De hebraiske ord der bruges for salver, betegner ikke blot salvepræparater, der smelter når de indgnides i huden, men også oliepræparater, der er flydende ved normale temperaturer. — 2Mo 30:25; Sl 133:2.

Ligesom i dag blev salver også i fortiden mest brugt som kosmetiske og medicinske præparater, hvis værdi hovedsagelig lå i deres olieindhold. Da olie og fedtstof er i stand til at absorbere og binde dufte, kunne salveblanderne fremstille parfumerede præparater som var højt værdsatte for deres vellugt. (Høj 1:3) Oliens rensende og blødgørende egenskaber og tilsætningsstoffernes duft gjorde sådanne salver meget egnede til at modvirke hudirritation og til at dæmpe ubehagelige kropslugte i varme lande, hvor der ofte var knaphed på vand. At tilbyde gæsterne en sådan salve ved deres ankomst var et udtryk for stor gæstfrihed, sådan som Jesus bemærkede da en kvinde indgned hans fødder med vellugtende olie. — Lu 7:37-46.

Når man beredte et lig til begravelsen, brugte man særligt fremstillede salver der sikkert hovedsagelig tjente som desinfektionsmidler og deodoranter. (2Kr 16:14; Lu 23:56) Med denne anvendelse i tanke forklarede Jesus at hans salvelse i Simon den Spedalskes hus — som blev foretaget med en meget kostbar vellugtende olie hvis duft fyldte hele huset — billedligt talt var ’en forberedelse til hans begravelse’. (Mt 26:6-12; Joh 12:3) Dyre vellugtende stoffer, som den nardussalve der blev benyttet ved denne lejlighed, blev som regel opbevaret i forseglede krukker eller flasker af alabast. — Mr 14:3; se ALABAST.

Hellig salveolie og røgelse. Den første salve der omtales i Bibelen, er den hellige salveolie man brugte til at hellige tabernaklets redskaber og dets præsteskab med. (2Mo 30:25-30) Det var under dødsstraf forbudt at anvende denne særlige salveolie til personlig brug. Denne bestemmelse understregede den hellighed der var forbundet med tabernaklet og dem der tjente ved det. — 2Mo 30:31-33.

Jehova gav Moses opskriften på den hellige salveolie. Kun „de mest udsøgte vellugtende stoffer“ måtte anvendes, nemlig myrra, vellugtende kanelbark, vellugtende kalmus, kassia og den reneste olivenolie, alt sammen i nøje opgivne mængder. (2Mo 30:22-24) Endvidere gav Jehova ham opskriften på den hellige røgelse. Det var ikke blot et stof der ville ulme og afgive røg; det var et særligt, vellugtende røgelsespræparat. (2Mo 30:7; 40:27; 3Mo 16:12; 2Kr 2:4; 13:10, 11) Det blev fremstillet af specifikke mængder af staktedråber, onyks, vellugtende galbanum og ren virak, og Gud beskrev det videre som „en krydderblanding, som salveblanderen laver den, saltet, ren, hellig“. Noget af røgelsen blev stødt til et fint pulver og blev formentlig sigtet så man fik et ensartet produkt der var egnet til den særlige brug i helligdommen. Privat brug af den medførte dødsstraf. — 2Mo 30:34-38.

Til fremstillingen af både salveolien og den hellige røgelse blev der anvendt balsamolie. (2Mo 25:6; 35:8, 28) Duftstofferne til den hellige salveolie blev øjensynlig pulveriseret og derefter kogt i olien (jf. Job 41:31), hvorefter de fik lov til at bundfælde sig inden olien blev hældt fra og filtreret.

Salveolien og den vellugtende røgelse blev ikke fremstillet tilfældigt eller på slump, for Jehova sagde fra begyndelsen: „Enhver som har et víst hjerte, indgiver jeg hermed visdom i hjertet, så  de kan lave . . . salveolien og den vellugtende røgelse til helligdommen.“ (2Mo 31:6-11; 35:10-15; 37:29; 39:33, 38) Derefter blev nogle af præsterne udpeget til at lave disse blandinger og til at føre tilsyn med beholdningerne af dem. (1Kr 9:30; 4Mo 4:16) Da israelitterne forlod den rene tilbedelse, kunne Jehova ikke længere finde behag i at man fremstillede og brugte disse særlige salveolier og røgelsesblandinger. — Es 1:13.

Erhvervsmæssig værdi. Det var ikke kun i helligdommen man brugte salveolie, vellugtende stoffer og røgelse. På Salomons tid fandtes der „alle slags balsamdufte“ og „vellugtspulvere“ til parfumering af huse, klæder, senge og personer, og stofferne blev anvendt af kongehusets medlemmer og andre som havde råd til det. (Est 2:12; Sl 45:8; Ord 7:17; Høj 3:6, 7; 4:10) Det var heller ikke kun det levitiske præsteskab der måtte fremstille sådanne præparater. Der fandtes professionelle salveblandere, deriblandt kvinder som var dygtige til at fremstille salve; på Nehemias’ tid omtales et lav af salveblandere. — 1Sa 8:13; Ne 3:8.

Den almindelige interesse for disse parfumerede produkter skabte en udbredt handel, ikke blot med de færdige forbrugsvarer, men også med de råstoffer der indgik i fremstillingen af dem. Foruden myrra, der især blev brugt til salver, og virak, der blev anvendt til røgelse, blev andre stoffer som nardus, safran, kalmus, kanel, aloe, kassia og forskellige krydderier, harpikser og aromatiske planter ofte transporteret langt før de nåede frem til salveblandernes gryder og parfumerier. — Høj 4:14; Åb 18:11, 13.