev skilt ud til levitterne. — 5Mo 4:41-43; Jos 20:8; 21:7, 36; 1Kr 6:63, 78, 79.

Moses gav påbud om at når israelitterne var kommet ind i Kana’an, skulle Rubens stamme, sammen med Gad, Aser, Zebulon, Dan og Naftali, stå på Ebals Bjerg og fremsige forbandelserne, mens resten af stammerne skulle stå på Garizims Bjerg og fremsige velsignelserne. (5Mo 27:11-13) Da Moses havde givet disse anvisninger, velsignede han Ruben og de andre stammer. Til rubenitterne sagde han: „Lad Ruben leve og ikke dø, så hans mænd bliver få.“ — 5Mo 33:1, 6.

Ved slutningen af felttoget i Kana’an sammenkaldte Josua krigerne fra Rubens, Gads og det halve af Manasses stamme, og efter at have rost dem for at de havde holdt deres løfte til Moses, sendte han dem hjem med en velsignelse. (Jos 22:1-8) Da de kom til Jordan, byggede de et stort alter på vestbredden, en handling som først blev misforstået af de andre stammer og nær havde ført til et brud, eller måske endda borgerkrig, mellem stammerne. Men da det blev forklaret at alteret ikke var til ofre, men et vidnesbyrd om trofasthed mellem stammerne på begge sider af Jordan, fik alteret et navn, sandsynligvis „Vidne“, for, som de sagde: „Det skal være vidne mellem os om at Jehova er den sande Gud.“ — Jos 22:9-34.

Senere historie. Da Barak og Debora mange år senere sang om deres storslåede sejr, mindedes de at rubenitterne ikke havde hjulpet dem i kampen mod Sisera. „Blandt Rubens delinger var hjertets ransagelser store,“ sang de. (Dom 5:15, 16) På Sauls tid vandt rubenitterne sammen med deres nabostammer en stor sejr over hagritterne og deres forbundsfæller, „for det var Gud de råbte til om hjælp i krigen, og han bønhørte dem fordi de stolede på ham“. (1Kr 5:10, 18-22) Derefter var rubenitterne med til at bosætte sig i hagritternes område, og de boede der øjensynlig indtil assyrerne undertvang Israel i det 8. århundrede f.v.t., hvor rubenitterne var blandt de første der blev ført i landflygtighed. (1Kr 5:6, 22b, 26) Enkelte rubenitter og stammen som helhed nævnes i forbindelse med Davids historie, både før og efter at han var blevet konge. — 1Kr 11:26, 42; 12:37, 38; 26:32; 27:16.

I profetien. I Ezekiels Bog og Åbenbaringen, der er skrevet i symbolsk sprog, nævnes Rubens stamme på en betydningsfuld plads sammen med de øvrige stammer. Midt imellem de forskellige stammeområder så Ezekiel i sit syn et administrationsområde med ’et helligt bidrag af land’ som rummede Jehovas tempel, byen Jehova-Sjamma (der betyder „Jehova er der“) og områder til henholdsvis præsterne, levitterne og høvdingerne. Lige nord for dette administrationsområde lå Judas område, og nord for dette igen Rubens område. (Ez 48:6-22, 35) Og Rubens port på nordsiden af den hellige by, Jehova-Sjamma, lå ved siden af den port der var opkaldt efter Juda. (Ez 48:31) I Johannes’ syn af beseglingen af det åndelige Israels 12 stammer nævnes Ruben også i umiddelbar sammenhæng med Judas stamme, der nævnes først. — Åb 7:4, 5.