En periodisk indtrædende hviletilstand kendetegnet af at al bevidst aktivitet ophører. Søvn er uundværlig for menneskets eksistens og sundhed. Jesus Kristus, der vidste hvor vigtigt det er at få hvile, lagde vægt på at hans disciple fik tid til at hvile sig lidt. (Mr 6:31) Jesu eget eksempel viser at selv fuldkomne mennesker har behov for hvile og søvn. — Jf. Mr 4:38.

Hårdt arbejde (Præ 5:12), en ren samvittighed (jf. Sl 32:3-5), at man er fri for unødig bekymring og har tillid til Jehova (Sl 3:5; 4:8; Ord 3:24-26), bidrager til en god og forfriskende søvn. Da Guds tjenere er tilfredse med at have det nødvendige (jf. 1Ti 6:8), vil de ikke slide og slæbe i en sådan grad at de går glip af den nødvendige søvn, oven i købet uden at få sand gavn af deres arbejde. — Jf. Sl 127:1, 2.

Naturligvis hænder det også at Guds tjenere har søvnløse nætter. Når det ikke skyldes sygdom eller andre ugunstige eller prøvende omstændigheder, kan årsagen være bekymring for trosfæller eller grublen over hvordan man kan fremme den sande tilbedelse. (2Kor 6:3-5; 11:23, 27; jf. Sl 132:3-5, hvor der ikke er tale om at David blot vil undlade at sove, men han vil end ikke unde sig hvile.) Guds tjenere behøver imidlertid ikke at bekymre sig unødigt om materielle ejendele og miste søvn af den grund. (Præ 5:12; jf. Mt 6:25-34.) I modsætning til Guds tjenere tilfredsstilles de ugudelige ved at øve uret. „De kan ikke sove hvis de ikke har handlet ondt, og deres søvn er røvet hvis de ikke får nogen til at snuble.“ — Ord 4:16.

Skønt det er vigtigt at få søvn, bør man ikke elske søvnen. (Ord 20:13) „Dovenskab lader én falde i dyb søvn“, den gør én passiv på tidspunkter hvor man burde udrette noget. (Ord 19:15) En der foretrækker at sove eller slappe af når han burde arbejde, er slået ind på en kurs der i sidste ende vil føre til fattigdom. — Ord 6:9-11; 10:5; 24:33, 34.

I modsætning til mennesker bliver Gud ikke døsig og har ikke behov for søvn. Hans tjenere kan derfor være forvissede om at han til enhver tid kan komme dem til hjælp. (Sl 121:3, 4) Kun når Jehova af gode grunde tøver med eller undlader at gribe ind, for eksempel til gavn for nogle der hævder at være hans tjenere, men som har vist sig utro, sammenlignes han med en der sover. — Sl 44:23; 78:65.

Om ikke at sove åndeligt. Apostelen Paulus tilskyndede de kristne i Rom til ikke at sove, det vil sige være uvirksomme og forsømme deres  pligter. Han skrev: „Den time . . . er her [allerede] da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lysets våben. Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge.“ (Ro 13:11-13; jf. Ef 5:6-14; 1Ts 5:6-8; Åb 16:15.) De der øver ondt eller spreder falsk lære, sover med hensyn til retfærdige gerninger og må vågne op hvis de vil gøre sig håb om at vinde Guds godkendelse.

Døden sammenlignes med søvn. Det er blevet påvist at menneskets søvn er inddelt i cykluser. Hver cyklus består af en periode med dyb søvn fulgt af en periode med lettere søvn. Under den dybe søvn er det meget vanskeligt at vække den sovende. Han sanser ikke hvor han er, og hvad der sker omkring ham. Der er ingen bevidst aktivitet. Tilsvarende siges der: „De døde ved slet ingenting.“ (Præ 9:5, 10; Sl 146:4) Døden kan derfor sammenlignes med søvn, hvad enten det drejer sig om mennesker eller om dyr. (Sl 13:3; Joh 11:11-14; Apg 7:60; 1Kor 7:39; 15:51; 1Ts 4:13) Salmisten skrev: „Ved din revselse, Jakobs Gud, er både vognstyrer og hest faldet i dyb søvn.“ (Sl 76:6; jf. Es 43:17.) Hvis det ikke var Guds hensigt at vække mennesker af dødens søvn, ville de aldrig vågne mere. — Jf. Job 14:10-15; Jer 51:39, 57; se OPSTANDELSE.

„Død“ og „søvn“ kan imidlertid også være modsætninger. Jesus sagde om en død pige: „Pigen er ikke død, men hun sover.“ (Mt 9:24; Mr 5:39; Lu 8:52) Eftersom det var hans hensigt at oprejse hende fra døden, kan han have ment at hun ikke for altid var ophørt med at eksistere, men var som en der kunne vækkes af søvnen. Hun var heller ikke blevet begravet, og der var ikke gået så lang tid at hendes legeme var begyndt at gå i forrådnelse, som det var tilfældet med Lazarus’ legeme. (Joh 11:39, 43, 44) Jesus kunne sige dette på grundlag af den myndighed han havde fået af sin Fader, „som gør de døde levende og benævner det der ikke er, som om det var“. — Ro 4:17; jf. Mt 22:32.

Det bør bemærkes at udtrykket „sove“ i overført betydning kun bruges om dem der dør den adamitiske død. De der går i „den anden død“, omtales ikke som sovende. Det fremgår derimod af Bibelen at de bliver fuldstændig tilintetgjort og ikke eksisterer mere. Det vil være som om de var blevet opbrændt af en uudslukkelig ild. — Åb 20:14, 15; jf. He 10:26-31, hvor den død som de der overtrådte Moseloven, erfarer, stilles i modsætning til den langt strengere straf som rammer kristne der med vilje øver synd; He 6:4-8.