Det at indsamle den del af en afgrøde som høstfolkene enten har glemt eller har efterladt med vilje. Guds lov til Israel indeholdt en bestemmelse om at man ikke måtte høste helt ud til kanten af marken, ikke gennemgå grenene på oliventræet efter at have slået frugten ned og heller ikke samle de druer der levnedes i vingården. Selv hvis man glemte et neg på marken, måtte man ikke gå tilbage for at hente det. Retten til at sanke var en gudgiven ret som tilfaldt den fattige, den nødstedte, den fastboende udlænding, den faderløse og enken. — 3Mo 19:9, 10; 5Mo 24:19-21.

I beretningen om Rut findes et godt eksempel på hvordan denne kærlige bestemmelse i Guds lov blev anvendt. Skønt Rut ifølge Loven havde ret til at sanke, spurgte hun den mand der var sat over høstfolkene, om tilladelse til at gøre det, og dette har måske været almindelig praksis. Rut blev venligt behandlet, ja Boaz gav endda høstfolkene besked på at trække nogle aks ud af negene og lade dem ligge så hun kunne sanke dem. Dette gjorde det naturligvis lettere for Rut, men hun måtte stadig slide i det. Hun sankede flittigt bag Boaz’ høstfolk fra morgen til aften, kun afbrudt af en kort spisepause sammen med høstfolkene. — Rut 2:5-7, 14-17.

Det er tydeligt at denne ordning til gavn for de fattige i landet både tilskyndede til gavmildhed, uselviskhed og tillid til Jehovas velsignelse og modvirkede dovenskab. Den kaster lys over Davids udtalelse: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ (Sl 37:25) Ved at benytte sig af Lovens foranstaltning kunne de fattige ved deres flid og arbejdsomhed sikre sig mad på bordet, og hverken de eller deres børn ville behøve at tigge om brød.

Brugt billedligt. Da efraimitterne anklagede Gideon for at han ikke fra begyndelsen havde tilkaldt dem til at deltage i kampen mod Midjan, sagde han: „Er Efraims efterhøst [‛olelōthʹ; af ‛alalʹ, „at sanke, at foretage en efterhøst“] ikke bedre end Abi’ezers [Gideons hus’] vinhøst?“ Han forklarede denne illustration ved at pege på at dét efraimitterne havde udrettet (skønt de ikke havde været med i kampens indledende fase) — nemlig at de havde fanget de midjanitiske fyrster Oreb og Ze’eb — var langt mere end dét Gideon selv havde gjort. (Dom 8:1-3; 6:11) Bibelen omtaler også dét at gøre det af med de resterende fjender i en krig efter at hovedslaget var overstået, som „en efterhøst“. (Dom 20:44, 45) De der bliver tilbage efter at Jehova har fuldbyrdet sin dom, sammenlignes med „efterhøsten [‛olelōthʹ], når vinhøsten er til ende“, og Mika omtaler resten af Guds arvelod midt blandt de moralsk fordærvede mennesker som „eftersankningen [‛olelōthʹ] under vinhøsten“. — Es 24:13; Mik 7:1-8, 18; jf. Jer 6:9; 49:9, 10.