(Seʹir) [af en rod der betyder „at være behåret“, måske med tanke på skovklædte bjerge; eller muligvis: „at have strittende hår (gyse) af forfærdelse“].

1. En ’horit’ hvis syv „sønner“ var sheiker i Se’irs land før det blev erobret af Esau (Edom). (1Mo 36:20, 21, 29, 30; 1Kr 1:38; jf. 1Mo 14:4-6.) Se’ir boede muligvis i bjerglandet syd for Det Døde Hav, og dette område blev måske opkaldt efter ham. Det kan ikke siges med sikkerhed om Se’irs syv „sønner“ var hans bogstavelige sønner eller også omfattede senere efterkommere. — Se ANA; DISJON.

2. Bjerglandet mellem Det Døde Hav og Aqababugten. (1Mo 36:8, 30; 5Mo 2:1, 8) På Abrahams tid boede horitterne i Se’ir. (1Mo 14:6) Senere fik Abrahams sønnesøn Esau interesser i Se’ir, mens hans tvillingebroder, Jakob, bosatte sig i Paddan-Aram. (1Mo 32:3) Men det ser ud til at Esau ikke flyttede endeligt til Se’ir før nogen tid efter at Jakob var vendt tilbage til Kana’an. (1Mo 36:6-9) Det endte med at Esaus efterkommere, edomitterne, fordrev horitterne (5Mo 2:4, 5, 12; Jos 24:4), og landet blev med tiden kaldt Edom. Det ældre navn, Se’ir, blev imidlertid også brugt om Esaus efterkommere og det område de boede i. (4Mo 24:18; jf. 2Kg 14:7; 2Kr 25:11.) Det lader til at nogle mænd fra Simeons stamme på kong Ezekias’ tid drog til Se’irs bjergland, udryddede den rest af amalekitter der var tilbage, og slog sig ned dér. (1Kr 4:41-43) Områdets geografi og historie er nærmere behandlet under EDOM, EDOMITTER.

3. Et bjerg mellem Ba’ala (Kirjat-Jearim) og Kesalon på Judas nordgrænse. (Jos 15:10) Se’irs Bjerg identificeres som regel med en bjergryg ca. 15 km vest for Jerusalem på hvis sydside landsbyen Sjoresh ligger.