En gennemsigtig eller gennemskinnelig korundvarietet der benyttes som smykkesten. Der findes safirer i mange farver, men de mest værdsatte er dem der har klare blå nuancer. De safirer der omtales i Bibelen, var øjensynlig blå.

En af stenene på „retskendelsens brystskjold“ som blev båret af ypperstepræsten, var en safir. — 2Mo 28:15-18; 39:11.

Job, der levede omkring det 17. århundrede f.v.t., beskrev hvordan man gravede dybt ned i jorden for at bryde guld og ædelsten, og han nævner safiren blandt de sjældne sten der findes på denne måde. Men, siger han, hvor værdifuld safiren end er, og hvor vanskelig den end er at skaffe, så er visdommen dog mere værd og kan ikke betales med sådanne sten. — Job 28:4-6, 12, 16.

Brugt billedligt. Ædelstenenes smukke glans og deres behagelige, betagende og fortryllende virkning på tilskueren anvendes billedligt i beskrivelser af syner af Guds herlighed. Efter at Lovpagten var indstiftet, fik Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ældste et syn af Jehova, og under hans fødder „var der noget der var som et  arbejde udført i safirfliser og som selve himmelen i renhed“. (2Mo 24:8-11) I syner af Jehovas herlighed så Ezekiel to gange „noget som lignede en trone“ der „så ud som safirsten“. — Ez 1:1, 26-28; 10:1-4.

Da Jehova som Zions ægtemand talte om dets genrejsning og forskønnelse, sagde han: „Jeg skal lægge din grundvold med safirer.“ (Es 54:5, 11) I apostelen Johannes’ syn af det himmelske ny Jerusalem hedder det ligeledes at der var safir i byens grundvold. — Åb 21:2, 19.