(Siʹmeon) [af en hebr. rod der betyder „at høre“].

1. Den anden af Jakobs 12 sønner. Han fik dette navn fordi, som hans moder, Lea, sagde: „Jehova har hørt at jeg er hadet, og så gav han mig også denne.“ — 1Mo 29:32, 33; 35:23-26; 48:5; 2Mo 1:1-4; 1Kr 2:1, 2.

Dengang familien boede ved Sikem, fyldtes Simeon og hans yngre broder Levi af en vrede og hævntørst der fik dem til at handle urimelig hårdt og grusomt. Uden deres faders vidende og samtykke hævnede de egenmægtigt krænkelsen af deres yngre søster Dina ved at dræbe Sikems mandlige indbyggere og styrtede derved hele Jakobs familie i ulykke. — 1Mo 34:1-31.

Simeon gjorde sig igen skyldig i uret da han og hans brødre planlagde at dræbe Josef. (1Mo 37:12-28, 36) Der siges dog ikke noget om at han, den næstældste, var komplottets anfører. Da Josef mange år senere som Ægyptens fødevareadministrator satte sine brødre på prøve, udvalgte han Simeon til at blive bundet og fængslet indtil de øvrige brødre havde bragt Benjamin med til Ægypten. — 1Mo 42:14-24, 34-36; 43:15, 23.

Da Jakob på sit dødsleje velsignede sine sønner, henviste han misbilligende til Simeons og Levis voldelige optræden over for Sikems indbyggere mange år tidligere idet han sagde: „Voldsredskaber er deres mordvåben. I deres fortrolige kreds skal du ikke gå ind, du min sjæl! Med deres menighed skal du ikke forenes, du mit sind! For i deres vrede dræbte de mænd, og i deres egenrådighed overskar de oksers haser. Forbandet være deres vrede, for den er grusom, og deres raseri, for det farer hårdt frem. Lad mig dele dem i Jakob og lad mig sprede dem i Israel.“ (1Mo 49:5-7) Derved gjorde Jakob det af med enhver forhåbning som Simeon måtte have næret om at få den førstefødselsret som hans ældre broder, Ruben, havde forspildt. Simeon fik seks sønner, heraf én med en kana’anæisk kvinde. Som Jakob havde forudsagt, kom Simeons og Levis stammeområder ikke til at ligge ved siden af hinanden; de to blev ’spredt’, ikke alene fra hinanden, men også internt, for Simeons arvelod kom til at bestå af spredte enklavebyer i Judas område. — 1Mo 46:10; 2Mo 6:15; 1Kr 4:24; Jos 19:1.

2. Den af Israels stammer der nedstammede fra Simeons seks sønner, Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Sja’ul. (1Mo 46:10; 2Mo 6:15) Under opholdet i ørkenen lå Simeon lejret syd for teltboligen ved siden af Ruben og Gad, og det var Ruben der anførte denne lejrafdeling. Under vandringen fulgtes samme orden, og høvdingen for simeonitterne var Sjelumiel, der stod i spidsen for både lejren og hæren. — 4Mo 1:4, 6; 2:10-15; 10:18-20.

Stammen reduceres. Ved den første mønstring, der fandt sted et år efter udgangen af Ægypten, talte Simeons stamme 59.300 våbenføre mænd fra 20-årsalderen og opefter som kunne gøre krigstjeneste. (4Mo 1:1-3, 22, 23) Ved den anden mønstring, der blev foretaget ca. 39 år senere, viste det sig at stammen havde lidt store tab, idet der nu kun var 22.200 mænd i samme kategori. Det var en tilbagegang på over 62 procent, langt mere end for nogen af de andre stammer. — 4Mo 26:1, 2, 12-14.

Da Moses velsignede Israel før sin død, nævnte han ikke Simeon ved navn. Det vil dog ikke sige at stammen ikke blev velsignet, for Moses sluttede med at udtale en generel velsignelse over hele Israel. (5Mo 33:6-24, 29) Simeon nævnes som den første blandt de stammer der skulle stå på Garizims Bjerg i forbindelse med udtalelsen af velsignelserne. — 5Mo 27:11, 12.

Da stammerne fik tildelt deres områder i det forjættede land, blev der uden tvivl taget hensyn til at Simeons stamme var blevet stærkt reduceret. Stammen fik ikke et selvstændigt, sammenhængende område, men nogle byer der lå indesluttet i Judas område. Derved opfyldtes den profeti Jakob havde udtalt på sit dødsleje over 200 år tidligere. (4Mo 34:16-20; Jos 19:1-9; jf. 1Mo 49:5-7.) Simeon hjalp Juda med at fravriste kana’anæerne dette område. (Dom 1:1-3, 17) I Simeons arvelod blev der også udvalgt enklavebyer til Levis stamme. — Jos 21:4, 9, 10; 1Kr 6:64, 65.

Senere omtale i bibelhistorien. Simeonitterne nævnes fra tid til anden i Israels senere historie — på Davids tid (1Kr 4:24-31; 12:23, 25; 27:16), på Asas tid (2Kr 15:8, 9) og på Josias’ tid (2Kr 34:1-3, 6, 7). Af beretningen om Josias’ reformer fremgår det at selv om simeonitterne geografisk havde hjemme i Judas område, havde de politisk og religiøst knyttet sig til Nordriget. Det ser ud til at 500 simeonitter på Ezekias’ tid udryddede en rest af amalekitterne og bosatte sig i deres område. — 1Kr 4:41-43.

I de profetiske bøger Ezekiel og Åbenbaringen forekommer navnet Simeon sammen med navnene  på andre af Israels stammer. Den stribe land der i Ezekiels syn af fordelingen af det forjættede land blev tildelt Simeon, lå mellem Benjamins og Issakars områder, syd for „det hellige bidrag“. Men Simeons port på sydsiden af den hellige by lå sammen med de porte der var opkaldt efter Issakar og Zebulon. (Ez 48:21-25, 28, 33) I synet af de 144.000 beseglede der beskrives i det 7. kapitel i Åbenbaringens Bog, nævnes Simeons stamme som den syvende i rækken. — Åb 7:7.

3. En af Jesu moder Marias forfædre. — Lu 3:30.

4. Den retfærdige og gudfrygtige gamle mand der gik ind i templet samme dag som Josef og Maria kom der med barnet Jesus. Han havde fået en guddommelig åbenbaring om at han før sin død ville få Messias at se. Han tog derfor barnet i sine arme, velsignede Jehova og sagde under den hellige ånds indflydelse til barnets moder: „Han er lagt til fald og genrejsning for mange i Israel.“ Simeon forudsagde også at Maria ville føle en stærk smerte, som blev hun gennemboret af et sværd, over den kvalfulde død hendes søn skulle lide. — Lu 2:22, 25-35.

5. En form af navnet Simon (Peter) som Jakob brugte en enkelt gang ved apostelmødet i Jerusalem. — Apg 15:14.

6. En af de profeter og lærere i menigheden i Antiochia i Syrien som lagde hænderne på Barnabas og Paulus efter at den hellige ånd havde udtaget disse to til missionsgerningen. Simeons latinske tilnavn var Niger. — Apg 13:1-3.