Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Samos

Samos

(Saʹmos) [højdedrag].

En klippeø i Det Ægæiske Hav nær ved Lilleasiens vestkyst. Paulus gjorde øjensynlig et kort ophold på Samos på tilbagevejen efter sin tredje missionsrejse. — Apg 20:15.

Et ca. 1,5 km bredt stræde adskiller Samos fra det asiatiske forbjerg Samsun Dagi. Øen, der er ca. 43 km lang og 23 km bred, lå sydvest for Efesus og nordvest for Milet. Da Paulus foretog sine missionsrejser, var Samos en fri stat. Dens hovedby og vigtigste havn hed også Samos. Øen var kendt for sin dyrkelse af Hera (Juno, den romerske gudinde for ægteskab og barnefødsel), og den havde et Heratempel der i pragt og ry kappedes med Artemistemplet i Efesus.

Ifølge Bibelens beretning var det skib hvormed Paulus sejlede tilbage til Jerusalem, på et tidspunkt lige ud for Chios og lagde den følgende dag til ved Samos (ca. 105 km længere mod syd, langs Lilleasiens kyst), og den tredje dag nåede det Milet. (Apg 20:15) I nogle håndskrifter tilføjes et udtryk der fører til følgende gengivelse: „Den følgende dag lagde vi til ved Samos, og efter at have gjort ophold ved Trogyllium nåede vi Milet den næste dag.“ (JB) Dette er blevet udlagt sådan at skibet ikke blev i Samos’ havn, men i stedet krydsede strædet og ankrede op under det høje forbjergs beskyttelse. I de ældste og mest pålidelige håndskrifter forekommer ordene om „Trogyllium“ imidlertid ikke, og såvel Westcott og Hort som Nestle og Aland har udeladt det af deres tekstudgaver. Paulus’ skib lagde åbenbart til ved Samos i kort tid og fortsatte derefter til Milet.