Det græske ord der er gengivet med „sekt“ (haiʹresis), betyder „valg“ (3Mo 22:18, LXX) eller „det der er valgt“ og derfor „en gruppe mennesker der skiller sig ud fra andre og følger deres egne trossætninger [en sekt eller et parti]“. (Thayers Greek-English Lexicon of the New Testament, 1889, s. 16) Ordet anvendes om to fremtrædende grene af jødedommen, farisæerne og saddukæerne. (Apg 5:17; 15:5; 26:5) Ikkekristne omtalte også kristendommen som en „sekt“ — eller „nazaræernes sekt“ — da de sikkert betragtede de kristne som en gruppe der havde skilt sig ud fra jødedommen. — Apg 24:5, 14; 28:22.

Kristendommens grundlægger, Jesus Kristus, bad i en bøn til Gud om at der måtte råde enhed blandt hans tilhængere (Joh 17:21), og apostlene var levende interesserede i at bevare den kristne menigheds enhed. (1Kor 1:10; Jud 17-19) Uenighed i lærespørgsmål kunne afføde strid, splittelse og fjendskab. (Jf. Apg 23:7-10.) Sektdannelse skulle derfor undgås og blev regnet blandt kødets gerninger. (Ga 5:19-21) De kristne blev advaret mod at danne sekter eller at lade sig vildlede af falske lærere. (Apg 20:28; 2Ti 2:17, 18; 2Pe 2:1) I sit brev til Titus sagde apostelen Paulus at en mand der dannede en sekt, skulle afvises efter at være blevet formanet to gange, hvilket øjensynlig betød at han skulle udstødes af menigheden. (Tit 3:10) De der ikke ville være med til at skabe splittelser i menigheden eller at støtte et bestemt parti, ville udmærke sig ved deres trofaste adfærd og afgive bevis på at de havde Guds godkendelse. Det var sikkert det Paulus hentydede til da han skrev til korintherne: „Der må jo nødvendigvis også være sekter iblandt jer, for at de godkendte også kan blive gjort kendt iblandt jer.“ — 1Kor 11:19.