[fra (tilhørende) Samaria].

Ordet ’samaritanere’ forekommer første gang i Bibelen efter den assyriske erobring af tistammeriget Israel i 740 f.v.t. Det bruges her om dem der boede i landet før erobringen, til forskel fra de fremmede der senere blev ført dertil fra andre egne af Assyrerriget. (2Kg 17:29) Det ser ud til at assyrerne ikke førte alle de israelitiske indbyggere bort, for beretningen i 2 Krønikebog 34:6-9 (jf. 2Kg 23:19, 20) antyder at der stadig fandtes israelitter i landet under kong Josias’ regering. Med tiden kom begrebet ’samaritanere’ til at betegne efterkommerne af de oprindelige indbyggere som blev ladt tilbage i Samaria, og dem der blev flyttet dertil af assyrerne. Nogle af dem var derfor uden tvivl af blandet herkomst. Senere blev navnet mere brugt i religiøs end i etnisk eller politisk betydning. En „samaritaner“ var da et medlem af den religiøse sekt der var udbredt omkring Sikem og Samaria, og som førte en lære der på nogle punkter afveg stærkt fra jødedommen. — Joh 4:9.

Den samaritanske religion. Udviklingen af den samaritanske religion beroede på flere faktorer, hvoraf Jeroboams bestræbelser for at afholde de ti stammer fra at tilbede Jehova i Jerusalem spillede en ikke ringe rolle. I omkring 250 år efter at nationen var blevet delt i to riger, havde de af Gud indsatte levitpræster været erstattet af et præsteskab som var udnævnt af mennesker, og som efterhånden havde ført Israels rige ud i fordærvende afgudsdyrkelse. (1Kg 12:28-33; 2Kg 17:7-17; 2Kr 11:13-15; 13:8, 9) Derefter fulgte Nordrigets fald. De hedenske indvandrere fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim dyrkede mange guddomme — Sukkot-Benot, Nergal, Asjima, Nibhaz, Tartak, Adrammelek og Anammelek. Selv om de lærte noget om Jehova af en præst fra Jeroboams præsteskab, fortsatte de med, ligesom Samaria havde gjort med guldkalvene, at dyrke deres egne falske guder generation efter generation. (2Kg 17:24-41) Josias’ omfattende bestræbelser for at udrydde afgudsdyrkelsen i dette nordlige område næsten hundrede år efter Samarias fald fik ikke nogen varigere virkning end hans tilsvarende reformer i det sydlige rige, Juda. — 2Kg 23:4-20; 2Kr 34:6, 7.

I 537 f.v.t. vendte en rest af de 12 stammer tilbage fra landflygtigheden i Babylon og begyndte  at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. (Ezr 1:3; 2:1, 70) „Samaritanerne“, som allerede boede i landet og nu beskrives som „Judas og Benjamins modstandere“, henvendte sig da til Zerubbabel og de ældste og sagde til dem: „Lad os bygge sammen med jer, for vi søger jeres Gud ligesom I selv, og det er ham vi har ofret til lige siden kong Asarhaddon af Assyriens dage, han som førte os herop.“ (Ezr 4:1, 2) Deres påstand om at de dyrkede Jehova, var imidlertid falsk, for da Zerubbabel afviste deres tilbud, gjorde de alt hvad de kunne for at forhindre bygningen af templet. Efter at alle deres forenede anstrengelser for at chikanere og skræmme jøderne var slået fejl, skrev de et brev til den persiske konge med falske anklager og havde held til at få udstedt et officielt dekret som standsede byggeriet i nogle år. — Ezr 4:3-24.

Da Nehemias i midten af det 5. århundrede f.v.t. begyndte at istandsætte Jerusalems mure, gjorde Sanballat (som ifølge en af Elefantine-papyrusserne var statholder i Samaria) flere ihærdige, men forgæves, forsøg på at standse projektet. (Ne 2:19, 20; 4:1-12; 6:1-15) Da Nehemias senere vendte tilbage til Jerusalem efter længere tids fravær, fandt han at ypperstepræsten Eljasjibs sønnesøn havde giftet sig med Sanballats datter. Nehemias reagerede ved straks at ’jage ham bort’. — Ne 13:6, 7, 28.

Opførelsen af det samaritanske tempel på Garizims Bjerg (der måske fandt sted i det 4. årh. f.v.t.) som konkurrent til templet i Jerusalem anses af nogle for at markere den endegyldige adskillelse mellem jøderne og samaritanerne, om end nogle mener at forbindelsen mellem de to folk først blev afbrudt godt hundrede år senere. Da Jesus begyndte sin tjeneste, var bruddet mellem dem ikke blevet helet selv om templet på Garizims Bjerg var blevet ødelagt omkring 150 år forinden. (Joh 4:9) Samaritanerne tilbad stadig på Garizims Bjerg (Joh 4:20-23), og jøderne havde ikke stor respekt for dem. (Joh 8:48) I billedtalen om den barmhjertige samaritaner brugte Jesus dette forhold til at lære jøderne en værdifuld lektie. — Lu 10:29-37.

Den Samaritanske Pentateuk. Samaritanernes religiøse skrifter har fra tidlig tid kun bestået af Bibelens fem første bøger, og dette i en særlig udgave, skrevet med samaritanske skrifttegn og kaldet Den Samaritanske Pentateuk. Resten af De Hebraiske Skrifter forkastede de, måske med undtagelse af Josuas Bog. Den Samaritanske Pentateuk afviger fra den masoretiske tekst i omkring 6000 tilfælde, hvoraf de fleste er af underordnet betydning. Enkelte er dog større ændringer, som for eksempel læsemåden i 5 Mosebog 27:4, hvor Ebal — det sted hvor Moseloven skulle skrives på hvidkalkede sten — er erstattet med Garizim. (5Mo 27:8) Denne ændring er tydeligvis foretaget for at underbygge læren om at Garizim er Guds hellige bjerg.

Eftersom samaritanerne i det store og hele anerkendte Pentateuken, havde de et vist grundlag for at tro at der ville komme en profet som var større end Moses. (5Mo 18:18, 19) I det 1. århundrede så samaritanerne frem til Messias’ komme, og nogle af dem anerkendte Jesus, mens andre forkastede ham. (Lu 17:16-19; Joh 4:9-43; Lu 9:52-56) Senere tog mange samaritanere med glæde imod kristendommen, som blev forkyndt af de første kristne. — Apg 8:1-17, 25; 9:31; 15:3.