Saul
[spurgt (anmodet) [Gud] om].
1. En benjaminit der stammede fra Je’iel (der sandsynligvis også blev kaldt Abiel) gennem Ner og Kisj. (1Kr 8:29-33; 9:35-39; se ABIEL, 1.) Han var den første konge over Israel som var udvalgt af Gud. (1Sa 9:15, 16; 10:1) Saul kom fra en velstående familie. Han var høj og smuk, mere end et hoved højere end hele folket, og han var meget adræt og i besiddelse af stor fysisk styrke. (1Sa 9:1, 2; 2Sa 1:23) Hans hustru hed Ahinoam. Saul blev fader til mindst syv sønner, Jonatan, Jisjvi, Malkisjua, Abinadab, Isjbosjet (Esjba’al), Armoni og Mefibosjet, og til to døtre, Merab og Mikal. Abner, der åbenbart var kong Sauls farbroder (se ABNER), var hærfører for Israels hær. — 1Sa 14:49, 50; 2Sa 2:8; 21:8; 1Kr 8:33.
Den unge Saul levede på et uroligt tidspunkt i Israels historie. På grund af filistrenes undertrykkelse var nationen militært set hjælpeløs (1Sa 9:16; 13:19, 20), og ammonitterne under kong Nahasj truede med at angribe. (1Sa 12:12) Skønt Samuel trofast havde tjent som dommer i Israel, var hans sønner uærlige og bøjede retten. (1Sa 8:1-3) Israels ældste, der kun så situationen fra et menneskeligt synspunkt og derfor lod Jehovas evne til at beskytte sit folk ude af betragtning, gik til Samuel og bad ham indsætte en konge over dem. — 1Sa 8:4, 5.
Salvet til konge. Jehova ledede derefter begivenhederne sådan at der bød sig en lejlighed til at salve Saul til konge. Sammen med sin medhjælper var Saul ude for at lede efter sin faders bortkomne hunæsler. Da de ikke fandt dem, besluttede Saul at vende hjem. Men hans medhjælper foreslog at de rådspurgte „en Guds mand“ som skulle opholde sig i en by i nærheden. Resultatet blev at Saul mødte Samuel. (1Sa 9:3-19) I sin første samtale med Samuel viste Saul sig at være en beskeden mand. (1Sa 9:20, 21) Samuel talte videre med Saul efter at de havde spist et offermåltid sammen. Næste morgen salvede Samuel Saul til konge. For at bekræfte at Gud var med Saul, gav Samuel ham tre profetiske tegn, der alle indtraf den dag. — 1Sa 9:22–10:16.
Da Saul senere ved Mizpa blev udpeget til konge ved lodkastning (1Sa 10:20, 21, Bu, JB, NE), skjulte han sig af generthed bag ved oppakningen. Han blev fundet og fremstillet som konge, og folket råbte bifaldende: „Kongen leve!“ Ledsaget af brave mænd vendte Saul tilbage til Gibea. Skønt nogle uslinge talte dårligt om ham og foragtede ham, forholdt han sig tavs. — 1Sa 10:17-27.
Tidlige sejre. Omkring en måned senere (ifølge teksten i den græske Septuaginta og Dødehavsrullen 4QSama i 1Sa 10:27b) forlangte ammonitterkongen Nahasj at Jabesj i Gilead skulle overgive sig. (Se NAHASJ, 1.) Da sendebudene bragte Saul denne besked, virkede Guds ånd på ham. Han samlede hurtigt en hær på 330.000 mand og førte den ud til sejr. Som følge heraf styrkedes Sauls stilling som konge så meget at folket endog krævede død over dem der havde talt imod ham. Men Saul tillod det ikke, for han forstod at det var Jehova der havde givet sejren. Efter dette blev Sauls kongedømme bekræftet i Gilgal. — 1Sa 11:1-15.
Dernæst traf Saul foranstaltninger til at bryde filistrenes magt over Israel. Han udvalgte 3000 israelitter og satte de 2000 under sin egen og resten under sin søn Jonatans kommando. „Jonatan slog derpå filistrenes garnison som var i Geba“, idet han sikkert handlede efter sin faders anvisninger. For at få hævn samlede filistrene en mægtig hær og slog lejr ved Mikmas. — 1Sa 13:3, 5.
Synder overmodigt. I mellemtiden havde Saul trukket sig tilbage fra Mikmas til Gilgal i Jordandalen, hvor han ventede i syv dage på Samuel. Men Samuel kom ikke til den aftalte tid. Saul var bange for at fjenden ville falde over ham før han havde sikret sig Jehovas hjælp, og at yderligere forsinkelser ville betyde at han mistede sin hær, så han ’tog sig sammen’ og ofrede brændofferet. Da Samuel kom, fordømte han Sauls ’tåbelige handling’ som synd. Sauls synd bestod åbenbart i at han overmodigt var begyndt at ofre og ikke havde adlydt Jehovas befaling, givet gennem hans tjener Samuel, om at vente til denne kom og frembar offeret. (Jf. 1Sa 10:8.) Som følge af denne handling skulle Sauls kongedømme ikke bestå. — 1Sa 13:1-14.
Under felttoget mod filistrene udtalte Saul en forbandelse over enhver som tog føde til sig før hævnen over fjenden var fuldbyrdet. Denne overilede ed fik alvorlige følger. Israelitterne blev trætte, og skønt de sejrede over filistrene, var deres sejr ikke så stor som den kunne have været. Sultne som de var, tog de sig ikke tid til at lade blodet løbe af de dyr de nu slagtede, og de overtrådte derved Guds lov om blodets hellighed. Jonatan havde ikke hørt om sin faders ed og spiste noget honning. Saul dømte ham derfor til døden. Men folket løskøbte Jonatan, for det var ved hans hjælp at Israel havde vundet sejren. — 1Sa 14:1-45.
Forkastet af Gud. I hele Sauls regeringstid var der gentagne kampe mod filistrene og andre folkeslag, deriblandt moabitterne, ammonitterne, edomitterne og amalekitterne. (1Sa 14:47, 48, 52) I krigen mod amalekitterne overtrådte Saul Jehovas befaling og skånede ikke blot det bedste af småkvæget og hornkvæget, men også amalekitternes konge, Agag. Da Saul blev spurgt hvorfor han ikke havde adlydt Jehova, fralagde han sig ansvaret og skød skylden på folket. Først da Samuel understregede hvor alvorlig en synd det var, og sagde at Jehova på grund af denne synd forkastede Saul som konge, indrømmede Saul at han havde fejlet fordi han var bange for folket. Efter at Saul havde tryglet Samuel om at vise ham den ære at vende tilbage sammen med ham i nærværelse af de ældste og af Israel, fulgte Samuel med Saul tilbage, hvorpå Samuel selv dræbte Agag. Derefter skiltes han fra Saul, og de sås ikke mere. — 1Sa 15:1-35.
Efter disse begivenheder og efter at David var blevet salvet til Israels kommende konge, forlod Jehovas ånd Saul. Fra da af ’skræmte en ond ånd fra Jehova ham’. Efter at Jehova havde taget sin ånd bort fra Saul, blev det muligt for en ond ånd at få magt over ham, berøve ham hans fred i sindet og bringe forstyrrelse i hans følelser, tanker og forestillinger. Sauls ulydighed mod Jehova var tegn på en dårlig sinds- og hjerteindstilling, som Guds ånd ikke ydede ham nogen beskyttelse imod eller modstandskraft over for. Eftersom Jehova tillod den ’onde ånd’ at tage hans ånds plads og skræmme Saul, kunne den kaldes „en ond ånd fra Jehova“, og Sauls tjenere omtalte den som „en ond ånd fra Gud“. På en af sine tjeneres anbefaling bad Saul David om at blive musiker ved hans hof så han kunne finde lindring ved Davids spil når „den onde ånd“ plagede ham. — 1Sa 16:14-23; 17:15.
Hans forhold til David. Derefter truede filistrene Israels sikkerhed. Mens de havde slået lejr i lavningen ved Ela og kong Sauls styrker lå lejret på den modsatte side, kom Goliat hver morgen og hver aften i 40 dage frem fra filistrenes lejr og udfordrede Israel til at udvælge en mand der kunne slås med ham i en tvekamp. Kong Saul lovede at den israelit der kunne fælde Goliat, ville blive rig og få hans datter til hustru. Desuden skulle sejrherrens faders hus blive „frit“ i Israel, muligvis fri for at betale skat og andre tvungne ydelser. (Jf. 1Sa 8:11-17.) Da David kom med proviant til sine brødre og også bragte noget til tusindføreren (muligvis den officer Davids brødre tjente under), fremgik det af de spørgsmål han stillede, at han var villig til at tage udfordringen op. Dette førte til at han blev kaldt ind til Saul, hvorefter han besejrede Goliat. — 1Sa 17:1-58.
Udvikler had til David. Derefter satte Saul David over stridsmændene, og med tiden blev David i sang hyldet mere end kongen selv. Saul begyndte derfor at betragte David med mistænksomhed, misundelse og ligefrem had. Da David ved en lejlighed spillede på harpe, kom Saul „i profetisk henrykkelse“. Det vil ikke sige at Saul begyndte at udtale profetier, men han har uden tvivl vist tegn på usædvanlig ophidselse og fysisk uligevægt, ligesom en profet umiddelbart før han skal til at profetere, eller mens han profeterer. I denne usædvanlige, forstyrrede tilstand kastede Saul to gange et spyd efter David. Da det ikke lykkedes ham at spidde David til væggen, lovede han senere at give ham sin datter Mikal til hustru hvis David kunne bringe ham 100 filisterforhuder. Formålet med Sauls tilbud var at få David dræbt af filistrene. Planen mislykkedes, og David bragte ikke 100, men 200 filisterforhuder for at blive Sauls svigersøn. Dette forstærkede kongens frygt for og had til David. Saul fortalte sin søn Jonatan og alle sine tjenere hvor gerne han så David død; men da Jonatan gik i forbøn for ham, lovede han ikke at dræbe ham. Alligevel måtte David flygte for livet da Saul for tredje gang kastede et spyd efter ham. Saul fik endog sine sendebud til at holde øje med Davids hus og befalede at han skulle dræbes næste morgen. — 1Sa 18:1–19:11.
Samme nat undslap David gennem et vindue i sit hus og løb til Rama, hvor Samuel boede. Sammen med Samuel tog han ophold i Najot. Da Saul fik dette at vide, sendte han straks sendebud af sted for at gribe David. Men da de nåede frem, ’kom de i profetisk henrykkelse’. Guds ånd virkede øjensynlig sådan på dem at de fuldstændig glemte hvorfor de var kommet. Da det samme skete med to andre grupper sendebud som Saul havde sendt af sted, tog han selv til Rama. Også han kom under indflydelse af Guds ånd, længe nok til at David åbenbart nåede at flygte. — 1Sa 19:12–20:1; se PROFET (Udnævnelse og inspiration).
David skåner Saul som Guds salvede. Efter disse mislykkede attentater mod David tog Jonatan for anden gang David i forsvar. Men Saul blev så rasende at han slyngede et spyd mod sin egen søn. (1Sa 20:1-33) Fra det tidspunkt efterstræbte Saul skånselsløst David. Da Saul fik at vide at ypperstepræsten Ahimelek havde hjulpet David, beordrede Saul ham og hans medpræster dræbt. (1Sa 22:6-19) Senere planlagde han at angribe byen Ke’ila i Juda fordi David boede der, men opgav planen da David undslap. Saul fortsatte forfølgelsen af ham i ørkenområder, men et filisteroverfald satte midlertidigt en stopper for jagten og gjorde det muligt for David at søge tilflugt i ørkenen ved En-Gedi. Ved to senere lejligheder bragte Saul sig selv i situationer der gav David mulighed for at dræbe ham. Men David nægtede at lægge hånd på Jehovas salvede. Anden gang lovede Saul endda at han ikke ville gøre David ondt, da han hørte at David havde lagt bånd på sig selv. Men han var ikke oprigtig, for han opgav ikke forfølgelsen før han fik at vide at David var flygtet til filisterbyen Gat. — 1Sa 23:10–24:22; 26:1–27:1, 4.
Saul vender sig til spiritisme. Omkring et år eller to senere (1Sa 29:3) drog filistrene op imod Saul. Da han havde mistet Jehovas ånd og ledelse og befandt sig i en sindstilstand Gud ikke syntes om, vendte han sig til spiritisme, en overtrædelse der var dødsstraf for. (3Mo 20:6) Saul forklædte sig, tog hen til et åndemedium i En-Dor og bad hende bringe den døde Samuel op for ham. Ud fra hendes beskrivelse af hvad hun så, sluttede han at det var Samuel. Det bør imidlertid bemærkes at Jehova hidtil ikke havde besvaret Sauls forespørgsler, og at han tydeligvis heller ikke ville gøre det ved en praksis der ifølge hans egen lov ville medføre dødsstraf. (3Mo 20:27) Kvindens oplysninger må derfor have været af dæmonisk oprindelse. Budskabet bragte ikke Saul nogen lindring, men gjorde ham bange. — 1Sa 28:4-25; se SPIRITISME.
Sauls død. I den efterfølgende kamp med filistrene blev Saul hårdt såret på Gilboas Bjerg, og tre af hans sønner blev slået ihjel. Da Sauls våbendrager nægtede at dræbe ham, kastede han sig i sit eget sværd. (1Sa 31:1-7) Omkring tre dage senere kom en ung amalekit til David og pralede af at han havde dræbt den sårede konge. Det var tydeligvis hans hensigt med denne løgn at sikre sig Davids gunst. Men David befalede at den unge mand skulle henrettes på grund af sin egen påstand, for Saul havde været Jehovas salvede. — 2Sa 1:1-15.
I mellemtiden havde filistrene hængt ligene af Saul og hans tre sønner op på Bet-Sjans mur, men modige mænd fra Jabesj i Gilead tog ligene ned, brændte dem og begravede derefter knoglerne. — 1Sa 31:8-13.
Flere år senere blev den blodskyld der var kommet over Saul og hans hus i forbindelse med gibeonitterne, hævnet da syv af hans efterkommere blev slået ihjel. Dette skete i Davids regeringstid. — 2Sa 21:1-9.
2. Se SAULUS.
