Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sandal

Sandal

En flad sål af læder, træ eller et andet fibermateriale der blev fastgjort til foden med snore eller remme, sædvanligvis af læder, som førtes mellem storetåen og den anden tå, rundt om hælen og hen over foden. I nogle tilfælde kan snorene eller remmene være nået op og gået rundt om ankelen.

Ægyptiske sandaler havde som regel en opadvendt tåspids. Nogle assyriske sandaler havde ingen sål under den forreste del af foden, men bestod kun af en sål under hælen og siden af foden og var fastgjort til foden med remme. Romerne gik med sandaler og skal også have brugt sko der minder om nutidens. De adelige og kongelige i Assyrien, Rom og andre steder bar mere kunstfærdige sandaler eller støvlelignende sko. Nogle beduiner omkring Sinaj Bjerg går med sandaler der er lavet af skindet af en art dygong (et sællignende havpattedyr). I et billede siger Jehova at han havde givet Jerusalem sko af sælskind (hebr.: taʹchasj) på. — Ez 16:10.

Præsterne i Israel siges at have været barfodede når de gjorde tjeneste i tabernaklet eller templet. (Jf. 2Mo 3:5; Jos 5:15; Apg 7:33.) At gå barfodet udendørs var imidlertid et tegn på sorg eller ydmygelse. — 2Sa 15:30; Es 20:2-5; sammenhold dette med befalingen til Ezekiel (24:17, 23).

På en lang rejse var det almindeligt at man tog et ekstra par sandaler med da sålerne kunne blive slidt igennem eller remmene gå i stykker. Da Jesus sendte de 12 apostle og senere de 70 disciple ud, sagde han at de ikke skulle tage to par sandaler med, men stole på at de der tog imod den gode nyhed, ville vise dem gæstfrihed og sørge for dem. — Mt 10:5, 9, 10; Mr 6:7-9; Lu 10:1, 4.

Brugt billedligt. Under Moseloven tog en enke sandalen af den der nægtede at indgå svogerægteskab med hende, og hans navn i Israel skulle være det spottende udtryk: „Den sandalløses hus.“ (5Mo 25:9, 10) Overdragelsen af ejendom eller af en genløsningsret blev stadfæstet ved at den oprindelige indehaver rakte sin sandal til den anden part. — Rut 4:7-10; se SVOGERÆGTESKAB.

Med ordene „over Edom kaster jeg min sandal“ (Sl 60:8; 108:9) kan Jehova have ment at Edom ville blive undertvunget, da man i gammel tid viste at man tog et stykke land i besiddelse ved at kaste sin sandal på det. Det kan også have været et udtryk for foragt for Edom, da Moab i det samme skriftsted omtales som Jehovas „vaskefad“. I det nuværende Mellemøsten er dét at kaste sin sandal en gestus hvormed man udtrykker foragt.

David pålagde Salomon at straffe Joab fordi han i fredstid havde fået ’krigsblod på sine sandaler’ — et billedligt udtryk for den blodskyld Joab havde pådraget sig ved at dræbe hærførerne Abner og Amasa. (1Kg 2:5, 6) Dette, sammen med den omstændighed at den der tog sine sandaler på, stod i begreb med at foretage sig noget uden for hjemmet (eller hvor han nu opholdt sig; jf. Apg 12:8), kaster lys over apostelen Paulus’ tilskyndelse til de kristne om at være ’udrustet med fredens gode nyhed som sko på deres fødder’. — Ef 6:14, 15.

At løse remmen på en andens sandaler eller at bære hans sandaler blev anset for at være et tyendearbejde og blev ofte udført af trælle. Johannes benyttede dette billede for at anskueliggøre sin underordnede stilling i forhold til Kristus. — Mt 3:11; Mr 1:7.