Den del af hjernefunktionen hvormed man indsamler oplysninger, ræsonnerer og drager slutninger. I De Kristne Græske Skrifter er „sind“ brugt som gengivelse af en række beslægtede græske ord der betegner mentale egenskaber, tilstande og funktioner som tænkeevne, opfattelsesevne, sindstilstand, sindelag, forstand, fornuft, tanke, hensigt, erindring, mening og beslutning. Ordene er alt efter sammenhængen gengivet med „sind“ eller med et af ovennævnte beskrivende og specifikke udtryk. Hebraiske og græske udsagnsord der betyder „at overveje, at have i tanke“ eller „at ville, ønske, have lyst til; at stå i begreb med“, er i nogle tilfælde oversat med „at have i sinde“. I nogle bibeloversættelser forekommer ordet „sind“ som en gengivelse af hebraiske ord der bogstaveligt betyder „hjerte“, „sjæl“ og „ånd“. — Jf. 5Mo 4:39, fdn.; 2Kg 9:15, GD; Ez 20:32, DA48; se HJERTE.

„Gøres nye i jeres sinds drivkraft“. Det ufuldkomne menneskesind er tilbøjeligt til at tænke urette tanker. Bibelen taler om det „kødelige sind“. (Kol 2:18) De kristne bliver mindet om at de tidligere var fjender af Gud fordi deres sind var rettet mod de gerninger der var onde. — Kol 1:21.

Til forskel fra ’det åndelige menneske’ lader ’det sjælelige menneske’ sit sind kredse om det materielle. Den kraft der driver et sådant menneskes sind, er formet dels af nedarvede tilbøjeligheder og dels af det vedkommende har lært og erfaret. Når han skal træffe en beslutning, driver denne kraft hans sind i en materialistisk eller kødelig retning. De kristne får derfor at vide at de skal ’gøres nye i deres sinds drivkraft [ånd]’. (Ef 4:23) Ved at studere Guds sandhedsord og ved at lade Guds ånd virke på sig kan man forandre denne drivkraft sådan at ens fremherskende indre tilbøjelighed går i den rigtige retning. Når man skal træffe en beslutning, vil ens sind eller tanker da blive ledet i den rigtige, åndelige retning. (1Kor 2:13-15) Den der lader sig lede på den måde, har „Kristi sind“. Kristus lod sig altid lede af den rette drivkraft; hans sinds tilbøjeligheder var altid åndelige. — 1Kor 2:16; Ro 15:5.

Forstand eller kundskab alene er ikke nok til at et menneske kan opnå Guds gunst. Disse ting vil ikke i sig selv forny sindet i retning af Guds vilje. (Ro 12:2) Jehova siger: „Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde, og de forstandiges forstand vil jeg feje til side.“ (1Kor 1:19) Man må have Guds ånds hjælp for at opnå ægte forstand (Ord 4:5-7; 1Kor 2:11), visdom og sund fornuft. — Ef 1:8, 9.

’Sindets lov’. Apostelen Paulus kalder det der styrer dette fornyede sind, for sindets lov. Denne „lov“ styrer sindet efter „Guds lov“, og det nye sind glæder sig over denne lov. Men „syndens lov“ som virker i det faldne kød, kæmper imod ’sindets lov’, og af den grund foregår der en stadig kamp i den kristnes indre. Kan han vinde? Ja, ’takket være Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!’ Ved Guds ufortjente godhed og på grundlag af Kristi genløsningsoffer får den kristne tilgivelse for kødets synder og får desuden den hellige ånds hjælp. Den kristne er anderledes stillet end den ikkekristne, sådan som Paulus sammenfattende siger: „Jeg selv, derfor, træller altså med sindet for Guds lov, men med kødet for syndens lov.“ — Ro 7:21-25; Ga 5:16, 17.

Hvordan bærer sindet sig ad med at vinde kampen? Apostelen belyser sagen lidt mere idet han siger: „De der er i overensstemmelse med kødet, retter deres sind mod det der hører kødet til, men de der er i overensstemmelse med ånden, mod det der hører ånden til. At holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død, men at holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred; for at holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab med Gud, for det [det faldne, ufuldkomne kød] er ikke underordnet Guds lov, og kan jo heller ikke være det. . . . Hvis nu hans ånd som oprejste Jesus fra de døde bor i jer, vil han der oprejste Kristus Jesus fra de døde også gøre jeres dødelige legemer levende gennem sin ånd, som bor i jer.“ — Ro 8:5-11.

„Hvad ånden mener“. I Romerne 8:26, 27 viser Paulus at når Guds tjenere beder, ved de  måske ikke altid nøjagtig hvad de har behov for at bede om. Men Gud ved at de ønsker at hans vilje skal ske, og han ved også hvad de behøver. Han har i fortiden ladet mange inspirerede bønner nedskrive hvori hans vilje eller hensigt med dem kommer til udtryk. Han antager derfor disse inspirerede bønner som værende de bønner hans tjenere gerne ville bede, og opfylder dem for dem. Han kender de retskafne, og han ved hvad det han har ladet sin ånd udtale gennem bibelskribenterne, betyder. Han ved „hvad ånden mener“ — hvad åndens ’sind’ eller ’tanke’ er (v. 27, fdn.) — når den således „beder“ eller går i forbøn for dem.

Om at elske med hele sit sind. Jehova forudsagde at han ville indføre en ny pagt hvorunder den hellige ånd ville skrive hans love i hans tjeneres sind og hjerte. (He 8:10; 10:16) Derved bliver de i stand til at holde de to bud som hele Loven og Profeterne hvilede på, nemlig budene om at man skal ’elske Jehova af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind, og sin næste som sig selv’. (Mt 22:37-40; Lu 10:27, 28) De må elske Gud af hele deres hjerte (som betegner deres ønsker, følelser og indre personlighed), hele deres sjæl (deres liv og hele deres væsen) og hele deres sind (deres forstand og åndsevner). Dette sidste led betyder at Guds tjeneres kærlighed til Gud ikke alene må bero på følelser og styrke, men at de også ivrigt må bruge sindet til at tilegne sig kundskab om Gud og Kristus (Joh 17:3), opnå forstand (Mr 12:33; Ef 3:18), tjene Gud og hans hensigter og deltage i forkyndelsen af den gode nyhed. De rådes til at ’holde deres sind rettet mod det der er oventil’ (Kol 3:2), at ’gøre deres sind klar til at arbejde’ og at ’holde sig fuldstændig ædru’. (1Pe 1:13) Apostelen Peter indså behovet for at ’vække deres klare tænkeevne’ så de kunne huske det de havde lært. (2Pe 3:1, 2) De må ’altid have Jehovas dags nærværelse i tanke’. — 2Pe 3:11, 12.

I forbindelse med åndens mirakuløse gaver der kom til udtryk i den første kristne menighed, understregede Paulus behovet for at bruge sindet eller forstanden. Han sagde at hvis han bad på et sprog han ikke kunne oversætte, ville hans forstand være ufrugtbar. Og hvis han sang lovsange på samme måde, hvordan skulle dette da kunne hjælpe den tilhører der ikke forstod sproget? Han sagde derfor at han hellere ville sige fem ord med sin forstand for at kunne undervise andre end ti tusind ord i tungetale. Han tilskyndede derefter sine brødre til at være fuldvoksne i forstandighed. — 1Kor 14:13-20.

Jehovas tjenere får at vide at de skal „være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1Kor 1:10; Flp 2:2; 1Pe 3:8) Hermed menes naturligvis at de skal være forenede med hensyn til det der berører den sande tilbedelse, som er det væsentlige, og ikke med hensyn til spørgsmål om personlig smag og mindre væsentlige ting som ordner sig efterhånden som de enkelte når frem til modenhed. (Ro 14:2-6, 17) De skal „være enige i Herren“ og ’holde fred’. — Flp 4:2; 2Kor 13:11.

De kristne bør stræbe efter at lære Gud bedre at kende så han åbenbarer dem sit „sind“, sin opfattelse af tingene. (Ro 11:33, 34; 16:25, 26) De bør også have samme lydige og ydmyge indstilling som Jesus Kristus og på den måde have „Kristi sind“. (1Kor 2:15, 16) Peter siger: „Da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag.“ — 1Pe 4:1.

Et sløvt eller fordærvet sind. Eftersom israelitterne ved Sinaj Bjerg ikke havde vendt deres hjerte fuldstændigt til Jehova, var deres forstand sløvet, og det samme gjaldt for de jøder der fortsatte under Loven efter at Gud gennem Jesus havde afskaffet den. (2Kor 3:13, 14) De så ikke at Jesus var den som Loven pegede frem til. (Kol 2:17) De der ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab, men tilbad det skabte, blev af Gud ’overgivet til en sindstilstand han ikke synes om’; de er mentalt formørkede og gør alt muligt som er frugtesløst og usømmeligt. (Ro 1:28; Ef 4:17, 18) Mennesker som var fordærvede i sindet, modstod sandheden allerede på Moses’ tid, og senere bekæmpede samme slags mennesker kristendommen. Nogle af dem hævdede endog at være kristne, men forsøgte samtidig at splitte og ødelægge menigheder. (2Ti 3:8; Flp 3:18, 19; 1Ti 6:4, 5) Da deres sind og samvittighed er besmittet, er intet rent for dem; derfor fører de tom tale for at bedrage sande kristnes sind ved at forsøge at bringe dem i trældom under menneskers tanker. (Tit 1:10-16) Af den grund er det vigtigt at alle kristne, og især de der beklæder ansvarsposter, er sunde i sindet. — Ro 12:3; 1Ti 3:2; Tit 2:6; 1Pe 4:7.

„Denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, har forblindet de ikketroendes forstand så de ikke ser lysskæret fra den gode nyhed om Messias. (2Kor 4:4) Der er derfor en risiko for at denne ærkefjende af Gud også kan bedrage de kristne med sin underfundighed så deres sind fordærves og „vendes bort fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på“. (2Kor 11:3) Af den grund må de kristne stå enigt sammen,  være rimelige over for hinanden og vedholdende i bønnen så Guds fred, „som overgår al forstand“, kan beskytte deres sind ved Kristus Jesus. — Flp 4:2, 5-7.

Sindet kan helbredes og åbnes. Jesus helbredte en sindsforvirret mand der var besat af dæmoner, og beviste derved at han endog kan helbrede personer der under dæmoners indflydelse har mistet forstanden. — Mr 5:15; Lu 8:35.

Han kan også åbne sindet hos de troende så de forstår Skrifternes betydning. (Lu 24:45) De frygtsomme eller de der synes de mangler forstand, kan hente trøst i apostelen Johannes’ ord: „Vi ved at Guds søn er kommet, og han har givet os forstand så vi kan kende den sande [Jehova Gud].“ — 1Jo 5:20.

Paulus understregede over for de kristne i Korinth at han var sund i sindet selv om han i deres øjne var ’ude af sig selv’, eller „ufornuftig“, da han roste sig af tegnene på sin apostelværdighed, noget som en kristen normalt ikke ville gøre. Han forklarede at han var tvunget til at gøre dette for at føre dem tilbage til Gud, for at redde dem fra at blive draget bort fra ham. Det var fordi de havde set hen til falske apostle og derved var kommet ind på en forkert kurs. — 2Kor 5:13; 11:16-21; 12:11, 12, 19-21; 13:10.