(Siʹhon).

En amoritisk konge på den tid da Israel nærmede sig det forjættede land. Sihons rige strakte sig på et tidspunkt fra Jabboks Regnflodsdal mod nord, hvor det grænsede til  kong Ogs rige, til Arnons Regnflodsdal mod syd (og måske videre) og fra Jordanfloden til ørkenen mod øst. Hans hovedstad var Hesjbon, der lå øst for Det Døde Havs nordlige ende. (4Mo 21:23, 24; Jos 12:2, 3) Sihon havde erobret Moabs land nord for Arnon, og han havde åbenbart også overherredømmet over Midjan, for Midjans høvdinger omtales som „Sihons stammehøvdinger“. (4Mo 21:26-30; Jos 13:21) Da israelitterne sendte sendebud til Sihon for at bede om lov til at drage igennem hans land ad kongevejen, med løfte om ikke at stjæle noget fra amoritterne, nægtede Sihon dem tilladelsen og samlede sin hær for at spærre dem vejen. Han blev imidlertid slået ved Jahaz og blev selv dræbt. — 4Mo 21:21-24; 5Mo 1:3, 4; 2:24-35; 3:2, 6.

Betydningen af israelitternes sejr over Sihon fremgår af de mange gange den nævnes i deres historie sammen med sejren over ægypterne ved Det Røde Hav. Moses, Jefta, en salmist og de eftereksilske levitter brugte den som et opmuntrende eksempel på Jehovas sejre til gavn for sit trofaste folk. (4Mo 21:34; 5Mo 31:4; Dom 11:19-22; Ne 9:5, 22; Sl 135:9-12; 136:18, 19) Rygtet om den fik Rahab og gibeonitterne til at slutte fred med Israel. (Jos 2:10; 9:9, 10) Sihons land blev delt mellem Rubens og Gads stammer. — 4Mo 21:25, 31, 32; 5Mo 29:7, 8; Jos 13:8-10, 15-28.