Ordet er oversat fra det græske ord syneiʹdēsis, der er sammensat af syn (med) og eiʹdēsis (viden), og som derfor betyder med-viden, det at vide noget med sig selv. Samvittigheden er evnen til at betragte sig selv og afsige en dom over sig selv, at vidne om sig selv. Apostelen Paulus beskrev hvordan hans samvittighed virkede da han sagde: „Min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd.“ — Ro 9:1.

Samvittigheden er en medfødt egenskab der er nedlagt i mennesket af Gud. Det er en indre bevidsthed om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, som enten undskylder eller anklager én. Den optræder altså som dommer. Samvittigheden kan oplæres af de tanker, principper, synspunkter og adfærdsmønstre der indplantes i éns sind ved studium og erfaring. Ud fra dette bedømmer den det man er i færd med eller overvejer at gøre, og hvis denne adfærd strider mod principperne, udsender den en advarsel — medmindre den er blevet ’brændemærket’, gjort følelsesløs, fordi man gentagne gange har overhørt dens advarsler. Samvittigheden kan være en moralsk sikkerhedsforanstaltning, idet den fylder én med glæde når man gør noget godt, og tilføjer én smerte når man gør noget forkert.

Mennesket havde en samvittighed fra begyndelsen. Det sås da Adam og Eva skjulte sig efter at have overtrådt Guds lov. (1Mo 3:8) I Romerne 2:14, 15 læser vi: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ Selv mennesker som ikke tjener Gud, nyder altså godt af en samvittighed. Den er gået i arv til alle mennesker fra vore første forældre, Adam og Eva. Mange landes love er i harmoni med den kristnes samvittighed til trods for at lovgiverne i disse lande måske slet ikke er påvirket af kristendommen. De har blot vedtaget de love deres egen samvittighed har påbudt dem. Alle mennesker har en samvittighed, som den kristne med sin forkyndelse og adfærd appellerer til. — 2Kor 4:2.

 Samvittigheden må oplæres, ellers kan den føre én på afveje. Hvis den ikke bliver oplært i de rette normer, i overensstemmelse med sandheden, vil den være en usikker vejleder. Den kan præges i en forkert retning af omgivelser, skik og brug, tilbedelsesformer og almindelige sædvaner. Den vil da bedømme tingene som enten rette eller urette på grundlag af disse forkerte normer eller værdier. Et eksempel på dette fremgår af Johannes 16:2, hvor Jesus forudsagde at mennesker som dræbte Guds tjenere, endog ville mene at de dermed tjente Gud. Saulus (den senere apostel Paulus) forfulgte således Kristi disciple i en morderisk hensigt i den tro at han derved tjente Gud. (Apg 9:1; Ga 1:13-16) Jøderne lod sig forlede til at kæmpe imod Gud fordi de manglede forståelse af hans ord. (Ro 10:2, 3; Ho 4:1-3; Apg 5:39, 40) Kun når samvittigheden er godt oplært efter Guds ord, kan den bedømme det man kommer ud for i livet, rigtigt og holde én på den rette vej. (2Ti 3:16; He 4:12) Den kristne behøver en god og stabil norm, Guds norm.

En ren samvittighed. Når man træder frem for Jehova, må det være med en renset samvittighed (He 10:22), og man må hele tiden bestræbe sig for at bevare en god samvittighed i alle ting. (He 13:18) Paulus erklærede: „Derfor øver jeg mig netop altid i at have bevidstheden om ikke at støde an hos Gud og mennesker.“ (Apg 24:16) Dermed mente han at han hele tiden rettede sin adfærd ind efter Guds ord og Kristi lære, da han vidste at det i sidste ende ikke var hans egen samvittighed, men Gud der skulle bedømme ham. (1Kor 4:4) Når man følger en samvittighed der er oplært ud fra Bibelen, kan det medføre at man bliver forfulgt, men Peter siger trøstende: „Hvis nogen på grund af samvittighed over for Gud udstår genvordigheder og lider uretfærdigt, er det velset.“ (1Pe 2:19) En kristen må ’bevare en god samvittighed’ trods forfølgelse. — 1Pe 3:16.

Moseloven med dens dyreofre kunne ikke gøre nogen så fuldkomne med hensyn til deres samvittighed at de kunne betragte sig som skyldfri. Kun ved i tro at tage imod genløsningen ved Kristus kan man få sin samvittighed renset. (He 9:9, 14) Peter viser at man må have en sådan ren og god samvittighed for at blive frelst. — 1Pe 3:21.

Hensyntagen til andres samvittighed. I betragtning af at samvittigheden må være grundigt oplært efter Guds ord for at kunne bedømme tingene rigtigt, vil en samvittighed som ikke er oplært, i mange tilfælde være svag. Det vil sige at den nemt lader sig undertrykke, eller at personen let tager anstød af hvad andre siger eller gør, også selv om der ikke foreligger nogen overtrædelse af Guds lov. Paulus anførte eksempler på dette i forbindelse med mad og drikke og det at bedømme nogle dage som bedre end andre. (Ro 14:1-23; 1Kor 8:1-13) Kristne som har kundskab og en veloplært samvittighed, får at vide at de skal tage hensyn til dem der har en svag samvittighed, og ikke bruge deres frihed fuldt ud eller insistere på alle deres personlige „rettigheder“ eller altid gøre som det passer dem. (Ro 15:1) Hvis de sårer en medkristens svage samvittighed, ’synder de mod Kristus’. (1Kor 8:12) På den anden side lader Paulus også forstå at selv om han ikke ville ønske at gøre noget som en svag broder kunne tage anstød af, så denne broder dømte ham, burde den svage også tage hensyn til sin broder og stræbe efter at opnå modenhed ved at tilegne sig større kundskab og lade sig oplære så hans samvittighed ikke så nemt lod sig krænke og fik ham til at bedømme andre forkert. — 1Kor 10:29, 30; Ro 14:10.

En dårligt fungerende samvittighed. Samvittigheden kan misbruges i en sådan grad at den ikke længere er ren og følsom. Hvis dette sker, kan den ikke udsende advarsler eller være en sikker vejleder. (Tit 1:15) Ens adfærd vil da ikke være ledet af en velfungerende samvittighed, men af frygt for afsløring og straf. (Ro 13:5) Paulus taler om at samvittigheden bliver brændemærket; ligesom brændt kød der er dækket af arvæv og uden nerveender, bliver den følelsesløs. (1Ti 4:2) De der har en sådan samvittighed, kan ikke skelne mellem ret og uret. De værdsætter ikke den frihed Gud giver dem, og idet de gør oprør, kommer de til at trælle under en dårligt fungerende samvittighed. Det er let at besmitte samvittigheden. Den kristnes mål bør være som beskrevet i Apostelgerninger 23:1: „Jeg har levet mit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed indtil denne dag.“