(Safiʹra) [fra aram.; betyder „smuk“].

Ananias’ hustru. Hun begik sammen med sin mand et bedrageri som førte til deres død. De solgte en mark som de ejede, og foregav at bringe hele det indkomne beløb til apostlene, sådan som andre kristne i Jerusalem gjorde for at dække et behov der var opstået efter pinsedagen i år 33.

Ananias’ og Safiras synd bestod ikke i at de undlod at skænke hele det indkomne beløb for den solgte mark til apostlene, men i at de løgnagtigt hævdede at have gjort det, åbenbart for at få ros af mennesker i stedet for at ære Gud og gøre godt mod hans menighed. Deres bedrageri blev afsløret af Peter under inspiration af hellig ånd. Han sagde: „Ananias, hvordan kan det være at Satan har givet dig mod til at bedrage den hellige ånd og hemmeligt tilbageholde noget af beløbet for jordstykket? Forblev det ikke dit så længe det forblev hos dig, og efter at det var solgt, kunne du så ikke stadig bestemme? Hvorfor besluttede du i dit hjerte en handling som denne? Det er ikke mennesker men Gud du har bedraget.“ Da Ananias hørte Peters ord, faldt han om og udåndede.

Omkring tre timer senere kom Safira ind og gentog løgnen. Peter spurgte hende da: „Hvorfor blev I enige om at sætte Jehovas ånd på prøve?“ Også Safira faldt om og udåndede. Denne begivenhed tjente som tugt for menigheden, og som følge heraf kom der stor frygt over alle dens medlemmer, og de fik utvivlsomt stor respekt for Jehova og blev klar over at han virkelig boede i menigheden ved ånd. — Apg 4:34, 35; 5:1-11; 1Kor 3:16, 17; Ef 2:22; jf. 1Ti 1:20.