(Sarʹgon) [fra akkadisk; betyder „kongen er retmæssig“].

Salmanassar V’s efterfølger som konge over Assyrien. Historikerne betegner ham som Sargon II. En tidligere konge, ikke over Assyrien, men over Babylon, kaldes Sargon I.

Sargon er kun nævnt ved navn ét sted i Bibelen. (Es 20:1) I begyndelsen af 1800-tallet blev Bibelens omtale af ham ofte afvist som uhistorisk. Men fra og med 1843 afdækkede man ruinerne af hans palads i Khorsabad og fandt dokumenter med hans kongelige annaler. — BILLEDE, bd. 1, s. 955, 960.

I sine annaler siger Sargon: „Jeg belejrede og indtog Samaria (Sa-me-ri-na).“ (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 284) Men det ser ud til at dette blot er en pralende påstand, fremsat af Sargon eller af nogle som har forsøgt at forherlige ham, i en beretning hvor den foregående herskers bedrifter tilskrives den nye monark. En babylonisk krønike der forekommer mere neutral, siger (ikke om Sargon, men) om Salmanassar V: „Han raserede Samaria.“ (Assyrian and Babylonian Chronicles, A. K. Grayson, 1975, s. 73) I 2 Kongebog 18:9, 10 siger Bibelen blot at Salmanassar „belejrede“ Samaria, og at ’Samaria blev indtaget’. Man kan sammenholde dette med 2 Kongebog 17:1-6, som oplyser at „Assyriens konge Salmanassar“ pålagde Hosjea, kongen i Samaria, at betale tribut, og derefter siger at „Assyriens konge“ senere indtog Samaria.

Inskriptionerne vedrørende Sargon illustrerer hvor uklogt det er at fæste for stor lid til oldtidens ikkebibelske beretninger og at sidestille deres værdi med den bibelske beretning. Efter Sargons tronbestigelse gjorde babylonierne under Merodak-Bal’adan oprør, støttet af Elam. Sargon sendte en hær imod dem ved Der, men var tydeligvis ikke i stand til at slå oprøret ned. Sargon hævder i sine inskriptioner at han vandt en overbevisende sejr, men Den Babyloniske Krønike siger at elamitterne besejrede assyrerne, og Merodak-Bal’adan praler i en tekst med at han ’overvandt de assyriske horder og knuste deres våben’. I bogen Ancient Iraq hedder det: „En morsom detalje: Merodak-Bal’adans inskription blev fundet i Nimrud, hvortil Sargon havde bragt den fra Uruk . . ., idet han i denne by havde erstattet den med en lercylinder med sin egen, naturligvis helt anderledes, version af begivenheden. Dette viser at politisk propaganda og ’kold krig’ ikke er noget som kun hører vor tid til.“ — Af G. Roux, 1964, s. 258.

Sargon havde bedre held med sig over for en koalition bestående af kongerne fra Hamat og Damaskus og andre allierede, som han overvandt i et slag ved Karkar ved Orontesfloden. I 2 Kongebog 17:24, 30 anføres folk fra Hamat blandt dem som „Assyriens konge“ lod bosætte sig i Samarias byer i stedet for de israelitter der var blevet ført i landflygtighed.

Sargon fortæller i sine beretninger at han i sit femte regeringsår angreb og indtog Karkemisj, en vigtig handelsby der også havde militær betydning, ved Eufratflodens øvre løb. Derefter fulgte den almindelige assyriske praksis at deportere byens indbyggere og føre fremmede til i stedet. I Esajas’ advarsel mod den assyriske trussel (Es 10:5-11) nævnes Karkemisj sammen med Hamat og andre byer som eksempler på Assyriens knusende magt. Senere beretter Sargon at han lod arabiske stammer bosætte sig som kolonister i Samaria. — Ancient Near Eastern Texts, s. 285, 286.

Assyriske beretninger fortæller at kong Azuri af Asdod deltog i en oprørsk sammensværgelse mod det assyriske åg, og at Sargon afsatte ham og indsatte hans yngre broder i stedet. Endnu et oprør fulgte, og Sargon rettede et angreb mod Filisterlandet og „belejrede og indtog byerne Asdod, Gat . . . (og) Asdudimmu“. (Ancient Near Eastern Texts, s. 286) Det er øjensynlig i den forbindelse Bibelen nævner Sargon ved navn i Esajas 20:1.

Derefter lykkedes det Sargon at fordrive Merodak-Bal’adan fra Babylon og at indtage byen.  I en inskription anføres Sargon som konge over Babylon i en periode på fem år.

Ved sin aggressive politik hævede Sargon Assyrerrigets magt til nye højder og grundlagde det sidste store assyriske dynasti. Historikerne tilskriver ham en regeringstid på 17 år. Eftersom han formodes at have tiltrådt sit kongedømme ved eller kort efter Samarias fald, der indtraf i Ezekias’ sjette regeringsår (2Kg 18:10), og eftersom hans søn og efterfølger på tronen, Sankerib, invaderede Juda i Ezekias’ 14. år (2Kg 18:13), kan Sargon kun have regeret i 17 år hvis Sankerib var hans medregent på det tidspunkt da han angreb Juda. Det forekommer dog lige så sandsynligt at historikernes tal er forkert, da det er vanskeligt at fastsætte kongernes regeringstider ud fra eponymlisterne, som det fremgår af artiklen KRONOLOGI. Samme artikel viser at de assyriske skrivere i almindelighed var upålidelige og havde for vane at „tilpasse“ de forskellige udgaver af annalerne efter herskerens ego.

Sargon grundlagde en ny hovedstad omkring 20 km nordøst for Nineve, nær ved den nuværende landsby Khorsabad. På jomfruelig jord opførte han byen Dur Sharrukin (Sargonsborg) og byggede her på et 7,5 m højt plateau der dækkede næsten 10 ha, et kongeligt palads med 200 værelser. Paladsets indgang blev bevogtet af kolossalstatuer af vingede tyre med menneskeansigt; et par af tyrene var 5 m høje. Væggene var prydet med fresker og relieffer der skildrede hans felttog og bedrifter. Reliefferne dækkede i alt 2,5 km i længden. I en af sine inskriptioner siger han: „For mig, Sargon, som bor i dette palads, måtte han [dvs. guden Assur] fastsætte som min skæbne et langt liv, et sundt legeme, et glad hjerte, en klar sjæl.“ (Ancient Iraq, s. 262) Ifølge beretningerne blev Sargon imidlertid dræbt kun et års tid efter paladsets indvielse. Man ved ikke nøjagtig hvordan han døde. Han blev efterfulgt af sin søn Sankerib.

[Illustration på side 719]

Nimrud-prismet, på hvilket Sargon praler af sine erobringer. Nogle af disse skal dog muligvis tilskrives hans forgænger