(satrapʹ).

En vicekonge, eller statholder; blev i det babyloniske og det persiske rige indsat af kongen som øverste hersker over en provins. Daniel omtalte satrapper som tjente under Nebukadnezar i det babyloniske rige. (Da 3:1-3) Da mederne og perserne havde indtaget Babylon, satte mederen Darius 120 satrapper over hele sit rige. (Da 6:1) Ezra havde kontakt med satrapper i kong Artaxerxes af Persiens dage. (Ezr 8:36) På Esters og Mordokajs tid førte satrapper tilsyn med 127 provinser under den persiske konge Ahasverus. (Est 1:1) Da de var kongens officielle repræsentanter, var de ansvarlige over for ham og havde ret fri adgang til ham. Som følge heraf havde de betydelig magt og indflydelse både administrativt og politisk. De opkrævede afgifter og sendte de fastsatte skatter til det kongelige hof.

Daniel var en af de tre højere embedsmænd som Darius satte over de 120 satrapper, og han udmærkede sig i den grad frem for alle de andre at kongen havde planer om at sætte ham over hele riget. Af misundelse søgte de højere embedsmænd og satrapperne et påskud til at få Daniel kastet i løvekulen. Bibelen nævner ikke hvor mange af satrapperne der personligt overbragte kongen anklagen. Men Jehova var med Daniel; han sendte sin engel og lukkede løvernes gab. Derpå fik Darius de embedsmænd der havde bagtalt Daniel, kastet i løvekulen sammen med deres hustruer og deres sønner. — Da 6:1-24.

Bogen History of the Persian Empire forklarer hvordan satrapperne var organiseret under perseren Kyros: „Hver [provins] blev styret af en satrap, hvis titel bogstaveligt betød ’rigets beskytter’. Da han efterfulgte en konge og herskede over et stort område, var han i realiteten selv en monark og omgav sig med et mindre hof. Han tog sig ikke blot af den borgerlige forvaltning, men havde også kommandoen over de udskrevne styrker i sit område. Da embedet begyndte at gå i arv, kunne man ikke se bort fra truslen mod det centrale styre. For at imødegå denne trussel blev der indført visse kontrolforanstaltninger; hans sekretær, hans finansminister og generalen der havde kommandoen over garnisonen på borgen i hver af satrappernes hovedstæder, var underlagt storkongens direkte befaling og rapporterede direkte til ham. En endnu mere effektiv kontrol udøvedes af ’kongens øje’ (eller ’kongens øre’ eller ’kongens budbringer’), [en embedsmand] der hvert år foretog en omhyggelig inspektion af hver eneste provins.“ — Af A. T. Olmstead, 1948, s. 59.