(Samʹson) [af et rodord der betyder „sol“].

En af Israels fremtrædende dommere; søn af Manoa, en danit fra Zora. Før Samsons fødsel viste en engel sig for hans moder og sagde at hun ville føde en søn der skulle være nasiræer fra fødselen og ’den der begyndte at frelse Israel af filistrenes hånd’. (Dom 13:1-5, 24; 16:17) Som fremtidig anfører i kampen mod filistrene ville Samson komme i berøring med ligene af de slagne. Selve hans opgaves art viser derfor at han ikke kunne være underlagt den lov der forbød nasiræere at røre ved døde. (4Mo 6:2-9) Denne lov gjaldt personer der frivilligt aflagde løfte om at leve som nasiræere; i Samsons tilfælde gjaldt derimod de specifikke krav som Jehovas engel havde forklaret hans moder.

Da Samson var gammel nok til at gifte sig, bad han sine forældre om at tage en bestemt filisterkvinde fra Timna til hustru for ham. Det var i overensstemmelse med Guds ånds ledelse, da det gav Samson anledning til strid med filistrene. (Dom 13:25–14:4) Senere mødte Samson en ung løve i nærheden af Timna. Styrket af Jehovas ånd sønderrev han dyret med sine bare hænder. Derefter fortsatte han til Timna for at tale med den filisterkvinde han ønskede til hustru. — Dom 14:5-7.

Nogen tid efter tog Samson med sine forældre til Timna for at hjemføre sin trolovede. På vejen gjorde han en afstikker for at se på kadaveret af den løve han tidligere havde dræbt, og opdagede at der var en bisværm og noget honning i løvens døde krop. Samson spiste af honningen, hvorefter han gik hen til sine forældre og gav dem noget. Ved bryllupsfesten formulerede han en gåde over denne hændelse og forelagde den for 30 filistæiske brudesvende. Begivenhederne i forbindelse med gåden udviklede sig sådan at Samson fik anledning til at slå 30 filistre ihjel i Askalon. — Dom 14:8-19.

Da faderen til Samsons trolovede gav hende til en anden mand og nægtede Samson lov til at se hende, fik han endnu en anledning til at volde filistrene skade. Ved hjælp af 300 ræve satte han ild til filistrenes kornmarker, vingårde og olivenlunde. De rasende filistre brændte da Samsons trolovede og hendes fader inde fordi hans behandling af Samson var årsag til deres tab. Det gav Samson en yderligere grund til at hævne sig på dem. Han slog dem „sønder og sammen“ og påførte dem et stort tab. — Dom 14:20–15:8.

Filistrene tog til Lehi for at hævne sig på Samson. Tre tusind frygtsomme judæere overtalte derfor Samson, der befandt sig på klippebjerget Etam, til at overgive sig. Derefter bandt de ham med to nye reb og førte ham til filistrene. Triumferende kom filistrene dem i møde for at overtage Samson. Men „Jehovas ånd [virkede] på ham, og rebene der var om hans arme blev som linnedtråde der er brændt med ild, så hans bånd smeltede af hans hænder“. Samson fandt en frisk æselkæbe og slog tusind mand ned med den, hvorefter han tilskrev Jehova sejren. Ved den lejlighed tilvejebragte Jehova vand som svar på Samsons bøn om at få slukket sin tørst. — Dom 15:9-19.

Ved en anden lejlighed gik Samson ind til en prostitueret i filisterbyen Gaza. Da filistrene hørte om det, lagde de sig i baghold for at dræbe ham om morgenen. Men ved midnat stod Samson op og rykkede Gazas byport og dens sidestolper og tværstang op og „bar dem op på toppen af det bjerg der er over for Hebron“. (Dom 16:1-3; se GAZA, 1.) Dette var en stor ydmygelse for filistrene da det efterlod Gaza ubeskyttet mod ubudne gæster. At Samson kunne udføre denne forbløffende bedrift, viser at han stadig havde Guds ånd. Det taler for at han ikke gik ind til den prostituerede i en umoralsk hensigt. I Langes Commentary on the Holy Scriptures (Dom 16:1, s. 212) siger forskeren Paulus Cassel angående dette: „Samson tog ikke til Gaza i den hensigt at besøge en skøge; for der siges at ’han gik derhen, og så dér en [prostitueret]’. Men da han ønskede at blive der [i Gaza] natten over, kunne han, nationens fjende, ikke gøre andet end at blive hos den [prostituerede]. . . . Hans ophold omtales i vendinger der minder om dem der bruges om  spionernes ophold i Rahabs hus. Ordene ’han så hende’ viser kun at da han så en kvinde af hendes slags, vidste han hvor han kunne finde ly for natten.“ (Oversat og redigeret af P. Schaff, 1976) Det bør også bemærkes at beretningen siger at ’Samson blev liggende til midnat’, ikke at ’Samson blev liggende hos hende til midnat’.

Ved at gå ind på fjendens territorium viste Samson sin frygtløshed. Det kan meget vel være at han gik til Gaza for at ’søge en anledning til strid med filistrene’, som tilfældet var da han søgte en hustru iblandt dem. (Dom 14:4) Hvis det forholder sig sådan, havde Samson åbenbart i sinde at bruge ethvert af filistrenes angreb på ham som en anledning til at tilføje dem skade.

Forrådt af Dalila. Herefter blev Samson forelsket i Dalila. (Se DALILA.) Med udsigt til en fortjeneste forsøgte hun at få at vide hvad Samsons styrke skyldtes. Tre gange gav han hende vildledende svar. Men på grund af hendes vedvarende plageri gav han til sidst efter og afslørede at hans styrke skyldtes at han var nasiræer og havde været det fra fødselen. Så tilkaldte hun filistrene for at få sin belønning for at overgive ham til dem. Mens Samson sov på hendes knæ, lod hun hans hår barbere af. Da han vågnede, havde Jehovas ånd forladt ham fordi han havde bragt sig selv i en situation der afsluttede hans liv som nasiræer. Det var ikke håret i sig selv der gav Samson styrke, men det som håret symboliserede, nemlig hans særlige forhold til Jehova som nasiræer. Da dette forhold ophørte, var Samson ikke anderledes end andre mennesker. Derfor var filistrene i stand til at stikke hans øjne ud, binde ham med kobberlænker og sætte ham til at dreje kværnen i fangernes hus. — Dom 16:4-21.

Mens Samson var indespærret i fangehuset, gjorde filistrene klar til at bringe et stort slagtoffer til deres gud Dagon, hvem de tilskrev deres vellykkede tilfangetagelse af Samson. Store menneskemængder, deriblandt alle forbundsfyrsterne, samledes i det hus der blev brugt ved tilbedelsen af Dagon. På taget alene var der 3000 mænd og kvinder. Samson, hvis hår i mellemtiden havde vokset sig langt, blev hentet fra fængselet så de lystige filistre kunne more sig over ham. Da Samson kom, bad han den dreng der førte ham, om lov til at røre ved søjlerne som huset hvilede på. Derefter bad han til Jehova: „Husk mig nu, og styrk mig nu, blot denne ene gang, du den sande Gud, og lad mig få hævn, hævn over filistrene for det ene af mine to øjne.“ (Dom 16:22-28) At han bad om kun at få hævn for det ene øje, kan bero på at han erkendte sin del af skylden for at have mistet sit syn. Eller han følte måske at han som en der kun handlede på Jehovas vegne, ikke kunne få fuldstændig hævn.

Samson stemmede sig mod de to understøttende søjler og „bøjede sig med kraft“ så søjlerne væltede og huset faldt sammen. Det resulterede i at han ved sin død dræbte flere filistre end i hele sit liv. Nogle slægtninge begravede ham „mellem Zora og Esjtaol i hans fader Manoas gravsted“. Samson døde således som en trofast tjener for Jehova efter at have været Israels dommer i 20 år. Derfor nævnes han med rette blandt mænd som ved tro blev fyldt med kraft. — Dom 15:20; 16:29-31; He 11:32-34.