At indgnide med olie i almindelighed betegnes som regel i Bibelen med det hebraiske udsagnsord sukh og det græske aleiʹfō. (Da 10:3; Rut 3:3; Joh 11:2) At salve med den særlige salveolie betegnes derimod som regel med det hebraiske ord masjachʹ, hvoraf masjīʹach (Messias) er afledt, og det græske chriʹō, hvoraf christosʹ (Kristus) er afledt. (2Mo 30:30; 3Mo 4:5, fdn.; Lu 4:18; Apg 4:26) Denne skelnen mellem at indgnide og at salve opretholdes temmelig konsekvent i både De Hebraiske og De Græske Skrifter. Nogle bibeloversættelser skelner imidlertid ikke, men oversætter alle de nævnte ord med „salve“.

Indgniden med olie. I Mellemøsten var det almindeligt at man indgned sit legeme med olie, hvilket blandt andet bidrog til at beskytte udsatte steder af huden mod solens brændende stråler. Olien var også med til at holde huden smidig. Man brugte i almindelighed olivenolie, ofte tilsat parfume, og som regel indgned man olien efter at man havde badet sig. (Rut 3:3; 2Sa 12:20) Ester gennemgik en massagebehandling på seks måneder med myrraolie og seks måneder med balsamolie før hun blev fremstillet for kong Ahasverus. (Est 2:12) Man indgned også de døde med olie for at berede dem til begravelsen. — Mr 14:8; Lu 23:56.

Da Jesus sendte de 12 apostle ud to og to, indgned de mange syge med olie og helbredte dem. Helbredelsen skyldtes ikke olien, men Guds hellige ånds mirakuløse virke. Olien, som havde visse helbredende og styrkende egenskaber, var et symbol på den helbredelse og nye styrke man opnåede. — Mr 6:13; Lu 9:1; jf. Lu 10:34.

At få hovedet indgnedet med olie var et tegn på at man nød en persons gunst. (Sl 23:5) Efraims overhoveder behandlede nogle tilfangetagne judæere godt, idet de på profeten Odeds anvisning indgned dem med olie og bragte dem tilbage til Jeriko. (2Kr 28:15) Jehova sagde at han som tegn på sit mishag ville sørge for at der ikke var nogen olie at indgnide sig med. (5Mo 28:40) At man ikke indgned sit legeme med olie, blev betragtet som et tegn på sorg. (2Sa 14:2; Da 10:2, 3) At indgnide en gæsts hoved med olie blev betragtet som et tegn på høflighed og gæstfrihed, som det fremgår af Jesu ord om en kvinde der indgned hans fødder med vellugtende olie. — Lu 7:38, 46.

Jesus sagde til sine disciple at de skulle indgnide deres hoved med olie og vaske deres ansigt når de fastede, så de ikke ligesom de hykleriske religiøse ledere stillede deres fromhed og selvfornægtelse til skue for at gøre indtryk på andre. — Mt 6:16, 17.

Jakob nævner at de åndeligt syge der trænger til hjælp, i åndelig forstand bør ’indgnides med olie’ i Jehovas navn. At han tænker på åndelig sygdom, fremgår af ordene: „Lad ham tilkalde menighedens ældste,“ altså ikke lægerne, og „hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet“. (Jak 5:13-16) Jesus bruger også et billede når han råder de kristne i Laodikea til ’hos ham at købe øjensalve til at gnide ind i deres øjne så de kan se’. — Åb 3:18.

Salvelse. Når en person blev salvet med olie, blev olien udgydt på hans hoved så den løb ned over hans skæg og kraven på hans klæder. (Sl 133:2) I bibelsk tid var det almindeligt, både blandt hebræerne og blandt ikkehebraiske folk, at man ceremonielt salvede herskerne og derved officielt bekræftede deres indsættelse i embedet.  (Dom 9:8, 15; 1Sa 9:16; 2Sa 19:10) Samuel salvede Saul til konge efter at Gud havde udpeget ham. (1Sa 10:1) David blev salvet til konge ved tre forskellige lejligheder: først af Samuel, senere af Judas mænd og til sidst af alle stammerne. (1Sa 16:13; 2Sa 2:4; 5:3) Aron blev salvet efter sin udnævnelse til ypperstepræst. (3Mo 8:12) Derefter blev noget af salveolien og noget af offerblodet stænket på Arons og hans sønners klæder, men Aron var den eneste der fik olien udgydt over sit hoved. — 3Mo 8:30.

Genstande der blev helliget, blev også salvet. Jakob tog den sten hans hoved havde hvilet på da han fik en inspireret drøm, anbragte den som en støtte og salvede den, hvorved han tilkendegav at stedet var helligt; desuden kaldte han stedet Betel, der betyder „Guds hus“. (1Mo 28:18, 19) Kort efter anerkendte Jehova at stenen var blevet salvet. (1Mo 31:13) I Sinaj Ørken salvede Moses på Jehovas befaling teltboligen og dens udstyr, hvorved han viste at disse ting var indviede og hellige. — 2Mo 30:26-28.

I nogle tilfælde blev en person betragtet som salvet fordi han var udnævnt af Gud, selv om der ikke var kommet olie på hans hoved. Det var for eksempel tilfældet da Jehova gav Elias besked på at salve Hazael til konge over Aram, Jehu til konge over Israel og Elisa til profet i hans eget sted. (1Kg 19:15, 16) Beretningen viser videre at en af profetsønnerne der var knyttet til Elisa, salvede Jehu med bogstavelig olie til at være konge over Israel. (2Kg 9:1-6) Men der findes ingen oplysning om at Hazael eller Elisa blev salvet med olie. Moses blev kaldt en messias, eller salvet, uden at være salvet med olie, fordi han var udnævnt af Jehova til at tjene som hans profet og befuldmægtigede, Israels fører og udfrier. (He 11:24-26) Endnu et eksempel er perserkongen Kyros, som Jehova ifølge Esajas’ profeti ville bruge som sin salvede. (Es 45:1) Kyros blev ikke virkelig salvet med olie af en af Jehovas befuldmægtigede, men han kunne siges at være salvet fordi Jehova havde udset ham til at udføre en bestemt gerning.

Opskriften på salveolien blev givet i Jehovas lov til Moses. Det var en særlig blanding af udsøgte ingredienser — myrra, vellugtende kanelbark, vellugtende kalmus, kassia og olivenolie. (2Mo 30:22-25) Det var under dødsstraf forbudt at lave denne blanding til personlig, uautoriseret brug. (2Mo 30:31-33) Dermed understregedes den betydning og hellighed der var forbundet med en udnævnelse som var blevet bekræftet ved en salvelse med hellig olie.

Jesus fra Nazaret viste ved at opfylde mange profetier i De Hebraiske Skrifter at han var Jehovas Salvede, og at han med rette kunne kaldes Messias, eller Kristus — titler der indeholder denne tanke. (Mt 1:16; He 1:8, 9) I stedet for at blive salvet med bogstavelig olie blev han salvet med Jehovas ånd. (Mt 3:16) Derved udnævnte Jehova ham til konge, profet og ypperstepræst, og han blev derfor omtalt som Jehovas Salvede. (Sl 2:2; Apg 3:20-26; 4:26, 27; He 5:5, 6) I sin hjemby, Nazaret, bekræftede Jesus at han var salvet, idet han anvendte profetien i Esajas 61:1 på sig selv, med sætningen der lyder: „Jehova har salvet mig.“ (Lu 4:18) Jesus Kristus er den eneste i Bibelen der er blevet salvet til alle tre embeder: som profet, ypperstepræst og konge. Jesus blev salvet „med glædens olie frem for [sine] partnere“ (de øvrige konger i Davids slægt). Dette skete ved at han blev salvet direkte af Jehova, ikke med olie, men med hellig ånd, ikke til et jordisk kongeembede, men til et himmelsk, der var forbundet med embedet som ypperstepræst i himmelen. — He 1:9; Sl 45:7.

I lighed med Jesus kan de der følger i hans fodspor, og som er blevet avlet af og salvet med hellig ånd, omtales som salvede. (2Kor 1:21) Ligesom Aron blev salvet direkte som præsteskabets overhoved, mens hans sønner ikke hver især fik olie udgydt over deres hoved, blev Jesus salvet direkte af Jehova, mens hans menighed af åndelige brødre modtager deres salvelse kollektivt gennem Jesus Kristus. (Apg 2:1-4, 32, 33) De er derved blevet udnævnt af Gud til at være konger og præster sammen med Jesus Kristus i himmelen. (2Kor 5:5; Ef 1:13, 14; 1Pe 1:3, 4; Åb 20:6) Apostelen Johannes udtalte at de kristnes salvelse med hellig ånd underviser dem. (1Jo 2:27) Den bemyndiger dem og gør dem egnede til at udføre den nye pagts kristne tjeneste. — 2Kor 3:5, 6.

Jehova drager kærligt omsorg for sine salvede og våger omhyggeligt over dem. (1Kr 16:22; Sl 2:2, 5; 20:6; 105:15; Lu 18:7) David anerkendte at det var Gud der havde udvalgt og indsat sine salvede, og at det også var Gud der måtte dømme dem. At række hånden ud for at skade Jehovas salvede eller én han havde udnævnt eller indsat, ville medføre Jehovas mishag. — 1Sa 24:6; 26:11, 23; se også INDSÆTTELSE; KONGE (Handlede på Jehovas vegne); KRISTUS; MESSIAS.