Det hebraiske ord ben og det græske ord huiosʹ, der begge betyder „søn“, bruges ofte i en bredere betydning end blot som betegnelse for en persons direkte mandlige afkom. „Søn“ kan betegne en adoptivsøn (2Mo 2:10; Joh 1:45), en efterkommer, for eksempel en sønnesøn eller en oldesøn (2Mo 1:7; 2Kr 35:14; Jer 35:16; Mt 12:23), eller en svigersøn. — Sml. 1Kr 3:17 med Lu 3:27 (Sjealtiel var åbenbart Jekonjas søn og Neris svigersøn); Lu 3:23 (i vendingen „Josef, søn af Eli,“ menes der øjensynlig svigersøn. Det græske ord for „søn“, huiosʹ, forekommer dog ikke her, men er underforstået).

Som en nærmere identifikation blev en mand ofte benævnt som søn af den og den, idet man anførte faderens eller en fjernere forfaders navn. For eksempel blev David omtalt som „Isajs søn“. (1Sa 22:7, 9) Det hebraiske og det aramaiske ord for „søn“, ben og bar, blev ofte anvendt som forstavelser til faderens navn, hvorved sønnen fik et tilnavn, som for eksempel Bar-Jesus („søn af Jesus“). (Apg 13:6) I nogle bibeloversættelser lades denne forstavelse uoversat; andre oversætter den i de fleste tilfælde, og atter andre angiver oversættelsen i margenen. Forstavelsen kunne også knyttes til omstændighederne omkring barnets fødsel, som i navnet Ben-Ammi, der betyder „søn af mit folk“, det vil sige „søn af mine slægtninge“, ikke af fremmede; eller i navnet Ben-Oni, der betyder „min sorgs søn“, „min lidelses søn“, og som Benjamin fik af sin døende moder, Rakel. — 1Mo 19:38; 35:18.

Ordet „sønner“ tjener desuden ofte et beskrivende formål, som i følgende eksempler: østerlændinge (ordr.: „østens sønner“ [1Kg 4:30, fdn.; Job 1:3]); salvede (ordr.: „sønner af olien“ [Zak 4:14, fdn.]); medlemmer („sønner“) af faggrupper, såsom „profetsønnerne“ (1Kg 20:35) og „en [„søn“] af salveblanderne“ (Ne 3:8); tilbagevendte landflygtige („landflygtighedens sønner“) (Ezr 10:7, 16, fdn.); uslinge („belialsønner“) (Dom 19:22, fdn.). De der følger en bestemt handlemåde eller lægger bestemte egenskaber for dagen, betegnes med udtryk som „den Højestes sønner“, „lysets sønner og dagens sønner“, „rigets sønner“, „den ondes sønner“, „Djævelens søn“ og „ulydighedens sønner“. (Lu 6:35; 1Ts 5:5; Mt 13:38; Apg 13:10; Ef 2:2) En der på grund af sine handlinger kan imødese en dom eller straf, kaldes „et emne for Gehenna“ (ordr.: en søn af Gehenna) eller „undergangens søn“. (Mt 23:15; Joh 17:12; 2Ts 2:3) Esajas, der forudsagde at Gud ville tugte Israel, kaldte folket „mit tærskede folk og . . . søn af min tærskeplads“. — Es 21:10.

Englene er sønner af Gud eftersom de er skabt af ham. (Job 1:6; 38:7) Som en Guds skabning var Adam en søn af Gud. (Lu 3:38) De dommere og herskere i Israel som Guds ord var henvendt til, blev kaldt „sønner af den Højeste“, uden tvivl fordi de beklædte embeder i Israel som repræsentanter for Guds regering skønt de havde overtrådt Guds lov. (Sl 82:6) De der udvælges af Gud  til at være Jesu Kristi medarvinger, kaldes „Guds sønner“. — Ro 8:14-17.

Ønsket om mandligt afkom. I fortiden nærede ægtepar et stærkt ønske om mandligt afkom. (1Mo 4:1, 25; 29:32-35) Salmisten udtrykte det på denne måde: „Sønner er en arv fra Jehova . . . Lykkelig er den våbenføre mand der har fyldt sit kogger med dem.“ (Sl 127:3-5) Gennem sønner blev slægtslinjen sikret, forfædrenes navne blev bevaret for eftertiden, og arvelodden forblev i familiens eje. (4Mo 27:8) Israelitiske kvinder ønskede sig sønner, måske i håb om at en af deres sønner ville vise sig at være det „afkom“ ved hvem Gud ville velsigne menneskeheden, sådan som han lovede Abraham. (1Mo 22:18; 1Sa 1:5-11) Til den fastsatte tid sagde engelen Gabriel til Maria, en jomfru af Judas stamme, at hun var ’højt begunstiget’, og han tilføjede: „Du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone.“ — Lu 1:28, 31, 32.