[hebr.: næʹfæsj (נֶפֶשׁ); gr.: psychēʹ (ψυχή)].

Grundordenes anvendelse i Bibelen viser at en „sjæl“ i bibelsk forstand er en person eller et dyr eller det liv som en person eller et dyr har.

Det erkendes i stigende grad at de inspirerede bibelskribenter ikke lagde samme betydning i det hebraiske og det græske grundord som de fleste mennesker i dag lægger i ordet „sjæl“. Efter en grundig analyse af brugen af næʹfæsj skrev professor C. A. Briggs allerede i 1897: „Ordet ’sjæl’ i nuværende engelsk sprogbrug indeholder sædvanligvis en helt anden betydning end det hebraiske נפש [næʹfæsj], og hvis læseren ikke er på vagt, kan han nemt tage fejl.“ — Journal of Biblical Literature, bd. XVI, s. 30.

Da The Jewish Publication Society of America udsendte en ny oversættelse af Toraen, de fem Mosebøger, erklærede oversættelseskomiteens formand, H. M. Orlinsky fra Hebrew Union College, at ordet „sjæl“ stort set var undgået i denne oversættelse fordi „det pågældende hebraiske ord her er ’Nefesh’“. Han tilføjede: „Andre oversættere har tillagt det betydningen ’sjæl’, hvilket er meget unøjagtigt. Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“ — The New York Times, 12. oktober 1962.

Hvorfra stammer læren om at menneskesjælen er usynlig og udødelig?

Vanskeligheden ligger i at de forestillinger man i dag normalt forbinder med ordet „sjæl“, ikke stammer fra De Hebraiske eller De Kristne Græske Skrifter, men fra oldtidens græske filosofi, altså i virkeligheden fra hedensk religiøs tankegang. Den græske filosof Platon citerer for eksempel Sokrates for ordene: „Hvis Sjælen renset frigør sig fra Legemet og ikke fører noget legemligt med sig, . . . drager den dog vel bort til Usynlighedens Land, som er beslægtet med den selv, det guddommelige og uforgængelige Tankens Land, hvor den finder den lykkelige Fred, frigjort fra al Uro og Uforstand, fra Frygt og vilde Lidenskaber og alle andre menneskelige Ulykker; og dér vil den . . . hele den kommende Tid i Sandhed fortsætte sin Tilværelse i Samliv med Guder.“ — Faidon, 80, D, E; 81, A; Platons Skrifter ved Carsten Høeg og Hans Ræder, København 1934, bd. 3, s. 201.

I direkte modsætning til den græske lære om at psychēʹ (sjælen) er immateriel, uhåndgribelig, usynlig og udødelig, viser Bibelen at både psychēʹ og næʹfæsj, brugt om jordiske skabninger, sigter til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt.

New Catholic Encyclopedia siger: „Nepes [næʹfæsj] er et langt bredere udtryk end vort ’sjæl’. Det står for livet (2Mo 21.23; 5Mo 19.21) og dets forskellige vitale manifestationer: åndedrættet (1Mo 35.18; Job 41.13[21]), blodet [1Mo 9.4; 5Mo 12.23; Sl 140(141).8], begæret (2Sa 3.21; Ord 23.2). Sjælen i G[ammel] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde betegner den i N[y] T[estamente] menneskelivet: livet som et bevidst individ (Mt 2.20; 6.25; Lu 12.22-23; 14.26; Joh 10.11, 15, 17; 13.37).“ — 1967, bd. XIII, s. 467.

Den romersk-katolske oversættelse The New American Bible siger i sit „Glossar over teologiske udtryk i Bibelen“ (s. 27, 28): „I Det Nye Testamente betyder at ’frelse sin sjæl’ (Mr 8:35) ikke at frelse en ’åndelig’ del af mennesket i modsætning til dets ’legeme’ (i den platoniske betydning), men hele personen, med vægt på den omstændighed at personen foruden at være konkret og fysisk også er levende, besidder kærlighed og  vilje, nærer ønsker osv.“ — Udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York 1970.

Næʹfæsj kommer øjensynlig af en rod der betyder „at ånde“, og ordet kunne derfor bogstaveligt gengives med „en der ånder“. I Lexicon in Veteris Testamenti Libros (Leiden 1958, s. 627) forklarer Koehler og Baumgartner det som: „den åndende materie, det der gør mennesker og dyr til levende væsener 1Mo 1, 20, sjælen (ganske forskellig fra den græske opfattelse af sjæl) der rummes i blodet 1Mo 9, 4f 3Mo 17, 11 5Mo 12, 23: (249 gange) . . . sjæl = levende væsen, individ, person.“

Med hensyn til det græske ord psychēʹ indeholder ordbøgerne definitioner som „liv“ og „det bevidste selv eller personligheden som sædet for følelser, lidenskaber og attrå“, „et levende væsen“, og de viser at ordet også i ikkebibelske græske værker blev brugt „om dyr“. Da sådanne ordbøger hovedsagelig bygger på klassiske græske værker, medtager de naturligvis også alle de betydninger som de hedenske græske filosoffer gav ordet, deriblandt „henfaren ånd“, „den immaterielle og udødelige sjæl“, „universets ånd“ og „det immaterielle bevægelses- og livsprincip“. Øjensynlig fordi nogle af de hedenske filosoffer lærte at sjælen forlod legemet ved døden, blev psychēʹ også brugt i betydningen „møl eller sommerfugl“, skabninger der gennemgår en metamorfose, en forvandling fra larve til vinget insekt. — Liddell og Scotts Greek-English Lexicon, revideret af H. Jones, 1968, s. 2026, 2027; Donnegans New Greek and English Lexicon, 1836, s. 1404.

De klassiske græske forfattere anvendte psychēʹ på forskellige måder og var ikke altid konsekvente, da de lod sig influere af deres personlige og religiøse opfattelser. Om Platon — hvis filosofi den almindelige opfattelse af „sjælen“ kan føres tilbage til — siges der: „Mens han undertiden siger at den ene af sjælens [påståede] tre dele, den ’intelligible’, nødvendigvis må være udødelig, mens de to andre dele er dødelige, taler han også som om der er to sjæle i legemet, den ene udødelig og guddommelig, den anden dødelig.“ — The Evangelical Quarterly, London 1931, bd. III, s. 121, „Tanker om læren om menneskenaturens trikotomi“ af A. McCaig.

I betragtning af denne inkonsekvens i de ikkebibelske skrifter må man lade Bibelen tale for sig selv og lade den vise hvad de inspirerede skribenter mente når de brugte ordene psychēʹ og næʹfæsj. Næʹfæsj forekommer 754 gange i den masoretiske tekst til De Hebraiske Skrifter, og psychēʹ brugt alene forekommer 102 gange i Westcott og Horts tekst til De Kristne Græske Skrifter; det vil sige i alt 856 gange. (Se NV, Tillæg, s. 1570.) Da ordene forekommer så hyppigt, er det muligt at få en klar opfattelse af hvordan de inspirerede bibelskribenter forstod dem, og hvad de ville sige med dem. En undersøgelse viser at ordene ganske vist har et bredt betydningsindhold med forskellige nuancer, men at der blandt bibelskribenterne ikke var nogen uenighed, forvirring eller inkonsekvens i deres opfattelse af menneskets natur, sådan som der var blandt de græske filosoffer i den såkaldte klassiske periode.

De første sjæle på jorden. Næʹfæsj forekommer første gang i 1 Mosebog 1:20-23. Gud sagde på den femte skabelsesdag: „’Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle [næʹfæsj] og lad flyvende skabninger flyve over jorden . . .’ Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl [næʹfæsj] af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.“ På den sjette skabelsesdag bruges næʹfæsj i udtrykket „levende sjæle“ om „husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr“. — 1Mo 1:24.

Efter menneskets skabelse brugte Gud igen ordet næʹfæsj da han gav mennesket anvisninger angående „alt hvad der myldrer omkring på jorden og hvori der er liv som en sjæl [ordr.: hvori der er en levende sjæl (næʹfæsj)]“. (1Mo 1:30) Andre eksempler på at dyr betegnes som sjæle, findes i 1 Mosebog 2:19; 9:10-16; 3 Mosebog 11:10, 46; 24:18; 4 Mosebog 31:28; Ezekiel 47:9. Det er værd at bemærke at det græske ord psychēʹ også anvendes om dyr, for eksempel i Åbenbaringen 8:9 og 16:3, hvor det bruges om skabninger der lever i havet.

Det er således tydeligt ifølge Bibelen at næʹfæsj og psychēʹ bruges til at betegne skabninger som står lavere end mennesket. De samme ord bruges også om mennesker.

Menneskesjælen. Det selv samme hebraiske udtryk som blev brugt om dyrene, næʹfæsj chajjahʹ (levende sjæl), bruges om Adam da Gud, efter at have dannet mennesket af støv fra jorden, blæste livsånde ind i dets næsebor så at „mennesket blev en levende sjæl“. (1Mo 2:7) Mennesket adskilte sig fra dyrene, men ikke fordi det var en næʹfæsj (sjæl) og dyrene ikke var det. Ifølge den bibelske beretning bestod forskellen i at det kun var mennesket der blev skabt „i Guds billede“. (1Mo 1:26, 27) Det blev skabt med moralske egenskaber som Guds, med en magt og  visdom der langt oversteg dyrenes; derfor kunne det råde eller herske over dyrene. (1Mo 1:26, 28) Menneskets organisme var mere kompleks og mere alsidig end dyrenes. (Jf. 1Kor 15:39.) Desuden havde Adam udsigt til evigt liv (hvad han imidlertid satte over styr); dette stilles ingen steder de lavere livsformer i udsigt. — 1Mo 2:15-17; 3:22-24.

Der siges ganske vist i beretningen at ’Gud blæste livsånde [nisjmathʹ (af nesjamahʹ) chajjīmʹ] ind i menneskets næsebor’, mens dette ikke siges om dyrene. Men beretningen om menneskets skabelse er også langt mere detaljeret end beretningen om dyrenes skabelse. Desuden omtales mennesker og dyr under ét i 1 Mosebog 7:21-23, som beskriver hvordan „alt kød“ uden for arken blev udslettet i Vandfloden, og siger: „Alt hvad der havde livets krafts ånde [nisjmath-ruʹach chajjīmʹ] i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ Det er tydeligt at dyrenes livsånde også stammer fra Skaberen, Jehova Gud.

Menneskets „ånd“ (hebr.: ruʹach; gr.: pneuʹma), eller livskraft, adskiller sig heller ikke fra dyrenes, som det fremgår af Prædikeren 3:19-21, hvor der siges at „alle har samme ånd [ruʹach]“.

Sjælen — en levende skabning. Som nævnt ’blev mennesket en levende sjæl’. Mennesket var altså en sjæl; det havde ikke en sjæl som noget immaterielt, usynligt og uhåndgribeligt der boede inden i det. Apostelen Paulus viser at den kristne lære ikke var anderledes end den hebraiske, for han citerer 1 Mosebog 2:7 idet han siger: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl [psychēnʹ zōʹsan].’ . . . Det første menneske er fra jorden, dannet af støv.“ — 1Kor 15:45-47.

Som det fremgår af Første Mosebog, bliver en levende sjæl til ved at et jordisk legeme tilføres livets ånde. Udtrykket „livets krafts ånde“ [ordr.: livets virksomme krafts (el. ånds) ånde; hebr.: nisjmath-ruʹach chajjīmʹ] (1Mo 7:22) viser at det er ved åndedrættet — ved indåndingen af luften med dens ilt — at livskraften, eller ’ånden’, i alle levende skabninger, mennesker såvel som dyr, opretholdes. Som forklaret under LIV I og ÅND er denne livskraft til stede i alle legemets celler.

Da næʹfæsj betegner selve skabningen, skulle man forvente at næʹfæsj tillægges alle de normale fysiske egenskaber og funktioner som er forbundet med kødelige skabninger. Og det er netop tilfældet. Som næʹfæsj (sjælen) beskrives i Bibelen, spiser den kød, fedt, blod og lignende materielle ting (3Mo 7:18, 20, 25, 27; 17:10, 12, 15; 5Mo 23:24); den kan være sulten eller længes efter mad og drikke (5Mo 12:15, 20, 21; Sl 107:9; Ord 19:15; 27:7; Es 29:8; 32:6; Mik 7:1), blive fed (Ord 11:25), faste (Sl 35:13), røre ved noget urent, for eksempel et lig (3Mo 5:2; 7:21; 17:15; 22:6; 4Mo 19:13), ’tages som pant’ eller ’kidnappes’ (5Mo 24:6, 7), udføre arbejde (3Mo 23:30), forfriskes af køligt vand når den er træt (Ord 25:25), købes (3Mo 22:11; Ez 27:13), bringes som et løfteoffer (3Mo 27:2), lægges i jern (Sl 105:18), være søvnløs (Sl 119:28) og ånde tungt (Jer 15:9).

Man vil bemærke at der i mange skriftsteder tales om „min sjæl“, „hans [eller hendes] sjæl“, „din sjæl“ og så videre. Det er fordi næʹfæsj og psychēʹ kan betyde ens eget jeg som en sjæl. Ordets betydning kan derfor ofte udtrykkes ved hjælp af ejestedord. Lexicon in Veteris Testamenti Libros (s. 627) viser således at „min næʹfæsj“ betyder „jeg“ (1Mo 27:4, 25; Es 1:14), „din næʹfæsj“ betyder „du“ (1Mo 27:19, 31; Es 43:4; 51:23), „hans (sin) næʹfæsj“ betyder „han, han (sig) selv, ham“ (4Mo 30:2; Es 53:10), „hendes (sin) næʹfæsj“ betyder „hun, hun (sig) selv“ (4Mo 30:5-12) og så videre.

Det græske ord psychēʹ bruges på samme måde. Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 4, s. 54) siger at det kan bruges „svarende til det personlige stedord, til betoning og eftertryk: 1. person, Joh. 10:24 (’os’); Hebr. 10:38 (’jeg’); jf. 1 Mos. 12:13; 4 Mos. 23:10; Dom. 16:30; Sl. 120:2 (’mig’); 2. person, 2 Kor. 12:15; Hebr. 13:17“ og så videre.

Betegner liv som en skabning. Både næʹfæsj og psychēʹ bruges også i betydningen liv — ikke livet som princip eller som en abstrakt kraft — men liv som en skabning, enten et menneske eller et dyr.

Da Rakel fødte Benjamin, siges der således at hendes næʹfæsj („sjæl“, eller liv som en skabning) gik ud af hende, og at hun døde. (1Mo 35:16-19) Hun ophørte med at være en levende skabning. Og da profeten Elias gjorde et mirakel i forbindelse med enken fra Zareptas døde søn, vendte drengens næʹfæsj („sjæl“, eller liv som en skabning) tilbage til ham, og „han kom til live“, blev igen en levende skabning. — 1Kg 17:17-23.

Eftersom skabningens liv er uadskilleligt forbundet med og afhængigt af blod (udgydt blod står for personens eller skabningens liv [1Mo 4:10; 2Kg 9:26; Sl 9:12; Es 26:21]), taler Bibelen om at næʹfæsj (sjælen) er „i blodet“. (1Mo 9:4; 3Mo 17:11, 14; 5Mo 12:23) Dette skal naturligvis ikke tages bogstaveligt, for Bibelen taler også om  „blodet af jeres sjæle“ (1Mo 9:5; jf. Jer 2:34), og de mange henvisninger der er nævnt i det foregående, kan ikke med rimelighed møntes på blodet eller dets livsopretholdende egenskaber alene.

Da planter ikke indeholder blod, bruges ordet næʹfæsj (sjæl) ikke om plantevæksten, der blev frembragt på den tredje skabelsesdag eller derefter. — 1Mo 1:11-13.

Eksempler på at det græske ord psychēʹ er brugt i betydningen „liv som en skabning“, findes i Mattæus 6:25; 10:39; 16:25, 26; Lu 12:20; Joh 10:11, 15; 13:37, 38; 15:13; Apg 20:10. Eftersom Guds tjenere i tilfælde af døden har håb om en opstandelse, har de håb om at komme til at leve igen som „sjæle“, eller levende skabninger. Af den grund kunne Jesus sige at „enhver som mister sin sjæl [sit liv som en skabning], for min og den gode nyheds skyld, vil redde den. Hvad gavner det nemlig et menneske at erhverve sig hele verden og sætte sin sjæl til? Hvad vil et menneske nemlig give i bytte for sin sjæl?“ (Mr 8:35-37) Han erklærede også: „Den der holder af sin sjæl ødelægger den, men den der hader sin sjæl i denne verden, vil bevare den til evigt liv.“ (Joh 12:25) Disse og lignende skriftsteder viser hvordan Jesu ord i Mattæus 10:28 skal forstås: „Vær ikke bange for dem som dræber legemet, men som ikke kan dræbe sjælen; frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ Mennesker kan nok dræbe legemet, men de kan ikke dræbe personen for bestandig eftersom vedkommende lever i Guds erindring (jf. Lu 20:37, 38), og Gud både kan og vil føre den trofaste tilbage til livet som en skabning ved hjælp af opstandelsen. For Guds tjenere er tabet af „sjælen“, livet som skabning, kun midlertidigt, ikke permanent. — Jf. Åb 12:11.

Dødelig og forgængelig. På den anden side siger Mattæus 10:28 at Gud „kan ødelægge både sjæl [psychēnʹ] og legeme i Gehenna“. Heraf fremgår det at psychēʹ ikke sigter til noget som er udødeligt eller uforgængeligt. Der findes i virkeligheden ikke et eneste sted, hverken i den hebraiske eller i den græske del af Bibelen, hvor der siges at næʹfæsj eller psychēʹ er udødelig, uforgængelig, uudslettelig eller lignende. (Se UDØDELIGHED; UFORGÆNGELIGHED.) Derimod er der i snesevis af steder i De Hebraiske og De Græske Skrifter hvor der siges at næʹfæsj eller psychēʹ (sjælen) er dødelig eller underlagt døden (1Mo 19:19, 20; 4Mo 23:10; Jos 2:13, 14; Dom 5:18; 16:16, 30; 1Kg 20:31, 32; Sl 22:29; Ez 18:4, 20; Mt 2:20; 26:38; Mr 3:4; He 10:39; Jak 5:20); at den dør, udryddes eller udslettes (1Mo 17:14; 2Mo 12:15; 3Mo 7:20; 23:29; Jos 10:28-39; Sl 78:50; Ez 13:19; 22:27; Apg 3:23; Åb 8:9; 16:3), enten ved sværd (Jos 10:37; Ez 33:6) eller ved kvælning (Job 7:15), eller at den er i fare for at lide druknedøden (Jon 2:5), og ligeledes at den går ned i graven eller Sheol (Job 33:22; Sl 89:48) eller bliver udfriet derfra (Sl 16:10; 30:3; 49:15; Ord 23:14).

En død sjæl. Udtrykket „død sjæl“ forekommer flere gange og betyder blot „en død“. (3Mo 21:11; 4Mo 6:6; jf. 4Mo 19:11, 13.) I nogle skriftsteder er „død“ eller „afdød“ i forbindelse med „sjæl“ suppleret, men det fremgår af sammenhængen eller parallelsteder at der er tale om „en død sjæl“. — 3Mo 19:28; 21:1; 22:4; 4Mo 5:2; Hag 2:13.

Begær. Somme tider bruges ordet næʹfæsj til at udtrykke en persons begær som fylder ham og får ham til at sætte alt ind på at nå sit mål. For eksempel siger Ordsprogene 13:2 om dem der handler forræderisk, at ’deres sjæl vil vold’; det betyder at de er helt opsat på vold, ja de er i realiteten den personificerede vold. (Jf. 1Mo 34:3, fdn.; Sl 27:12; 35:25; 41:2.) Israels falske hyrder kaldes „hunde med en stærk og grådig sjæl“ som ikke kender til mæthed. — Es 56:11, 12; jf. Ord 23:1-3; Hab 2:5.

Om at tjene med hele sin sjæl. Som allerede vist betegner „sjælen“ slet og ret hele personen. Og dog tilskyndes vi i visse skriftsteder til at søge, elske og tjene Gud ’af hele vort hjerte og af hele vor sjæl’ (5Mo 4:29; 11:13, 18), og i 5 Mosebog 6:5 siges der: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Jesus sagde at man skulle tjene af hele sin sjæl og styrke og desuden ’af hele sit sind’. (Mr 12:30; Lu 10:27) Spørgsmålet er hvorfor disse andre ting nævnes sammen med sjælen når sjælen i forvejen omfatter det hele. Den sandsynlige grund kan illustreres på denne måde: En mand kan sælge sig selv (sin sjæl) til trældom for en anden, hvorved han bliver dennes ejendom. Men det er ikke sikkert at han tjener sin ejer og herre helhjertet, af hele sin drivkraft og med et fuldt ønske om at behage ham. I så fald bruger han ikke hele sin styrke eller alle sine mentale evner til at fremme sin herres interesser. (Jf. Ef 6:5; Kol 3:22.) Disse andre sider af personen kan derfor være nævnt for at rette opmærksomheden mod dem, sådan at vi ikke overser eller glemmer dem i vor tjeneste for Gud, som vi tilhører, og for hans søn, hvis liv var den løsesum vi blev købt for. Tjeneste for Gud ’af en hel sjæl’ omfatter hele personen, hvor ingen legemsdel, ingen legemsfunktion,  ingen færdighed og intet ønske er undtaget. — Jf. Mt 5:28-30; Lu 21:34-36; Ef 6:6-9; Flp 3:19; Kol 3:23, 24.

Sjæl forskellig fra ånd. „Sjælen“ (hebr.: næʹfæsj; gr.: psychēʹ) må ikke forveksles med „ånden“ (hebr.: ruʹach; gr.: pneuʹma), for de to begreber sigter til to forskellige ting. I Hebræerne 4:12 siges der således at Guds ord „trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv“. (Se også Flp 1:27; 1Ts 5:23.) Som vist er sjælen (næʹfæsj; psychēʹ) skabningen selv. Ånden (ruʹach; pneuʹma) sigter almindeligvis til sjælens, eller den levende skabnings, livskraft, men grundordene kan også have andre betydninger.

Forskellen mellem de græske begreber psychēʹ og pneuʹma fremgår også af apostelen Paulus’ redegørelse for de kristnes opstandelse til åndeligt liv, som findes i hans første brev til korintherne. Han stiller her „det sjælelige [psychikonʹ]“ i modsætning til „det åndelige [pneumatikonʹ]“. Han viser at de kristne indtil deres død har et „sjæleligt“ legeme ligesom det første menneske, Adam; men ved deres opstandelse får disse salvede kristne et åndeligt legeme ligesom den herliggjorte Jesus Kristus. (1Kor 15:42-49) Judas drager en tilsvarende sammenligning idet han om nogle mennesker siger: „De er sjælelige [psychikoiʹ] og har ikke åndelighed [ordr.: har ikke ånd (pneuʹma)].“ — Jud 19.

Guds sjæl. I betragtning af det foregående ser det ud til at de skriftsteder hvori Gud taler om ’sin sjæl’ (3Mo 26:11, 30; Sl 24:4; Es 42:1), er eksempler på antropomorfismer, det vil sige at Gud tillægges fysiske og menneskelige træk for at vi lettere kan forstå beskrivelsen af ham, ligesom når der tales om hans øjne, hans hænder og så videre. Når Jehova siger ’min næʹfæsj’, mener han tydeligt nok „mig“ eller „mig selv“. „Gud er en ånd [pneuʹma].“ — Joh 4:24; se JEHOVA (Beskrivelser af hans udseende).