[hebr.: tan].

En slags vild hund der med sin spidse snude og buskede hale minder noget om ræven. Guldsjakalen (Canis aureus) ses stadig i Palæstina. Sjakalen kan undertiden angribe og dræbe høns og endda lam, og den kan leve af praktisk taget hvad som helst, også frugt, men den er hovedsagelig ådselæder. Derved gør den god gavn, da ådsler nemt kan sprede sygdomssmitte. Sjakaler jager gerne om natten, enten alene, parvis eller i småflokke. Om dagen sover de som regel i jordhuller, bjerghuler, ruiner, forladte bygninger eller på andre øde steder.

Da sjakalen holder til i vilde, ensomme og ørkenagtige egne, bruges dens bolig i Bibelen til i overført betydning at skildre noget der er fuldstændig øde og mennesketomt. Dette billede bruges i forskellige bibelprofetier om ødelæggelse af henholdsvis Jerusalem, Judas byer, Hazor, Babylon og Edom. (Jer 9:11; 10:22; 49:33; 51:37; Es 34:5, 13; Mal 1:3) Bibelen omtaler også sjakalens klagende tuden eller hylen. (Es 13:22; Mik 1:8) Dens tuden begynder ved solnedgang og består af en langtrukken, klagende lyd der gentages tre eller fire gange, hver gang i en lidt højere tone. Til sidst afsluttes den med en kort, bjæffende gøen.

Sjakalen figurerer ofte i Bibelens billedsprog. Da Job beskrev sin elendighed, udbrød han at han var blevet „en broder til sjakaler“. (Job 30:29) Idet salmisten begræd et ydmygende nederlag som Guds folk havde lidt, sagde han, måske med tanke på slagmarken hvor sjakalerne samledes for at gøre sig til gode med ligene af de faldne (jf. Sl 68:23): „Du har knust os på sjakalers sted.“ (Sl 44:19) Under den hungersnød der opstod da babylonierne belejrede Jerusalem i 607 f.v.t., behandlede mødrene deres børn grusomt. Jeremias viste meget rammende at hans folks grusomhed stod i modsætning til sjakalernes omsorg for deres afkom. — Kl 4:3, 10.

I en skildring af den svære tørke Judas land var hjemsøgt af da Jehova holdt sin velsignelse tilbage, siges der at zebraerne snappede efter vejret ligesom sjakalerne. (Jer 14:1, 2, 6) I forbindelse med folkets genrejsning lovede Jehova imidlertid at der på sjakalernes bosted ville vokse grønt græs med rør og papyrusplanter. Og dét at Jehova skaffede sit folk vand i ørkenen, ville få sådanne dyr som sjakalerne til at herliggøre ham. — Es 35:7; 43:20, 21.