(Sarʹdes).

Hovedstaden i oldtidens Lydien (i det vestlige Lilleasien) og et center for tilbedelsen af en asiatisk gudinde der forbindes med enten Artemis eller Kybele. Byen lå syd for floden Hermos (i dag kaldet Gediz), omkring 50 km syd for Tyatira (det nuværende Akhisar) og ca. 75 km øst for Smyrna (det nuværende Izmir). Byens akropolis lå på en næsten utilgængelig klippe. Mens en bjergkæde begrænsede forbindelsen mod syd, beherskede Sardes den øst-vestgående handelsrute. Handelen og den økonomiske aktivitet, områdets frugtbarhed og fremstillingen af uldent klæde og uldtæpper var med til at gøre Sardes til en velstående og betydningsfuld by. På et tidspunkt havde Sardes måske 50.000 indbyggere.

I det 6. århundrede f.v.t. blev Lydiens sidste konge, Krøsus, besejret af Kyros den Store, og i over 200 år derefter var Sardes hovedstad i den vestlige del af Perserriget. I 334 f.v.t. overgav byen sig uden modstand til Alexander den Store. Senere blev den underlagt Pergamum og senere igen Rom. I år 17 e.v.t. blev den næsten jævnet med jorden af et stort jordskælv, men blev genopbygget med rundhåndet hjælp fra Rom.

Den jødiske historiker Josefus viser at der i det 1. århundrede f.v.t. var en stor jødisk befolkning i Sardes. (Jewish Antiquities, XIV, 259 [x, 24]) I slutningen af det 1. århundrede e.v.t. måtte den kristne menighed der var oprettet i Sardes, åndeligt set ’vågne op’; men der fandtes dog nogle i menigheden som ’ikke havde besmittet deres yderklæder’. — Åb 3:1-6.

Dér hvor Sardes har ligget, findes i dag ruiner af et tempel for efesernes Artemis (eller Kybele), et romersk teater og stadion og en gammel synagoge. — BILLEDE, bd. 2, s. 946.