To bøger i De Hebraiske Skrifter. Det ser ud til at de i den oprindelige hebraiske kanon blot udgjorde én bog, for i masora findes hen imod slutningen af Første Samuelsbog, kapitel 28 (et af bogens sidste kapitler), en anmærkning om at her var bogens midte.

Skribenterne. Tidsrummet bogen omspænder. Ifølge den jødiske overlevering er den første del af bogen skrevet af Samuel, og resten af Natan og Gad. Første Krønikebog 29:29 bekræfter at disse tre profeter var skribenter. Og i Samuelsbogen selv hedder det: „Derpå talte Samuel til folket om kongedømmets rettigheder og skrev det ned i en bog og lagde den hen for Jehovas ansigt.“ (1Sa 10:25) På grundlag af 1 Samuel 27:6, hvor der henvises til „Judas konger“, mener talrige forskere imidlertid at den endelige samling af Samuelsbøgerne først kan have fundet sted nogen tid efter at Israels tistammerige var blevet oprettet. Hvis der altså med „Judas konger“ menes konger i tostammeriget Juda, viser det at Samuels, Natans og Gads skrifter må være blevet redigeret i deres endelige form af en anden end disse skribenter. Hvis der på den anden side blot menes konger af Judas stamme, kan ordene være skrevet af Natan eftersom han levede under to judæiske konger, David og Salomon. — 1Kg 1:32-34; 2Kr 9:29.

At Hanna og en unavngiven „Guds mand“ brugte udtrykkene „konge“ og ’den salvede’ flere årtier før Israel fik en konge, støtter ikke den opfattelse at disse passager stammer fra en senere periode end angivet i bogen. (1Sa 2:10, 35) Tanken om en fremtidig konge var på ingen måde fremmed for hebræerne. Gud havde om Sara, israelitternes stammoder, lovet at „folkeslags konger“ ville nedstamme fra hende. (1Mo 17:16) Jakobs afskedsprofeti (1Mo 49:10), Bileams profetiske ord (4Mo 24:17) og Moseloven (5Mo 17:14-18) pegede også frem til den tid da israelitterne ville være styret af en konge.

Den historiske beretning i de to Samuelsbøger begynder på den tid da Eli var ypperstepræst, og slutter med de begivenheder der indtraf under Davids regering. Den omspænder derfor en periode på rundt regnet 140 år (ca. 1180–ca. 1040 f.v.t.). Eftersom Davids død ikke nævnes i beretningen, blev den sikkert (eventuelt med undtagelse af redaktionelle tilføjelser) fuldført omkring 1040 f.v.t.

Ægthed. Beretningens ægthed er velbevidnet. Da Jesus gendrev en indvending fra farisæerne, henviste han til passagen i 1 Samuel 21:3-6 om at David fik skuebrødene udleveret af præsten Ahimelek. (Mt 12:1-4) I synagogen i Antiochia i Pisidien citerede Paulus fra 1 Samuel 13:14 i et kort tilbageblik over Israels historie. (Apg 13:20-22) I brevet til romerne benyttede den samme apostel nogle ord fra en af Davids salmer — en passage der forekommer både i 2 Samuel 22:50 og Salme 18:49 — for at vise at Jesus med sin tjeneste for jøderne bekræftede Guds løfter og gav ikkejøder grund til at „herliggøre Gud for hans barmhjertighed“. (Ro 15:8, 9) Jehovas ord til David i 2 Samuel 7:14 citeres i Hebræerne 1:5 og møntes på Kristus Jesus, hvorved det vises at David tjente som et profetisk forbillede på Messias.

Beretningen bærer også præg af en bemærkelsesværdig oprigtighed. Den afslører de fejltrin der blev begået af ypperstepræsten Elis hus (1Sa 2:12-17, 22-25), Samuels sønners fordærv (1Sa 8:1-3) og kong Davids synder og familieproblemer (2Sa 11:2-15; 13:1-22; 15:13, 14; 24:10).

Endnu et vidnesbyrd om beretningens ægthed er profetiernes opfyldelse. Som forudsagt bad Israel  om at få en konge (5Mo 17:14; 1Sa 8:5); Jehova forkastede Elis hus (1Sa 2:31; 3:12-14; 1Kg 2:27), og kongedømmet fortsatte i Davids slægt (2Sa 7:16; Jer 33:17; Ez 21:25-27; Mt 1:1; Lu 1:32, 33).

Beretningen stemmer helt overens med resten af Bibelen. Det ser man især når man undersøger Salmerne, der i mange tilfælde bliver belyst af det der står i Samuelsbøgerne. At kong Saul sendte sendebud til Davids hus for at bevogte det og slå David ihjel, danner baggrunden for Salme 59. (1Sa 19:11) I Salme 34 og 56 hentydes der til Davids oplevelser i Gat, hvor han spillede vanvittig for at undgå at blive dræbt. (1Sa 21:10-15; navnet Abimelek, der forekommer i overskriften til Salme 34, skal  uden tvivl betragtes som en titel brugt om kong Akisj.) Salme 142 afspejler måske de tanker David gjorde sig da han skjulte sig for Saul i Adullams hule (1Sa 22:1) eller i hulen i ørkenen ved En-Gedi. (1Sa 24:1, 3) Det samme gælder måske Salme 57. Salme 57:6, sammenholdt med 1 Samuel 24:2-4, synes at pege på hulen i ørkenen ved En-Gedi, for det var dér Saul billedligt talt faldt i den faldgrube han havde gravet for David. Salme 52 handler om at Doeg underrettede Saul om Davids forbindelse med Ahimelek. (1Sa 22:9, 10) At zifitterne røbede Davids opholdssted for kong Saul, danner baggrunden for Salme 54. (1Sa 23:19) Salme 2 synes at hentyde til filistrenes forsøg på at afsætte David efter at han havde indtaget bjergfæstningen Zion. (2Sa 5:17-25) Salme 60 bygger på vanskelighederne med edomitterne under krigen med Hadad’ezer. (2Sa 8:3, 13, 14) Salme 51 er en bøn hvori David trygler om tilgivelse for sin synd med Batseba. (2Sa 11:2-15; 12:1-14) Salme 3 er skrevet under indtryk af Davids flugt for Absalom. (2Sa 15:12-17, 30) Salme 7 har muligvis en historisk baggrund i Sjim’is forbandelse af David. (2Sa 16:5-8) Salme 30 hentyder måske til begivenhederne i forbindelse med at David rejste et alter på Araunas tærskeplads. Salme 18 er en parallel til 2 Samuel 22 og handler om hvordan Jehova udfriede David fra Saul og andre fjender.

Afsnit der mangler i den græske Septuaginta. Første Samuelsbog 17:12-31, 55–18:6a forekommer ikke i den græske Septuaginta-tekst der findes i Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209. En del forskere har derfor draget den slutning  at disse passager er senere tilføjelser til den hebraiske tekst. C. F. Keil og F. Delitzsch imødegår imidlertid dette synspunkt idet de siger: „Den opfattelse at de omtalte afsnit er senere indføjelser i teksten, kan ikke begrundes med henvisning til Septuaginta alene, for den vilkårlighed hvormed oversætterne efter forgodtbefindende foretog udeladelser eller tilføjelser, er åbenbar for enhver.“ — Commentary on the Old Testament, 1973, bd. II, 1 Samuel, s. 177, fdn.

Hvis det entydigt kunne påvises at der er uoverensstemmelser mellem de udeladte afsnit og resten af bogen, kunne der være grund til at tvivle på deres ægthed. Nogle mener at en sådan uoverensstemmelse findes når de sammenholder 1 Samuel 16:18-23 med 1 Samuel 17:55-58, for i sidstnævnte passage spørger Saul om Davids identitet skønt David allerede er hans hofmusiker og våbendrager. Men at David tidligere er blevet beskrevet som „en brav kriger og en stridsmand“, kan blot sigte til at han egenhændigt havde dræbt både løve og bjørn for at redde sin faders får. (1Sa 16:18; 17:34-36) Desuden siger Bibelen ikke at David direkte gjorde tjeneste som Sauls våbendrager i krig før han dræbte Goliat. Sauls anmodning til Isaj lød: „Lad dog David blive ved med at stå i min tjeneste, for han har fundet yndest i mine øjne.“ (1Sa 16:22) Denne anmodning udelukker ikke den mulighed at Saul senere lod David vende tilbage til Betlehem sådan at David var optaget af at vogte sin faders får da krigen med filistrene brød ud.

Med hensyn til Sauls spørgsmål: „Hvis søn er denne dreng, Abner?“ siger førnævnte bibelkommentar (s. 178, fdn.): „Skønt Abner måske ikke har bekymret sig om Sauls harpespillers herkomst, kan Saul selv vel næppe have glemt at David var søn af betlehemitten Isaj. Men der lå langt mere i Sauls spørgsmål. Det var ikke slet og ret navnet på Davids fader han ville vide, men hvilken slags mand faderen til en ung knøs der havde mod til at udføre en så storslået og heltemodig gerning, egentlig var; og han stillede ikke blot spørgsmålet for at kunne fritage hans hus for skat, hvilket var lovet som belønning for at besejre Goliat (v. 25), men efter al sandsynlighed også for at kunne knytte en sådan mand til sit hof eftersom han af sønnens mod og tapperhed udledte at de samme egenskaber måtte findes hos faderen. Det er sandt at David blot svarede: ’Din tjener betlehemitten Isajs søn,’ men det fremgår meget tydeligt af vendingen i kap. xviii. 1, ’da han var færdig med at tale med Saul’, at Saul talte mere med ham om hans familieforhold da selve ordlyden forudsætter en længere samtale.“ (Andre tilfælde hvor spørgsmålet „Hvem . . .?“ ikke blot sigter til det at kende en persons navn, findes i 2Mo 5:2 og 1Sa 25:10.)

Der er således god grund til at betragte 1 Samuel 17:12-31, 55–18:6a som en del af den oprindelige tekst.

[Ramme på side 705]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE SAMUELSBOG

En beretning om kongedømmets indførelse i Israel; beretningen understreger lydighed mod Jehova

Skrevet af Samuel, Natan og Gad. Første Samuelsbog omspænder tiden fra Samuels fødsel til Sauls, Israels første konges, død

Jehova oprejser Samuel som profet i Israel (1:1–7:17)

Samuel fødes som svar på sin moders, Hannas, bøn; efter at være blevet vænnet fra overgives han til tjenesten i helligdommen som en opfyldelse af Hannas løfte

Jehova taler til Samuel og udtaler sin dom over Elis hus fordi dennes sønner, Hofni og Pinehas, handler ondt og Eli ikke sætter dem i rette

Samuel vokser op, og Israel erkender at han er Jehovas profet

Jehovas ord mod Eli begynder at gå i opfyldelse: filistrene erobrer pagtens ark og slår Elis sønner ihjel; da Eli hører om det, dør han

Nogle år senere tilskynder Samuel israelitterne til at forlade afgudsdyrkelsen og tjene Jehova alene; Jehova skænker dem sejr over filistrene

Saul bliver Israels første konge (8:1–15:35)

Israels ældste henvender sig til den aldrende Samuel og beder om at få en jordisk konge; Jehova befaler ham at adlyde dem

Under Jehovas ledelse salver Samuel benjaminitten Saul til konge

Samuel fremstiller Saul for en forsamling af israelitter i Mizpa; ikke alle anerkender ham

Saul besejrer ammonitterne; hans kongedømme bekræftes i Gilgal; Samuel formaner folket til fortsat at adlyde Jehova

Stillet over for et angreb fra filistrene undlader Saul at adlyde Jehova og vente til Samuel kommer, men bringer selv ofre; Samuel fortæller ham at hans kongedømme på grund af dette ikke vil bestå

Saul besejrer amalekitterne, men i strid med Jehovas befaling skåner han kong Agag og de bedste af dyrene; Samuel fortæller Saul at Jehova har forkastet ham som konge, og at lydighed er bedre end slagtoffer

David bliver berømt, hvilket Saul bliver vred over (16:1–20:42)

Samuel salver David, og Jehovas ånd forlader Saul; David spiller på harpe for Saul for at bringe ham lindring når han er foruroliget

David dræber filisterkæmpen Goliat, og der opstår et nært venskab mellem David og Sauls søn Jonatan

David bliver sat over Sauls krigere, vinder flere sejre og hyldes i sang oftere end Saul; Saul bliver skinsyg

Saul forsøger to gange uden held at slå David ihjel; heller ikke hans plan om at lade filistrene dræbe David under bestræbelserne på at fremskaffe brudeprisen for Sauls datter Mikal lykkes

Trods sit løfte til Jonatan forsøger Saul en tredje gang at slå David ihjel, og David flygter til Samuel i Rama

Jonatan forsøger uden held at gå i forbøn for David hos sin fader; han advarer David, og han og David indgår en pagt

Davids liv som flygtning (21:1–27:12)

I Nob giver ypperstepræsten Ahimelek David brød og Goliats sværd; David flygter derpå til Gat, hvorfra han undslipper uskadt ved at spille vanvittig

Han søger tilflugt i Adullams hule og derpå i Herets skov; Saul lader Ahimelek og alle Nobs indbyggere dræbe; Ahimeleks søn Ebjatar overlever og slutter sig til David

David redder Ke’ila fra filistrene, men derefter forlader han byen for at undgå at blive overgivet til Saul

Mændene i Zif afslører hvor David opholder sig; han undgår med nød og næppe at blive taget til fange

David har mulighed for at dræbe Saul, men skåner hans liv

Samuel dør

Abigajils kloge handling hindrer David i at udgyde blod i vrede

David skåner Sauls liv endnu en gang og søger tilflugt hos filistrene

Slutningen på Sauls herredømme (28:1–31:13)

Saul samler en hær mod de angribende filistre

På grund af Sauls ulydighed vil Jehova ikke besvare hans spørgsmål, så Saul henvender sig til et åndemedium i En-Dor

Saul såres alvorligt i kamp mod filistrene og begår selvmord; hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkisjua bliver dræbt

[Ramme på side 706]

HOVEDPUNKTER I ANDEN SAMUELSBOG

En beretning om Davids kongedømme — de velsignelser han fik, og den tugt han modtog når han syndede

Udgjorde oprindelig én skriftrulle sammen med Første Samuelsbog; beretningen i Anden Samuelsbog blev fuldført af Gad og Natan omkring ved Davids død i 1040 f.v.t.

David bliver konge og hersker fra Hebron (1:1–4:12)

David sørger over Sauls og Jonatans død; han bosætter sig i Hebron og salves til konge af Judas mænd

Abner gør Sauls søn Isjbosjet til konge over resten af Israel; der udbryder kamp mellem de rivaliserende riger

Abner går over til David, men dræbes af Joab

Isjbosjet myrdes; David beordrer morderne henrettet

David hersker som konge over alle Israels stammer (5:1–10:19)

David salves til konge over hele Israel; han indtager fæstningen Zion og gør Jerusalem til sin hovedstad

Filistrene angriber to gange, men besejres hver gang

David forsøger at føre pagtens ark til Jerusalem; forsøget opgives da Uzza dør fordi han prøver at støtte arken så den ikke vælter

Hans andet forsøg lykkes fordi arken transporteres på rette måde

David giver over for Natan udtryk for sit ønske om at bygge et tempel til Jehova; Jehova indgår en pagt med ham om et rige

Davids synd med Batseba; ulykken kommer over ham fra hans eget hus (11:1–20:26)

Israelitterne går i krig mod Ammon; David begår ægteskabsbrud med Batseba, hvis mand, Urias, gør tjeneste i hæren. Da Davids bestræbelser på at skjule sin synd slår fejl, sørger han for at Urias falder i kamp, og gifter sig med hans enke, Batseba

Med en træffende illustration irettesætter Natan David for hans synd og fortæller om Jehovas dom: Ulykken vil komme fra hans eget hus, hans egne hustruer vil blive krænket, og hans søn med Batseba vil dø

Barnet dør; Batseba bliver gravid igen og føder Salomon

Davids søn Amnon voldtager sin halvsøster Tamar; Davids søn Absalom, Tamars helbroder, hævner hende ved at lade Amnon dræbe; derefter flygter han til Gesjur

Absalom, som David har tilgivet, danner en sammensværgelse mod sin fader; til sidst lader han sig udråbe til konge i Hebron

David og hans mænd flygter fra Jerusalem for at undslippe Absalom og hans tilhængere. I Jerusalem har Absalom omgang med ti af Davids medhustruer; Absaloms styrker forfølger David og besejres; Absalom selv dræbes trods Davids udtrykkelige befaling om at skåne ham

David vender tilbage som konge; benjaminitten Sjeba gør oprør, og David giver Amasa kommandoen over hæren så han kan slå oprøret ned. Joab dræber Amasa og overtager befalingen; Sjeba dræbes

De sidste begivenheder i Davids regeringstid (21:1–24:25)

David overgiver syv af Sauls sønner til gibeonitterne så de kan lide døden og Sauls hus’ blodskyld over for dem kan blive hævnet

David komponerer lovsange til Jehova og erkender at inspirationen kommer fra Gud

David synder ved at beordre en folketælling, hvilket medfører at ca. 70.000 dør af pest

David køber jebusitten Araunas tærskeplads for at rejse et alter for Jehova dér