Et almindeligt tegn på sorg blandt jøder og andre østerlændinge, især ved meddelelsen om en nær slægtnings død. Ofte bestod sønderrivningen i at klædningen blev revet fra hinanden foran, lige netop sådan at brystet blev blottet, men ikke nødvendigvis så meget at den var uegnet som klædning.

Første gang denne praksis omtales i Bibelen, er i forbindelse med Jakobs ældste søn, Ruben. Da han vendte tilbage til cisternen og så at Josef ikke var der, rev han sine klæder itu og udbrød: „Drengen er borte! Og jeg — hvor skal jeg gå hen?“ Som den førstefødte havde Ruben et særligt ansvar for sin yngre broder. Da hans fader, Jakob, hørte at Josef formodentlig var død, rev han ligeledes sin kappe itu og klædte sig i sæk som udtryk for sin sorg (1Mo 37:29, 30, 34), og da Benjamin nede i Ægypten blev beskyldt for at være en tyv, viste Josefs halvbrødre også deres sorg ved at rive deres klæder itu. — 1Mo 44:13.

Da Arons to ældste sønner, Nadab og Abihu, blev dræbt af Jehova for deres onde handling, sagde Moses derimod til Aron og hans to andre sønner: „I må ikke lade jeres hovedhår hænge uplejet, og I må ikke sønderrive jeres klæder, at I ikke skal dø.“ (3Mo 10:6) Ved andre lejligheder fik underpræster af Arons slægt imidlertid lov til på disse måder at give udtryk for sorg når en nær slægtning døde, men ypperstepræsten måtte hverken lade sit hår hænge uplejet eller sønderrive sine klæder. — 3Mo 21:1-4, 10, 11.

Der findes mange andre eksempler på at nogle har sønderrevet deres klæder som et udtryk for sorg: Job, der sønderrev sin ærmeløse overklædning da han fik at vide at hans børn var døde (Job 1:20); hans tre såkaldte venner som, da de kom og fandt ham ramt af sygdom, foregav at sørge ved at græde, sønderrive deres klæder og slynge støv op i luften (Job 2:12); Josua, efter nederlaget ved Aj (Jos 7:6); den unge mand der fortalte om kong Sauls død (2Sa 1:2); David, da han fik den falske meddelelse om at Absalom havde myrdet alle Davids øvrige sønner (2Sa 13:30, 31); og kong Ezekias og hans tjenere, som sønderrev deres klæder da de hørte de ord assyreren Rabsjake havde talt imod Jehova og imod Jerusalem (Es 37:1; 36:22). Da dronning Atalja indså at hendes tid som selvbestaltet dronning var ved at være til ende, sønderrev hun ligeledes sine klæder og råbte: „Sammensværgelse! Sammensværgelse!“ — 2Kg 11:14.

I Juda riges sidste tid blev Jeremias’ profeti, som advarede om Jehovas domme, læst op for kong Jojakim og hans fyrster. Men de følte ikke rædsel og sønderrev ikke deres klæder, hvilket viser at de havde forhærdet deres hjerter.— Jer 36:24.

Som et vidnesbyrd om at et sådant ydre tegn på sorg kunne være hyklerisk eller i det mindste påtaget, og at det ikke havde nogen værdi medmindre sorgen var ægte, sagde Jehova til Judas folk gennem profeten Joel: „Sønderriv jeres hjerte, ikke jeres klæder; og vend om til Jehova jeres Gud.“ — Joel 2:13.

Senere foregav ypperstepræsten Kajfas stor harme og forargelse ved at sønderrive sine klæder da Jesus lod forstå at han var Guds søn. (Mt 26:65) Paulus og Barnabas, derimod, sønderrev deres yderklæder i al oprigtighed fordi de, som kristne disciple af Jesus, blev dybt forfærdede og bange da folkeskarerne i Lystra ville tilbede dem som guder. — Apg 14:8-18.

Loven krævede at spedalske skulle gå i sønderrevne klæder (3Mo 13:45), måske fordi jøderne forbandt spedalskhed med døden. Det ses for eksempel af at det blev sagt om Mirjam at hun var „som en død“ efter at hun var blevet ramt af denne frygtelige sygdom. (4Mo 12:12) Spedalske skulle altså bære en let genkendelig klædning og så at sige sørge over sig selv som var de blandt de ’levende døde’.

Brugt billedligt. Sønderrivning af klæder indgik også i billedhandlinger. For eksempel forudsagde profeten Ahija at Salomons kongedømme ville blive delt, og gjorde det ved at rive den klædning han havde på, i 12 stykker og bede  Jeroboam om at tage 10 af dem. (1Kg 11:29-39) Samuel illustrerede ligeledes at Jehova havde forkastet Sauls hus, ved at henvise til Samuels ærmeløse overklædning der var blevet revet itu da Saul greb fat i den. — 1Sa 15:26-28.